Nytårshilsen: Af religionsdialog kommer respekt og tolerance

Uden dialog går vi desværre og danner os vores egne billeder af de andres tro, kultur og normer. Og vi er meget mere påvirkelige over for negative historier, rygter og sågar propaganda, skriver sikh Parvinder Singh Randhawa. Foto: Malene Korsgaard

Gennem den øgede religionsdialog har 2012 også set nye foreninger, som arbejder for forskellige interreligiøse aktiviteter og øget dialog, skriver sikh Parvinder Singh Randhawa

2013 står for døren, mens 2012 går på hæld. For mig personligt har 2012 været et rigtig spændende år også når det kommer til religionsdialog og interreligiøst arbejde.

I februar 2012 markerede vi for første gang i Danmark World Interfaith Harmony Week. Dette foregik ved et optog fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen samt suppekøkken, taler, musik m.m. på Rådhuspladsen.

Københavns Kommune har også haft meget fokus på religionsdialog. Som forrige år har der været et religionstelt med fem forskellige religioner ved årets mangfoldighedsfest i september på Rantzausgade, hvor folk kunne blive klogere på folkekirken, jødedommen, islam, buddhismen og sikhismen.

LÆS OGSÅ: Fem religioner deler telt til mangfoldighedsfest

Hertil har der også været en lang række andre arrangementer med debat og dialog. Og en kampage på hovedstadens busstoppesteder er det også blevet til.

Det har været fantastisk at se denne oprigtige interesse fra Københavns Kommune til at fremme dialog, respekt og tolerance. For det er i høj grad, hvad der kommer af dialog: Respekt og tolerance. Uden dialog går vi desværre og danner os vores egne billeder af de andres tro, kultur og normer. Og vi er meget mere påvirkelige over for negative historier, rygter og sågar propaganda.

Gennem den øgede religionsdialog har 2012 også set nye foreninger, som arbejder for forskellige interreligiøse aktiviteter og øget dialog. Det bliver rigtig spændende at følge denne positive udvikling ind i 2013, hvor World Interfaith Harmony Week igen bliver markeret i København: Denne gang den 3. februar.

Det ville være fantastisk, hvis de positive erfaringer fra København i 2013 bredte sig til andre dele af landet, og også her kunne bidrage til mere dialog og større respekt og tolerance.

Godt nytår!

Parvinder Singh Randhawa er sikh og foredragsholder. Arbejder til dagligt i finanssektoren.