Lektor: Vi har alle bjerge af interessekonflikter med i vores forskning

I stedet for endeløse lister over egne værdier, medlemskaber af partier og foreninger og religiøse overbevisninger er det for mig at se bedre at vurdere forskningen på forskningens præmisser, mener Mickey Gjerris, der er lektor og medlem af Det Etiske Råd

Efter overlæge Morten Frisch udtalelse i omskæringsdebatten i Kristeligt Dagblad den 12. september om, at forskere bør være forpligtet til at deklarere alle eventuelle interessekonflikter ”uanset om disse er af økonomisk, politisk, religiøs eller anden karakter”, er det værd at spørge ind til, om det virkelig vil skabe mere gennemsigtighed i forskningen eller blot fjerne fokus fra den fremlagte forskning og bidrage endnu mere til en udvikling, hvor skellet mellem viden og værdier udviskes?

I 2014 udsendte Uddannelses- og Forskningsministeriet i samarbejde med de danske universiteter "Den Danske kodeks for integritet i forskning". Kodekset er vejledende for forskere, der arbejder i Danmark og beskriver, hvad der betragtes som god videnskabelig praksis.

Et af de punkter, som der er fokus på, er interessekonflikter. Som et led i at sikre transparens i forhold til forskningen, skal forskeren oplyse redeligt, om han eller hun har nogle potentielle interessekonflikter i forhold til sin forskning. Det sikrer læseren en mulighed for selv at vurdere, om der kunne være forhold, der kan så tvivl om troværdigheden af de fremlagte forskningsresultater. Som tommelfingeregel kan man derfor sige, at man bør være åben om de interessekonflikter, som kunne få en læser til at have berettiget mistanke om, at forskningen er forudindtaget.

Det springende punkt bliver derfor, hvornår det er berettiget. Som udgangspunkt er man som forsker næppe interesseret i selv at så mistankens frø ved at oplyse om interessekonflikter, som man selv finder er irrelevante. Problemet er blot, at andre kunne finde dem relevante.

Der er tradition i akademiske kredse for, at interessekonflikter forstås som økonomiske. Særligt læger og andre grupper inden for sundhedssektoren er underlagt strenge krav om at oplyse mulige økonomiske interesser. Hvis jeg på en eller anden måde kan drage direkte økonomisk fordel af, at min forskning peger i en bestemt retning, eller den er betalt af et firma, som kan drage fordel af det, bør det oplyses.

Morten Frisch forslag er således langt meget vidtgående, om end ikke helt hen i vejret, da vi mennesker oplagt er motiveret af andet end at tjene penge. Og det er svært at komme uden om, at de fleste forskere ikke blot er optaget af at frembringe viden, men forsker i netop deres felt, fordi det interesserer dem som mennesker, der også har politiske holdninger baseret på deres værdier, hvad enten de er religiøse eller ej. Hvor man skal drage skellet mellem relevante og irrelevante interessekonflikter er således et åbent spørgsmål.

Ser man på de nye danske retningslinjer er der ikke meget hjælp at hente. Definitionen på interessekonflikter lyder: ”En situation, hvor finansielle eller andre interesser kan kompromittere eller påvirke den professionelle vurdering”. Ansvarsfordelingen foreskriver, at forskeren er forpligtet til at oplyse sådanne interessekonflikter, og at den enkelte forskningsinstitution er forpligtet til at udforme en politik, hvoraf det fremgår, hvilke situationer, der udgør interessekonflikt. Det synes altså at være lokalt bestemt, hvornår der er tale om en interessekonflikt, som bør oplyses.

Ser man på de regler for god videnskabelig praksis, som gælder på eksempelvis Københavns Universitet, bliver man imidlertid ikke meget klogere. Der hedder det i §3, at der bør være åbenhed i forhold til mulige interessekonflikter.

Spørgsmålet er mere, om man egentlig bliver klogere på forskningsresultaters gyldighed af at kende til forskerens politiske og/eller religiøse ståsteder? Bag diskussionen ligger oplagt en større diskussion om videnskabens objektivitet, forstået som uafhængighed af den enkelte forsker.

Principielt set bør man, inden for naturvidenskaben, kunne nå frem til de samme resultater, så længe man benytter samme metode, uanset om man er muslim, kristen, asa-troende eller ateist. Det er en grundlæggende forudsætning for naturvidenskaben, at den så vidt og så godt som muligt beskriver verden, som den er – ikke som den ser ud i lyset af netop mit specielle perspektiv.

Videnskabsfilosofien har længe beskæftiget sig med dette, og selvom man kan stille spørgsmålstegn ved mange aspekter af objektiviteten, for eksempel omkring metodevalg og fortolkning af data, må man fastholde, at forskning principielt set bør bedømmes på, om den kan efterprøves – og om denne efterprøvning når frem til samme resultat.

Blot at så tvivl om forskningsresultater ved at pege på forskerens eventuelle bagvedliggende motiver kan kun føre til, at god og dårlig forskning ikke kan skelnes fra hinanden, da motivgranskning altid vil kunne så tvivl om resultaterne.

Så måske er det bedre at lade forskere forske og fremlægge deres resultater til en videnskabelig diskussion og i stedet fokusere på forskerens ansvar for så vidt som muligt at skelne mellem, hvornår han eller hun fremlægger sine resultater som videnskab, og hvornår han eller hun bruger resultaterne til at understøtte sine holdninger. Det er ikke en nem skelnen. Viden og værdier kan ikke skilles klart fra hinanden.

Forskere bør blande sig i samfundsdebatten. Men de bør så vidt muligt adskille deres rolle som forskere og som debattører og gøre det klart, hvilken hat de bærer hvornår. Vi har alle bjerge af interessekonflikter med os i vores forskning. Hvad der er relevant eller irrelevant er meget svært at sige. Men i stedet for endeløse lister over egne værdier, medlemskaber af partier og foreninger, religiøse overbevisninger og andet, er det for mig at se bedre at vurdere forskningen på forskningens præmisser og kritisere den, hvis den ikke lever op til kravene om god videnskabelig praksis.

Forskning kan aldrig blive 100 procent objektiv, men den kan foretages redeligt. Og forskning kan aldrig anvendes 100 procent objektivt, men den kan anvendes redeligt. Og jo mere vi lader vores samfundsindretning bestemme af videnskabens resultater, jo vigtigere bliver det, at forskerne er deres ansvar bevidst, både som forskere og som borgere, der deltager i samfundsdebatten.

Mickey Gjerris er lektor i bioetik, Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd