Omvendelse til islam har mange årsager

Der står ikke i Koranen, at kvinder er mindre begavede end mænd, eller at de lettere kommer i helvede, skriver Kate Østergaard.

RELIGIØS OMVENDELSE: Det er en fejlvurdering, at det skulle være politisk korrekt i dagens Danmark at udtale sig positivt om islam - det modsatte synes at være tilfældet, skriver Kate Østergaard

Artiklen "Omvendelse til islam i Danmark" har affødt forskellige reaktioner. Læs her en anonym kommentar fra læserdebatten samt Kate Østergaards svar.

Ok, så har jeg læst det med. Danskerne konverterer, fordi de opnår en helhed og fylde, som ikke kan findes andetsteds. Og Brix, Hedegaard og Hansen er "hatemakers", som ikke forstår dybden i islam. Underforstået er den rigtige islam den islam, som dikterer forbrødring og en omsorgsfuld forholden sig til anderledes troende.

Hvorfor findes der ikke i Danmark eller Norden blot én islamforsker, som rent faktisk vil forholde sig til, hvad koranen siger? Hvorfor kan jeg ikke finde bare en kritisk artikel om islams syn på kvinder, homoseksuelle og anderledes tænkende?

Kate Østergaard udtalte til en anden avis, at der skete en proces, som bevirkede at muslimer i Danmark blev mindre religiøse, mens danskerne blev mere opmærksomme på islam. Samme argument blev i øvrigt brugt i anmeldelsen af "I Krigens Hus" i Weekendavisen. Dette er ikke sandt! En nylig undersøgelse (Catinét) viste, at religiøsiteten blandt unge muslimer er stigende, ikke faldende. Hvorimod danskerne i stigende omfang konverterer til islam.

Når man er teenager og lever i et samfund, som udstikker rammer for, at individet skal skabe sin egen identitet, er man sårbar og et let offer for andres opfattelse af livet - man har intet skjold. Hvordan kan man som kvidelig dansk konvertit eksempelvis hævde, at koranen er feministisk og befriende, når forskellige vers udpensler, at kvinder er mindre begavede, mere tilbøjelige til at komme i Helvede og underlegne i forhold til mænd? Hvordan kan disse såkaldte feminister blot smide disse vers bort?

Måske fordi en muslimsk veninde eller den smukke brunøjede kæreste har påduttet denne opfattelse: Det vestlige samfund er fyldt med kåde mænd, som blot tænker på kvindens ydre attributter og ikke på hende indre værd. Således bliver det fremstillet, og de danske unge kvinder køber det.

Debatten i Danmark ville være lidt mere interessant hvis islamforskerne turde at forholde sig kritisk til deres forskningsfelt i stedet for den evige leflen for den politiske korrekthed. Mon Det hænger sammen med at man har en hjerteligt forhold til sine studieobjekter og at flere forskere indenfor området selv er muslimer? Jeg spørger blot!

Anonym læser (indlægget er forkortet af redaktionen)

Svar:

Man hører ofte - også her i læserdebatten på religion.dk - at islamforskere er for lidt kritiske overfor islam og for politisk korrekte. I forhold til denne kritik vil jeg gerne knytte nogle kommentarer.

Først mener jeg, at det er en fejlvurdering, at det skulle være politisk korrekt i dagens Danmark at udtale sig positivt om islam, det modsatte synes at være tilfældet. Dernæst føler jeg det ikke som min opgave at skulle være hverken positiv eller negativ overfor hverken islam eller Koranen. Det er ikke en forskers opgave at tage stilling for og imod en religion. Når vi skriver, at konvertitter opnår en følelse af helhed, eller at de opnår virkelig kvindefrigørelse, så er det et udtryk for, hvad konvertitterne giver udtryk for.

Det interessante er, hvad islam betyder for muslimer, og ikke hvad islam er - for islam er ikke nogen ting, dvs. islam er ikke noget bestemt, men kun hvad muslimer gør det til. Koranen er heller ikke det samme som islam, selv om det er det grundlæggende skrift. Der står ikke i Koranen, at kvinder er mindre begavet end mænd, eller at de lettere kommer i helvede. Det kan være, at nogle muslimer kan tolke det på den måde, men der er altså også muslimer, der tolker Koranen mere feministisk. Det sidste er det altdominerende blandt de konvertitter, vi har interviewet.

Når jeg kritiserer en bog som "I krigens hus", er det derimod, fordi jeg ser det som min opgave at tilbagevise fordomme, der er baseret på enten manglende viden eller politiske hade-kampagner. I den forbindelse har jeg søgt at vise det absurde i de påstande, der fremkommer i denne bog uden på nogen som helst måde at underforstå, hvad rigtig islam er.

Jeg er i et indlæg her på læserdebatten blevet klandret for at have udtalt mig om muslimers faldende religiøsitet. Der er tale om en undersøgelse foretaget af Catinét Research: "Integrationsstatus", som viser, at muslimerne i Danmark generelt set ikke er særligt religiøse, og at der endda er en tendens til, at de bliver mindre religiøse. Senere er Catinét kommet med en undersøgelse, der viser, at unge muslimer bliver mere religiøse.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at Tina Jensens og min undersøgelse af konvertitter viser, at der er mange forskellige slags konvertitter, som har forskellige motiver for deres omvendelse. Der er altså ikke kun tale om kvinder, der bliver forført af brunøjede mænd. Der er således også mænd, der bliver forført af brunøjede kvinder, og der er både mænd og kvinder, som bliver muslimer af helt andre årsager.

Kate Østergaard