Sådan kom jeg gennem krisen: Sig alt til Gud, også vrede og tvivl

Alle mennesker kommer ud for en eller flere kriser i løbet af livet. Hvad er det, der giver os styrke til at komme videre? Religion.dk har i en artikelrække spurgt personer fra forskellige trossamfund, hvad der gjorde, at de kunne komme igennem deres personlige krise. Læs søster Anna-Maria Kjellegaards svar her og læs flere bud nedenfor.

Nogen vil måske tro, at nonner ikke oplever kriser. Men det er ikke tilfældet. I vores prøvetid (noviciat) som varer 5 år, inden vi aflægger vores løfter for resten af livet, skal novicen helst have været igennem nogle kriser. Kaldet til denne livsform skal modnes og slå rod. Det sker igennem kriser, hvor man stiller spørgsmålstegn ved, om dette nu er det rigtige og er det her, Gud ønsker, jeg skal være. De kriser, som jeg vil kalde vækstkriser, har jeg også været igennem.

Men den krise, som jeg nu tænker på, var, da en meget afholdt medsøster efter mange år i klostret udtrådte. Spørgsmålet ”Hvorfor gik hun, og hvorfor bliver jeg?” dukkede op. Desuden var der smerten over bruddet og savnet af vedkommende.

Hvad fik mig så igennem krisen? Det var først og fremmest bønnen, og så talte jeg meget med andre, blandt andet en god åndelig vejleder. I bønnen foran Gud har jeg i smerten og uroen råbt: ”Nu er det nok, jeg kan ikke mere” og svaret steg op i mig: ”Det er heller ikke dig, der skal kunne, men jeg kan”. Dette gav mig en kraft og styrke til at leve videre i mit kald i visheden om og erfaringen af at blive båret af Gud.

Jeg hentede i høj grad trøst i troen. Nu er troen for mig ikke en narresut eller et psykologisk trick, som er god at have og bruge, når livet gør ondt. Nogen vil måske opfatte det således. Troen for mig er livet med og for Gud og er på en måde som en eventyrrejse!

Kriser er at sammenligne med de dybe mørke kløfter, hvor man ikke kan se eller forstå noget som helst, men bare må famle sig videre frem i mørket. Ikke kun i selve bønnen, men også ved at læse Johannes af Korset, Teresa af Avila, Julian af Norwich samt mange andre åndelige forfattere blandt andre også Wilfrid Stinissens bøger, hvorigennem jeg har hentet næring til ”eventyrrejsen” og er kommet igennem krisen.

Hvis jeg skal give et enkelt råd til andre, der rammes af en personlig krise, så er det: Bed! – Husk at du kan sige alt til Gud - også din vrede, frustration, tvivl og fortvivlelse. Gud kan tåle det hele! Og på det menneskelige plan er det godt at tale med nogen, gerne en åndelig vejleder, der kan bære smerten sammen med dig og bare være der. Søg eventuelt også professionel hjælp, for eksempel fra en psykolog. Det tager ikke smerten bort, for den må man selv gennemleve, men det hjælper at vide, at andre er der, som måske også selv har oplevet det samme.

Jeg holder meget af vers 3 i Ingemanns salme: ”Til himlene rækker din miskundhed”, hvor det hedder: ”..i mulm er kærlighedsvingen bredt ud, vi skjuler os under dens skygge.” I mulmet, i kriser, når vi oplever mørket, netop dér er også kærlighedsvingen – Guds kærlighed - bredt ud over os. Selv har jeg hentet trøst og kraft i dette og håber, at andre også kan.

Søster Anna-Maria Kjellegaard
Nonne