Må man ønske muslimer god jul?
Nu da kristendommen mere eller mindre har en fast dato for fejringen af Jesus, er det på sin plads at huske på den storartede personlighed, som betyder så meget for så mange på kloden, skriver imam Naveed Baig
'Med skriftens folk skal I kun strides på den pæneste måde, undtagen med dem af dem, der handler uret, og sig "Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og ligeledes på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores Gud og jeres Gud er én, og til Ham overgiver vi os".
(Koranen, 29:46)
Må man sige God Jul til muslimer? Må muslimer svare igen? Er Jul en religiøs højtid, som fejrer Jesu fødsel, eller er der hedenske elementer tilknyttet? Må man give julegaver og invitere muslimer til julefrokoster?
Spørgsmålene hober sig op, når juletiden er på sit højeste, og der er mange, som bliver i tvivl, muslimer såvel som andre. Jeg har prøvet at besvare de fleste spørgsmål ud fra en social-teologisk sysnvinkel.
Hvis Jul forstås som en fejring af Jesu fødsel er der følgende, som skal afklares: Hvad ligger der i ordet 'fejring' og hvorfor skal netop Profeten Isa's (Jesus) fødselsdag fejres? Her vil mange muslimer sige, at hvis intentionen er at mindes og udvise respekt for Jesus og hans fødselsdag, så er det faktisk en dyd. Gud lader Jesus selv omtale sin særstatus på denne måde i Koranen:
'Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!' (Koranen,19:33)
Lige derefter bekræfter Gud udsagnet:
'Dette er Jesus, Marias søn, sagt med sandhedens ord, hvorom de tvivler.' (Koranen, 19:34)
Koranen cementerer dermed, at den mirakuløse dag, hvor Jesus bliver født er en fredfyldt dag. Hans talen i vuggen, evnen til at bringe døde til live og helbrede spedalske er nogen af de andre mirakler, som Koranen fremhæver. Dog legitimiserer Koranen ikke Jesu mirakler som værende ligestillet med titlen "Guds søn".
Selvom muslimer ville sige, at vi ikke kender den nøjagtige dato for Jesu fødsel (der er også uenighed blandt de forskellige kristne kirker) så kan det ikke være grund alene til at afstå fra "fejringen". (Fejringen burde have et "ihukommelseselement" integreret i sig for ikke at risikere en helligdag uden essens). For som mange muslimer er enig i, når man fejrer Profeten Muhammads fødselsdag (Milad-un Nabi) -også udover den islamiske Rabi ul Awwal-måned, hvilket ikke er unormalt - er det ikke datoen i sig selv, der er vigtig, men intentionen.
Nu da kristendommen mere eller mindre har en fast dato for fejringen, er det på sin plads at huske på den storartede personlighed, som betyder så meget for så mange på kloden.
Spørgsmålet er: hvordan kan man som muslim rent praktisk, mindes begivenheden? Man kan først og fremmest gøre sig selv og sine familie/venner opmærksom på personen i centrum. Hans lærdom, livstil og budskab. Læse Koranen og de mange hadithtekster, hvori han nævnes. Med den rette intention, kan man lykønske sine kolleger, venner og familie og sprede fredsbudskabet blandt ens medmennesker.
Jeg spurgte en lærd, Shaykh Abdul Aziz Bukhari fra Jerusalem, som for nylig var i København om, hvordan de fejrede Julen og han svarede, at til deres egen Dhikr-aftener (ihukommelse og sang), priste (Midhiya) de bl.a. Jesus.
I mange Sufi-cirkler er der faktisk en tradition for at mindes og påkalde Jesus (også udover December måned), som har den ærefulde titel "Ruh Allah" (Guds sjæl). Denne påkaldelse er også for at få et personligt forhold til Jesus, hvor man lader sig inspirere af hans livskraft, spiritualitet og askese uden at tilbede ham.
I bl.a. Pakistan har en religiøs muslimsk organisation tradition for at skære en lagkage op sammen med kristne organisationer for at mindes fødselsdagen, hvert år.
Men hvordan med de aktiviteter som ikke har noget direkte med Jesu fødsel at gøre?
De kan kategoriseres som forbudte eller neutrale handlinger. De vilde julefrokoster som udelukkende er baseret på ubegrænset druk, poker og hor er selvfølig ikke de optimale steder for en religiøs festlighed. Sådan har mange danskere det også. Men der findes også 'anstændige' julefrokoster, hvor det ikke kun drejer sig om de dyriske tilbøjligheder, men mere om sammenhold og sober hygge.
Der er flere beretninger fra Profetens liv, hvor ikke-muslimer- også jøder- blev inviteret af Profeten til måltid. Profeten accepterede også selv invitationer af ikke-muslimer, hvor alle spiste sammen. Selvom de to måltider ( julefrokoster og det 'almindelige' fælles måltid fra Profetens tid) er usammenlignelig (pga. tid, kontekst og indhold), så er pointen her, at det kan lade sig gøre at spise sammen. Der er dog uenighed iblandt muslimske lærde, hvorvidt det er tilladt at spise dér, hvor der severes alkhohol og svinekød.
Overforbrug, hvor de fattige og udsatte især bliver tilsidesat og evt. får komplekser, er heller ikke nogen religiøs eller etisk forsvarlig skik. I tider, hvor der er en masse sult, krige rundt omkring i verden, ja, selv i Danmark, børn, som lever under fattigdomsgrænsen, bør disse levevilkår give stof til eftertanke.
Der kræves en moderation i alle handlinger. Sådan må det også være for andre religiøse højtider heriblandt muslimernes Eid, som fejres den 19. december af de fleste i Danmark.
Julens gaveudveksling er ikke i sig selv et religiøst ritual men mere en social kutyme. Derfor er det ikke 'problematisk' for muslimer at modtage en æske chokolade fra arbejdsgiveren eller at børnene kommer hjem fra institutionen med farverige julegaver til deres forældre, i forbindelse med julen. Det samme gælder juletræer.
Det er en relativ ny skik med juletræet i kristendommen (det er heller ikke alle kirkelige retninger som 'bruger' juletræet), og derfor er det en del af den danske kultur at pynte træer og synge sange sammen.
Da en ung, muslimsk mor spurgte, om det var i orden at anbringe et lille pyntet træ til sin søn derhjemme, så svarede jeg ja, fordi det ikke er noget som underminerer den religiøse praksis. Det er ligesom en dekoration, som skaber stemning og skønhed i hjemmet.....
Læs Naveed Baigs blog på http://naveedbaig.religionblog.dk/.