Møder med Gud

BRAHMA KUMARIS: Anthony Strano forklarer, hvad der sker, når vi har en direkte, personlig relation til Gud, og hvorfor det er vigtigt

INTERNATIONALT SYNSPUNKT

Jeg husker, at jeg en dag, da jeg var 13, tænkte: "Hvad gør jeg med mit liv? Jeg har ungdommens energi, ungdommens higen - hvad stiller jeg op?"

Jeg voksede op i Australien, et meget frit land - du kan praktisk taget gøre hvad som helst du ønsker i den alder. Jeg samlede Bibelen op, åbnede den og læste om Gud, der spurgte Salomon: "Hvad ønsker du dig mest af alt?" Jeg var overrasket over, at Salomon ikke bad om flere penge eller et større palads eller noget af den slags - han sagde bare: "Jeg vil gerne have visdom."

Jeg tænkte, at det var en god ting at bede om; at være viis og forstående. Jeg læste videre: "Vær opmærksom på ungdommen! Ungdommen er som det grønne græs. I dag er det friskt og lysende og i morgen er det tørt, og vinden vil komme og feje det bort." Så jeg tænkte: "Hvad vil jeg sige, når jeg er 30 eller 40 og ser tilbage på, hvad jeg har gjort? Vil jeg være tilfreds med de beslutninger, jeg har taget?"
Jeg husker hele den dag, hvor jeg bare opholdt mig i stilhed.

Jeg havde altid godt kunnet lide stilhed. Det var et spejl, gennem hvilket jeg kunne forstå mange ting; ikke analytisk, men jeg kunne føle dem. Jeg havde den egenskab, at jeg aldrig rigtigt stolede på min egen opfattelse af tingene. Jeg følte, at det var nemt at bedrage sig selv, så man må altid have et sted indeni, hvorfra man observerer.

En juledag vågnede jeg tidligt og besluttede mig for at gå ud i skoven. Det var lige omkring morgengry og der var et grantræ med en masse dug på. Jeg studerede det. Solen steg højere og højere, og stråler af lys ramte dugdråberne, og vinden begyndte at blæse. Det var en smuk oplevelse; alle dugdråberne begyndte at reflektere mange forskellige farver, grøn og blå og rød og gul, og som vinden blæste let, skiftede farverne. Det var som en julegave til mig, naturens juletræ.

Så stod solen selvfølgelig op og det hele sluttede. Jeg tænkte, at det ville være rart at være som en af de dråber; på en eller anden måde i stand til at reflektere noget skjult, noget stille, men også meget smukt.

Jeg begyndte at erkende, at for at have en ægte forbindelse til sig selv, til Gud og til andre mennesker, er det vigtigt at have en meget dyb tro og en meget vedvarende ydmyghed, fordi troen på sig selv, på gud og på andre mennesker, hjælper en til at hæve sig over mange vanskeligheder, tvivl og prøvelser. Det giver en tiltro til, at selv om man ikke forstår, så er der altid en løsning. Man behøver også ydmyghed for aldrig at blive fanget i fælden jeg ved.

Hold altid selvet åbent, for kun når man er åben, bliver sandheden givet til selvet som en gave. Alle guddommelige ting er gaver - den eneste bestræbelse man behøver at gøre, er at placere sig selv således, at man er i stand til at modtage disse gaver. Som man modtager disse gaver, øges de i takt med, at man deler med andre. Men man deler dem blot som et redskab - ikke som en, som har skabt gaverne. Hvad enten det er gaver af visdom, af fred, af glæde - de bliver givet, absorberet og delt med andre.

Når man læser om andres møder med Gud, finder man for nogens vedkommende, at det transformerer deres liv; at det bliver fundamentet for deres liv. Andre oplever det, men glemmer det så og fortabes i rutinen igen; mister bevidstheden; mister underet af det møde. Når der er et sandt møde med det guddommelige, føler mennesket tre ting: Dyb transformation, dyb indsigt og stor inspiration.

Transformation

Transformation er drevet af ønsket om virkelig at forandre selvet; at vende tilbage til noget rent og oprindeligt, som er blevet glemt eller er blevet forurenet - og at vide meget dybt, at hvis der har været denne transformation i en selv, så vil man bestemt være i stand til at hjælpe og samarbejde med andre mennesker.

En dyb transformation kommer kun, når der er det møde med Gud, for det er kærlighed, der transformerer selvets dybder. Hvis Gud forbliver abstrakt, sådan som det forholder sig for mange mennesker, er der meget lidt transformation. Når Gud bliver personlig og virkelig, så er man i stand til at opleve relationen, og det er gennem denne relation at man begynder at erfare den kærlighed, der giver en troen på en selv, og modet til at forandres.

Indsigt

Mødet, som er stille og meget personligt, kan ofte ikke beskrives. På nogle måder bør det ikke beskrives for meget. I stilheden opstår der indsigt. Indsigt er åbningen af det tredje øje og spirituel blindhed forsvinder. Særligt blindheden af at være meget kritisk over for ting og mennesker; af at fortabe sig i andres svagheder og i trivielle sager.

Indsigt er når jeg er i stand til at se den positive virkelighed i andre, uanset hvordan de fremtræder, uanset hvor negative de kan se ud til at være. Indsigten hos den, som har mødt Gud, er at se gennem Guds øjne; at være i stand til at se andre som min bror eller min søster. Det er denne indsigt, der begynder at skabe en følelse af enhed og venskab, og en følelse af at tilhøre alle.

Inspiration

Et personligt møde med Gud giver mig også stor inspiration. Det umulige kan blive muligt. Der er ingenting, jeg ikke kan gøre. Der er altid den støtte, accept, tillidsfuldhed fra Gud i Hans forhold til dig. Han forlader, skader eller nedgør dig ikke, men holder dig. Du er ham hellig. Det er stor inspiration, når man føler dette - ikke bare ved det intellektuelt, men føler det.

Fra abstrakt til virkelig - dette er noget vi alle må bestræbe os på. Det kommer af at gå ind i stilheden og lytte. Når der er dette møde, restaureres ens tillid og mod. Der er altid prøvelser, problemer, vanskeligheder - men man har altid den styrke til at overkomme dem, fordi man nu er i stand til at kigge og se med et andet øje. Man ser med et usynligt øje, man hører med et andet øre; et usynligt øre.

Man behøver ikke at se alting klart og manifest foran sig. Jeg behøver ikke at se løsningen, for jeg ved, at den er der, og at den kommer på rette tid. Den person, som har et ægte møde og en vedvarende oplevelse, udvikler megen venlighed, generøsitet, tolerance og særligt ikke-vold.

De tænker aldrig, at de er bedre eller mere værd, eller mindre værd. Der er en fø-lelse af lighed med andre; af at andre er lige så gode som jeg; at hvad end jeg har af godt i mig selv, det har andre også.

Når du har det ægte møde med Gud, genskabes visionen af universalitet, og der er en opmærksomhed på personlig forandring og på at give. Der er aldrig en opblæst følelse af overlegenhed. Mange glemmer imidlertid at værne om deres oprigtige møde med Gud med ydmyghed og selvrespekt. I stedet begynder de at sige: "Jeg havde denne vision; jeg så dette lys, og jeg fik dette budskab." Så hvad gjorde jeg med budskabet, med lyset?

Voksede jeg? Vækst kan måles i den respekt, jeg har for andre, og den ikke-voldelige attitude over for alting - jeg accepterer alle forskelle som noget guddommeligt og forskønnende for verden; jeg erkender at sådanne forskelle ikke begrænser, men beriger.

En ting er meget vigtig at udvikle i vores møde med Gud. Mens vi er nødt til at gøre en bestræbelse i vores bevægelse imod Gud, behøver vi ligeledes at være bevidste om, hvornår vi skal stoppe, være stille og blive guidet. Vi vokser op i Vesten med en følelse af, at vi skal skabe alting; vi skal få det til at ske, det er op til os. Det er det på en måde, men det er ikke op til mig alene. Nogle gange skal jeg bare indstille mig selv.

Da jeg først begyndte at lære at meditere som en metode til at komme tættere på Gud, havde jeg mange gode oplevelser af Gud, hvilket jeg ikke forventede så hurtigt. Jeg husker den allerførste gang, hvor jeg mærkede Gud, ikke blot som Faderen, men som Moderen. Jeg havde aldrig tænkt på Guds Moderskab før, men snarere som det mere traditionelle Faderskab.

Jeg havde følelsen af Gud, min evige Moder, der så sødt på mig og hviskede: "Jeg elsker dig, som du er, du behøver ikke at bevise noget. Du er, hvad du er, og jeg elsker og accepterer det. Men ja, gør bestræbelsen på forandring, på at vække den renere del af selvet, og dette vil bringe dig stor glæde." Kort derefter følte jeg Guds Faderskab, som en bølge af stor mildhed beroligende selvet. Han var bestemt ikke "den strenge autoritet ved roret," som jeg havde lært om i skolen.

Jeg havde alligevel aldrig følt, at Gud virkelig var streng og autoritær. Såvel som en Moder og Fader, var Han en viis og engageret Lærer, der prøvede at holde mig på den rette vej.

Når nogle voksne blev vrede på mig, da jeg var meget ung, sagde de: "Gud kigger på dig og tilgiver kun tre gange, hvis du er uartig." Jeg blev virkelig bange, fordi jeg vidste, at jeg havde været uartig mange flere gange end bare tre. Hver dag var mine uartigheder eller "fejl" i omegnen af mindst 33! - for en dag havde jeg lavet en bevidst optælling af mine "synder."

Når man er meget ung, gør de ting, man bliver fortalt, indtryk på en. Men dybt nede tænkte jeg: "Jeg er sikker på, at Gud ikke er sådan. Gud måler ikke." Gud er en Ven. Og velsignelsen af sådan et godgørende venskab er en sand gave fra Ham.

Min egen erfaring med meditation har været, at når jeg træder ind i stilhed, og jeg indstiller mit sind og forbinder mig med dette godgørende punkt; dette punkt af velvilje for hele universet - når jeg kan forbinde mig med den kilde, så fylder jeg mig selv, ikke bare med lys, men med dyb medfølelse og forståelse. I den medfølelse og forståelse sker der en forandring i selvet, i attituder og syn på andre.

Når folk siger Gud, Allah eller Fader, og der da er en masse vold i deres adfærd imod andre, står det derfor klart, at de er meget langt fra Gud.

Den, der er ren, kan ikke være voldelig; kan ikke give sorg. I stilheden har vi det møde med Den Godgørende Ene. Så er vi i stand til at føle os løftede; vores bevidsthed løftes og gøres positiv, inkluderende og forsonende i forhold til andre sjæle. Vi føler glæden ved at være i live, ved at være menneske. Vi afviser ingenting, og vi tiltrækkes ikke af noget, fordi begge modsætninger forstyrrer balancen og den harmoni, der er nødvendig for at bevare glæden.

Når vi har et møde med Gud, oplever vi Guds Faderskab, Guds Moderskab og frem for alt Guds Venskab, søde venskab. Ja, de gamle egyptere havde meget ret - Gud Faderen, Moderen, er Herren af Sødme, og det er den sødme, der fjerner fortidens bitterhed; der sætter os i stand til at opleve kraften af tilgivelse, til at give slip på ting og ikke at bære nag. Når der er den tilgivelse af mig selv, kan jeg begynde at erkende, hvem jeg virkelig kan være.

I praktiseringen af stilhed tidligt om morgenen er jeg meget bevidst om, hvad Guds kærlighed skaber i mig. Man føler at Gud i sandhed er unik i den måde, hvorpå Han kan transformere ens følelser og attituder - hvilket sætter en i stand til at komme tættere på selvet og på andre.

Den kærlighedsfyldte transformation gør et menneske spirituelt. Et ægte forhold transformerer og frisætter dig; det binder eller begrænser ikke. Når vi møder Gud, som Han virkelig er, stiger vores bevidsthed til et niveau af universalitet og medfølelse, hvor der ikke er nogen barrierer af fortørnelse, beskyldning eller frygt.

At være i stand til at bibeholde sit mod, sin tro og sine principper selv i tider med modgang, og at bevare et venligt øje til dem, der gør modstand mod dig - dette er spirituelt! Dette er evnen til at have barmhjertighed og medfølelse for dem, der kritiserer og går imod. Det er ikke blot et spørgsmål om at være stabil og stærk, men om at have et venligt øje til alle.

For dette behøver vi næringen fra et personligt forhold til Gud, ellers kan vi ikke gøre det. Hvis man ikke føler det forhold, kan man en eller to gange være venlig mod folk, som er negative imod en, men for at blive ved med at være det, kræves en meget positiv, vedvarende styrke i selvet.

Det er derfor, meditation er vigtigt, ikke blot for selvet, men også i forhold til andre. Det er i meditation, at jeg kommer tæt på Gud og oplever den kraft, Han konstant tilbyder mig. Denne nærhed til Gud kaldes lyksalighed. Lyksalighed er den indre oplevelse, som er hinsides berøring, syn eller noget som helst fysisk, og ingen kan nogensinde tage det fra mig. Jeg bærer det med mig.

Anthony Strano er leder af Brahma Kumaris i Athen, Grækenland. Han er født i Australien i 1951, hvor han har en humanistisk bachelorgrad fra Macquarie University i Sydney. I 1977 blev han student ved Brahma Kumaris Åndelige Verdens Universitet. Igennem mange år har han afholdt seminarer og workshops over det meste af Europa og Australien om emner som positiv tænkning, stress-fri livsførelse, værdier og uddannelse samt om videnskab og spiritualitet.

Anthony Strano besøgte Danmark i december 2005 i forbindelse med den danske udgivelse af hans bog "Alfa punktet – et glimt af Gud."

Artiklen er oversat til dansk af Brahma Kumaris Copenhagen.