Nonne: Jeg er udfordret af at bede tidebønner

Forestil dig, at du fire, fem eller endnu flere gange afbryder dit arbejde for at gå i kirke. Hver dag lever søster Anna Mirijam Kaschner op til denne århundrede gamle katolske tradition

En del af min hverdag som ordenssøster består af bøn. Men vi har forskellige former for bøn.

Der findes for eksempel den private eller personlige bøn (også kaldet meditation, betragtning og så videre), der findes tilbedelse, der findes andagter som rosenkransbønnen eller korsvejsandagten i fastetiden, men den bøn, som præger vores dag mest, er nok den, vi kalder for tidebøn.

Dette er en bønspraksis, der følger døgnets rytme og bedes hos os i fællesskab. Der findes alt i alt otte tidebønner, som fordeles over et helt døgn.

Mange af de kontemplative ordensfællesskaber beder alle tidebønner andre ordenssamfund beder de såkaldte store tidebønner, som er Laudes (morgenbøn) og Vesper (aftenbønnen). Hos os beder vi også middagsbønnen (Sext) og natbønnen (Komplet).

LÆS OGSÅ: Hvad er bøn?

Alle disse tidebønner er næsten opbygget på samme måde: hymne, Davids salmer, gammel- eller nytestamentlig lovsang, læsning, vekselsang, lovsang fra Det Nye Testamente (Benedictus i morgenbønnen, Magnificat i aftenbønnen og Nunc dimittis i natbønnen), forbønner, Fadervor og afsluttende bøn.

I løbet af fire uger (i de kontemplative klostre i løbet af en uge) kommer man på den måde gennem alle 150 salmer af David.

Tidebønnen repræsenterer den bedende kirke
Det vidunderlige med tidebønnerne er, at præster, ordensfolk og lægfolk verden rundt beder disse bønner. Og fordi vi har tidsforskel på jorden, så kan man sige, at hele tiden, dag og nat, bliver der bedt til Gud.

Tidebønnen giver os dermed en fast ramme, som strukturerer vores dag. Dette er en stor hjælp. Man behøver ikke hver gang lede efter en bøn, man nu skal bede, men kan bare slå bogen op og gå i gang.

Samtidig er tidebønnen en bøn, som vi normalt beder i fællesskab, så på den måde oplever vi os som den bedende kirke i fællesskab med det kristne fællesskab i hele verden.

LÆS OGSÅ: "Det meste af tiden er bøn hårdt åndeligt arbejde"

Vi skal finde en balance mellem bøn og arbejde
For mange mennesker kan det være meget fremmed fire, fem eller endnu flere gange at afbryde deres arbejde og gå i kirken. Men vi har haft denne tradition i den katolske kirke i mange århundreder.

Benedikt af Nursia (480-547), som var grundlægger af Benediktinerordnen, har skrevet en ordensregel, som mange ordensfolk i dag lever efter, hvor han opstiller grundprincippet ora et labora bed og arbejd.

Det permanente skift mellem arbejde og bønnen hjælper ikke kun med at strukturere dagen, men også at gøre såvel arbejdet som bønnen frugtbart. En ubalance med enten for meget arbejde eller for meget bøn gavner ifølge Benedikt ikke menneskets vel.

På den måde bliver vi i vores hverdag hele tiden på ny mindet om, at vores liv handler om forholdet til Gud, om Guds vilje for os og om vort forhold til hverandre.

Ordet religion stammer jo fra det latinske ord religare, som betyder at binde eller knytte forbindelse. Og denne forbindelse skal hele tiden fornys og plejes.

LÆS OGSÅ:Katolsk præst: Forelskelse fik mig næsten til at droppe præstegerningen

At bede kan være vanskeligt
Men jeg må også sige, at især tidebønnen kan stille mig over for enorme udfordringer. For det første er jeg ikke et morgenmenneske. Det vil sige, at det at stå op om morgenen for at gå i kirke nogle gange betyder en inderlig kamp, især når man efter nogle år kender næsten alle bønner og Davids salmer, som vi beder. Denne gentagelse gør ikke nødvendigvis bønnen mere spændende.

LÆS OGSÅ: Tid til tidebøn

For det andet handler især Davids salmer jo om de helt forskellige situationer, vi mennesker i vort liv befinder os i; der findes lovprisningssalmer, bønssalmer, valfartssalmer, takkesalmer, klagesalmer og så videre.

Når jeg nu selv befinder mig i en situation, hvor jeg er ked af noget og skal bede lovprisningssalmer og takke Gud for alt det gode, så må jeg sige, at dette gør bønnen endnu mere vanskelig.

Men her må jeg også sige, at vi ikke beder tidebønnen først og fremmest for os selv og vore egne anliggender, men tidebønnen er ligeså meget en stedfortrædende bøn. Og når jeg nu befinder mig i den situation, at teksterne slet ikke passer til min egen stemning, så tænker jeg på, at der helt sikkert findes mennesker på kloden, som præcis i dette øjeblik befinder sig deri. Og så beder jeg bønnen for dem.

LÆS OGSÅ: Muslim: Religiøs faste har udfordret mit familieliv

Og så kan det også ske, at en tekst, som jeg har læst eller bedt hundrede gange før, pludselig bliver levende, og det er som om, denne sætning helt præcist taler til mig i dag.

Dette fører til, at jeg hele tiden er udfordret til at være meget opmærksom og vågen og parat til at forandre mig og mit liv. Man kan sige at bønnen, ud over, at man træder ind i forholdet til Gud, også dybest set går ud på, at man forandrer sig selv. Og dette er nok det mest vanskelige og kan være hårdt åndeligt arbejde.

Så ja; tidebønnerne kan være en udfordring, men også en stor hjælp. Det handler måske om at afprøve den slags bøn, eventuelt i sammenhæng med en retræte eller et klosterophold.

Søster Anna Mirijam Kaschner er katolsk nonne.