Synspunkt

Ateist: Intet problem at offentligt ansatte bærer tørklæder

At bruge lovgivning til at chikanere en eller flere minoriteter strider imod min forståelse af, hvordan vi rimeligt bruger lovgivning her i landet, skriver ph.d, folketingskandidat og tidligere formand for Ateistisk Selskab Stinus Lindgreen. Foto: Privatfoto

Offentligt ansatte repræsenterer os alle. Som ateist ser jeg derfor intet problem i, at de ansatte, jeg møder, er en afspejling af det samfund, jeg lever i, skriver ph.d. og folketingskandidat Stinus Lindgreen

Dansk Folkeparti fremsætter nu et nyt lovforslag, der har som formål at forbyde det muslimske tørklæde. Denne gang vil partiet komme kritik i forkøbet om, at de er særligt imod muslimer ved også at forbyde andre “markante religiøse symboler.” Nonneslør, turban og kalot skal derfor også være fortid blandt offentligt ansatte, selv om DF ikke lægger skjul på, at det er det muslimske tørklæde, der er hovedmålet.

Jeg er selv ateist og først og fremmest sekularist. Vi har jo heldigvis trosfrihed i Danmark, så det skal ligge folk frit for at tro på lige det, de vil - eller lade være - ligesom de selv bestemmer deres påklædning. Det mener jeg som udgangspunkt helt principielt ikke, at vi kan eller bør blande os i. Et sekulært samfund favoriserer ingen religion og er derved det eneste samfund, der giver plads til såvel troende som ikke-troende.

Derfor kan man selvfølgelig være religiøs og bære sine religiøst bestemte klædedragt i et sekulært samfund - det er jo netop ikke min mangel på tro eller en andens religiøse overbevisning, der skal bestemme over andre. Det er en vigtig skelnen: Det er ikke ateistisk, ikke religiøst, men sekulært.

Offentligt ansatte repræsenterer os alle, hvad enten det er i skolen, på sygehuset eller på kommunen. Jeg ser derfor intet problem i, at de ansatte, jeg møder, er en afspejling af det samfund, jeg lever i. Det gælder køn, seksualitet og religion. Jeg er kun interesseret i, at de kan klare deres job godt og behandler mig og andre ordentligt. Det har jeg tiltro til, at deres arbejdsgivere tager hånd om, uanset hvad de tror, og hvordan de går klædt.

Man skal selvfølgelig kunne passe sit arbejde, og derfor kan der være krav til påklædning i forhold til eksempelvis sikkerhed og hygiejne, som man må leve op til. Du bærer jo ikke store dinglende armbånd på operationsstuen. På samme måde kan man sagtens stille krav om, at man skal kunne identificere en ansat og kommunikere frit. Derfor bærer man jo heller ikke helmaske bag skranken.

Endelig er der visse funktioner, eksempelvis dommere, hvor der ikke må herske tvivl om upartiskhed, og hvor man derfor stiller krav om, at man ikke bærer synlige religiøse symboler. Det, synes jeg, er helt rimeligt i en sekulær retsstat.

Men med disse få, rimelige retningslinjer er vi kommet langt, og det er jo derfor, der vitterligt ikke er nogle særlige problemer at komme efter. Med almindelig sund fornuft og menneskelig anstændighed har vi sikret et fungerende system, så hvorfor dog begynde at lovgive? Hvis ikke der er et problem, der skal løses, så lad da være! At bruge lovgivning til at chikanere en eller flere minoriteter strider imod min forståelse af, hvordan vi rimeligt bruger lovgivning her i landet.

Problemet er jo ikke beklædning, men opførsel. Hvis en sygeplejerske ikke kan løfte sine opgaver, skal vedkommende rette op på det - uanset om han går med kors eller kalot. Hvis en skolelærer ikke underviser sine elever ordentligt, skal det påtales - hvad enten hun går med slør eller sarong.

Derudover savner jeg at vide, hvad et “markant religiøst symbol” egentlig betyder? Er det kun hovedbeklædning, der er et ‘problem’, eller gælder det også et stort guldkors om halsen? Hvad er det egentlig, man ønsker at opnå? Hvis det en dag bliver et konkret problem, der kræver indgriben, så kan vi kigge på det. Indtil da er det bureaukratisk, urimeligt og, ja, udansk.
 
Stinus Lindgreen 
Folketingskandidat for Radikale Venstre i Københavns Omegn, tidligere formand for Ateistisk Selskab, ph.d og forsker