Synspunkt

Status på religionsdialogen: Det giver mere mening at tale om relationer

Måske bør vi tale mere om relationer end om dialog, foreslår konsulent Mogens Mogensen. Her ses forfatter Yahya Hassan og tidligere folketingsmedlem (SF) Özlem Cekic tale med rabbiner Jair Melchior foran synagogen i København. Foto: Mikkel Tariq Khan

Samtalen med den dybe lytten og den empatiske tale er af uvurderlig betydning for religionsdialogen. Det kan undertiden se mørkt ud, men efter nat kommer dag, skriver ph.d. og konsulent Mogens Mogensen

I mange år har jeg været engageret i dialogarbejde, og jeg har været med til at synge dialogens pris. Men undertiden kommer jeg i tvivl om dialogen. For det første er dialog efterhånden blevet et slidt begreb, der bruges om mange forskellige fænomener, og ofte har andre en anden forståelse af dialog, end jeg har. For det andet, og vigtigere, så tænker jeg, at det måske giver mere mening at tale om relationer i stedet for dialog.

Det interreligiøse møde har for mig at se som mål at fremme gode relationer, for eksempel mellem muslimer og kristne til gavn for hele samfundet. Det handler om at bidrage til, at der udvikles gode bekendtskaber mellem mennesker, der ellers lever adskilt. Gode naboskaber mellem mennesker, der lever dør om dør. Venskaber på tværs af forskelle og skel. Målet må være, at vi ser hinanden som – og agerer sammen som – medarbejdere, medborgere og med medmennesker – og så vil jeg tilføje også medskabninger, der alle er skabt af Gud.

Og så er relationer jo naturligvis ikke et alternativ til dialog, for det er vel netop igennem dialogen, at vi kan være med til at fremme de gode relationer. Det handler ikke bare om at tale om de andre, eller blot at tale til de andre, men at tale sammen, altså samtale, dialog.

Forleden stødte jeg på disse to sætninger om dialogen, om samtalen: ”Lyt på en sådan måde, at andre får lyst til at tale med dig. Tal på en sådan måde at andre får lyst til at lytte til dig.” Den gode samtale, der kan føre til udvikling af gode relationer, begynder med at lytte.

Bjarne Lenau Henriksen, der for år tilbage var leder af Kirkens Korshær, der tager sig af de allermest udsatte i samfundet, har sagt det på denne måde: ”Det handler om at lade det andet menneske komme til orde og dermed måske til live. Det handler om nærvær, nærvær og atter nærvær”. Den dybe og opmærksomme lytten skaber det rum, hvor den gode samtale, kan spire frem.

Men skal samtalen blomstre, så handler det også om, at tale på en sådan måde, at andre får lyst til at lytte. Vi har i kirken lige fejret kristendommens vigtigste højtid, påsken. Og det var med meget stor glæde og ydmyghed, at jeg læste den påskehilsen, som jeg fik fra en muslimsk ven:

“Vi ønsker dem og deres elskede en glædelig påske og en inderlig ihukommelse af påskedagenes betydning for den kristne selvforståelse. Må budskabet om kærlighed overvinde al den had og ødelæggelse der findes i vores dejlige verden. Må budskabet om genopstandelse vække i os tanken om, hvor almægtig Skaberen er og hvor let det er for Skaberen at genopvække mennesket efter deres afgang. I disse dage oplever vi også en genopvækkelse; foråret og sommeren overtager efter den kolde vinter, hvor alt omkring os blomstrer fra de ”døde” og de lyse dage er vendt tilbage. Med disse tanker ønsker vi jer og deres elskede en glædelig påske.”

Denne muslimske leder talte på en sådan måde, at jeg virkelig spidsede ører og fik lyst til at lytte, og da jeg lagde hilsenen (i anonym form) ud på Facebook var der utroligt mange, som gav udtryk for deres glæde over det, de hørte.

Samtalen med den dybe lytten og den empatiske tale er af uvurderlig betydning, og derfor er der alligevel grund til at synge dialogens pris. Og gøre det i håbet om, at dialogen må føre til udviklingen af gode relationer – også mellem muslimer og kristne i Danmark. Det kan undertiden se mørkt ud, men efter nat kommer dag.

En rabbiner spurgte sine elever, hvordan man afgør, i hvilken time natten er forbi, og dagen begynder. "Er det, når man på lang afstand kan kende en hund fra et får," spurgte en af eleverne. "Nej," svarede rabbineren. "Er det, når man på lang afstand kan skelne mellem et dadeltræ og et figentræ," spurgte en anden. "Nej," sagde rabbineren. "Men hvornår er det så," spurgte eleverne. "Det er, når du kan se ind i et menneskes ansigt og få øje på din bror eller søster i det. Indtil da er natten stadig hos os."

Mogens Mogensen
Interreligiøs konsulent, ph.d.

Indlægget er oprindeligt udgivet som et 
blogindlæg på Mogens Mogensens blog.