"Omar Marzouk leverer lidt for billige grin"

Omar Marzouks religionssatire mangler brod og viser et stereotypt billede af kristne, skriver sognepræst Martin Herbst

I DRs netop lancerede programserie Grin med Gud har komikeren Omar Marzouk sat sig for at kæde religion og humor sammen. Det er et rosværdigt projekt. Selvfølgelig må man gøre grin med religion.

Spørgsmålet er, om det bliver gjort på en ordentlig måde. For at svare på det spørgsmål kan det være formålstjenligt at klargøre, hvad der egentlig kræves for, at noget er morsomt.

Det anderledes er morsomt
For det første er det humoristiske anderledes. Det er sjovt at se en hund gå rundt iklædt badeshorts og med solbriller. Det er angiveligt endnu sjovere, hvis man ser en sådan hund midt om vinteren! Her består det morsomme i, at det er anderledes.

For det andet består det humoristiske i, at man kommer ned under overfladen og får en aha oplevelse. Det er Storm P.s fluer gode eksempler på. Tag blot følgende, der for øvrigt har religiøs karakter:

"Jo længere man præker for ungdommen, des ældre bliver den - og så er det for sent!"

Her består det humoristiske ikke i, at man får øje på noget, der er anderledes, men i, at man ser det sædvanlige, dog på en ny måde, fordi man kommer ned under overfladen. Man kan kalde ovennævnte humorens horisontale og vertikale dimensioner. På det horisontale plan bevæger man sig fra det ene yderpunkt til det andet. På det vertikale plan går man i dybden og får dermed en opløftende oplevelse.

Humor skal berige os
Det siger sig selv, at den ideelle komiker forstår den kunst at kombinere disse to dimensioner til alles glæde og fornøjelse. Man skal ikke være humoristisk på andres bekostning, men til deres berigelse.

Når man med dette for øje betragter Marzouks program, der indledningsvis omhandlede protestantismen, må man sige, at det var morsomt. Det var morsomt, fordi det opfyldte humorens første dimension.

Det er et nyt og anderledes koncept at gøre grin med religion (selvom det har været prøvet før). De kristne mennesker, der blev interviewet, var anderledes, særdeles anderledes, fra befolkningen generelt (og i øvrigt størstedelen af kristne i Danmark).

Omar Marzouk er også selv anderledes. Det er sjovt, at en komiker er muslim. Det er tillige morsomt, at denne muslim går ind for homoseksualitet. Det er sjovt, alene fordi det er anderledes. På denne måde var programmet humoristisk. Ingen tvivl om det.

Stereotypt billede af kristne
Problemet var bare, at humoren næsten kun foregik på det overfladiske og horisontale niveau. Da han havde chancen for at komme i dybden i mødet med de forskellige repræsentanter, blev den slet ikke udnyttet. I stedet fik vi serveret et stereotypt billede af kristne.

I udvekslingen med Kristkirkens præst Per Damgaard Pedersen, blev man bekræftet i, at kristne tror, at universet blev skabt på 7 dage og mangler både humor og situationsfornemmelse.

Sidstnævnte var i især udtalt under bønnen i kirken, hvor Marzouk gjorde sig selv morsom ved at stirre åndsfraværende ud i lokalet. I mødet med Indre Missions generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen var stemningen lidt bedre. Men det var nu mest, fordi generalsekretæren kunne trylle med kort.

I mødet med Frelsens Hær gentog det samme sig. Vist var det sjovt med uniformerede mænd og kvinder midt på gågaden. Vist var det sjovt at se Omar gå rundt med raslebøsse til forbipasserende, men det var igen fordi det var anderledes. Nogen aha oplevelse blev man i hvert fald ikke forundt.

Det hele kom dog til at virke, fordi alle i programmet gjorde deres yderste for at hjælpe Omar. De kristne svarede ikke igen, hvad jeg vitterlig gerne havde set. De adspurgte på gade og stræder var også særdeles medgørlige. Og publikum slog næsten over i latter, før Omar havde talt sætningen ud.

God humor fører en mod noget større
Omar Marzouks anliggende var godt og rosværdigt. Lad os dog grine af religion og af os selv. Her kan vi virkelig grine med Gud, for der er meget at grine af. Men hans show var bare ikke godt udført. Han fik kun humorens horisontale eller overfladiske dimension med. Dybden, brodden, aha oplevelsen, manglede.

Det vil sige, den manglede, lige indtil allersidst. For da vi var nået til vejs ende, citerer han Jesus fra Bjergprædikenen:

"Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men ikke bjælken i dit eget?" Og forklarer: "Grunden til at man ikke ser den er (...) at hvis man lige har fået bjælken i hovedet..."

Og han fortsætter med at vende en venlig brod mod sine muslimske brødre. Ifølge Marzouk har mange muslimer ganske fejlfortolket det citat, så det har fået følgende ordlyd: Hvorfor ser du splinten i dit eget øje, medens du slår dine brødre med en bjælke!

Se, her var der noget genuint morsomt. På én gang var det anderledes, med dybde, brod og kærlighed. Alle morede sig, og de morede sig på den gode måde. I dette lille glimt så man, hvorledes humoren og den religiøse dimension kan gå op i en højere enhed.

For ligesom den religiøse dimension bevirker, at mennesket ikke bliver sit eget mål, således bevirker den gode humor, at man ikke bare griner for at grine. Man bliver ført mod noget større. Hvor ville det have været sjovt, hvis dette ikke kun skete til allersidst!

Martin Herbst er sognepræst og panelist på religion.dk