Påske er den kristne superhøjtid

Skærtorsdag mindes man i kirkerne den første nadver.-

Hvad kendetegner påskens helligdage? Og hvordan kan man fejre dem? Bliv klogere på det gennem denne artikel af teolog Carsten Korsholm Poulsen

Kristendommen har tre store højtider: Jul, påske og pinse. Mens jul og pinse hver kun har én helligdag (og så anden-dagen til den, for eksempel pinsedag og 2. pinsedag) så har påsken hele tre helligdage med hver deres særlige budskab.

Dette skyldes, at påske er den allerstørste kristne fest i løbet af året! Her fejrer vi kærlighedens og korsets mysterium. Dette giver sig udslag i mange forskellige slags gudstjenester og i mange kristne hjem.

Skærtorsdags fællesskab

Skærtorsdag mindes vi, at Jesus den sidste aften inden sin død samlede sine nærmeste disciple og holdt et kærlighedsmåltid sammen med dem. Han vaskede deres fødder for at vise dem sin kærlighed og vise dem, at de skulle tjene hinanden i ydmyghed i stedet for at slås om at være den fornemste.

Her indstiftede Jesus det nadvermåltid, som vi nu afholder langt de fleste søndagsgudstjenester hele året igennem: ved at spise lidt brød og drikke lidt vin, kommer vi i troen ind i et dybt fællesskab med Jesus og med hinanden.

Flere og flere steder holder man en særlig skærtorsdagsgudstjeneste om aftenen. Og flere og flere steder holder man ikke alene den almindelige nadver, men har et helt måltid sammen. Enten et måltid, der meget ligner det jødiske påskemåltid, Jesus tog udgangspunkt i eller et almindeligt måltid, hvor der er fokus på fællesskabet.

Langfredags lidende kærlighed

Torsdag nat og hele fredagen var det tidsrum, hvor Jesus blevet taget til fange, uskyldigt dømt, tortureret og til sidst dræbt på et kors. Mange steder holder man den dag en særlig stille gudstjeneste, hvor man læser op fra Bibelens beretning om denne grusomme dag, som Jesus må have oplevet som uendelig lang.

Men først og fremmest er der fokus på, hvorfor Jesus lod sig mishandle på den måde. Han havde al magt og kunne med lethed have forhindret det. Som det lyder i en nyere takkesang: Det var din kærlighed, der fastholdt dig til korset, ikke naglerne i dine hænder.

Jesus gjorde dette ud af en uendelig kærlighed til os. Han vidste, at vi alle sammen har en ubetalelig regning, der venter os på den yderste dag. En regning, fordi vi ikke lever det kærlige liv, Gud har skabt os til. Denne regning betalte han på korset.

Det er ikke til at begribe i et lille menneskehoved. Det er ikke til at rumme i et lille menneskehjerte. Men det er selve livsnerven, selve frelsen, selve livet for enhver kristen! Og det kan vi takke og tilbede for.

Påskedags sejr

Lørdagen er en stille dag Jesus lå i graven, disciplene havde mistet alt håb og var ved at gå hver til sit. Men så skulle kvinderne ud til graven for at salve liget, som traditionen påbød. Og de fandt kun de tomme ligklæder og så engle og Jesus selv, der fortalte, at Jesus var stået op fra de døde!

Dette fejrer vi med absolut fuld musik ved påskedagsgudstjenesten. Her er det glæden og sejrsstemningen, der får fuld udblæsning!

Flere og flere steder går man tilbage til en gammel tradition med at holde gudstjenesten lige ved solopgang (ja, det er tidligt, men det er også en helt særlig oplevelse) hvor man altså er samlet netop på det tidspunkt, hvor mennesker for første gang så, at Jesus virkelig er Livet med stort L! Ham, der har evigt liv; ham, der kan give os evigt liv!

Påske i hjemmet

I hjemmet kan man udover naturligvis at deltage i de spændende gudstjenester fejre påske på mange måder. Der findes mange hjælpemidler i form af for eksempel små læseplaner, der angiver tekster, der kan læses i påskedagene og dertil salmer, der kan synges.

Man kan også prøve at sætte en halv time af til stille og roligt at samle sine tanker om påskens begivenheder f.eks. ved at læse den sammenstilling af Bibeltekster, der findes i salmebogen side 1314 og fremefter (dette gælder 2003-udgaven, i den ældre udgave er det side 303 og fremefter i den bagerste del af salmebogen).

Når man udsmykker sit hus og sin have, kan man prøve at finde motiver, der også har kors, tornekrans, den tomme grav eller lignende motiver.

Og så har glæden over naturen og familien og andet socialt samvær også en naturlig plads i fejringen af denne Super-højtid, hvor naturens overgang fra død til liv og Jesu overgang fra død til liv smelter sammen.

Glædelig påske!