Pakistans blasfemi-love misbruges af muslimer

A Christian couple sit outside their destroyed home August 2, 2009, a day after the Christian community was attacked in Gojra town, located in Pakistans Punjab province. Six Christians, including four women, were burnt alive in clashes with majority Muslims in a town in central Pakistan on August 1, officials said. Tension has been running high between the two communities in Gojra town over allegations that Christians had desecrated a Koran. REUTERS/Mohsin Raza (PAKISTAN CONFLICT CRIME LAW RELIGION) Foto: MOHSIN RAZA Denmark

Den seneste tids alvorlige episoder mod kristne i Pakistan giver anledning til at overveje, hvorfor de kristne i Pakistan er så udsatte. Læs generalsekretær i Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussens bud her

I den seneste tid har der været tre alvorlige episoder, hvor kristne i Pakistan er blevet angrebet af muslimer.

De to sidste episoder foregik få kilometer fra hinanden og var udløst af samme falske rygte om vanhelligelse af Koranen, mens den første både havde religiøse og sociale aspekter.

Trafik-problem ledte til angreb på kristne
Denne episode fandt sted i Bahmaniwala i Kasur-distriktet. Det hele begyndte med at en kristen landarbejder på vej hjem fra arbejde på en traktor, fandt vejen blokeret af en motorcykel, som han bad ejeren om at flytte, så at han kunne passere på sin traktor.

Ejeren af motorcyklen er muslim, og han blev så oprørt over at en kristen, en chuhra (gadefejer), kunne tillade sig at bede ham om at flytte sig, at han hev den kristne ned fra traktoren og tævede ham. Lidt senere samlede en flok muslimsk pøbel sig. 

Efter en ordveksling, hvor muslimerne bl.a. gav udtryk for ophidselse over, at de kristne mente, at de var i deres gode ret til at bruge vejene, angreb de den kristnes hus, men familien forsvarede sig.

Behandlet som dyr på hospitalet
Politiet rådede familien til ikke at anmelde overfaldet, mens de tog imod en anmeldelse fra muslimerne om vold. Da de kristne opsøgte hospitalet, blev de efter eget udsagn behandlet som dyr, idet de f.eks. ikke fik nogen form for bedøvelse eller smertelindring i forbindelse med at de fik deres sår syet.

Dagen efter, den 1. juli, opfordrede en lokal imam fra moskéens højttaler muslimerne til at lære de kristne en lektie, hvorefter en større mængde pøbel angreb hele den kristne landsby og efterlod 110 hjem ødelagte og plyndrede for alt af værdi.

Kristne angrebet efter bryllupsfest
Den 30. juli og den 1. august skete det så igen, denne gang i et distrikt flere hundrede kilometer væk. I Korian blev de kristnes huse angrebet på samme måde efter en falsk anklage om at have revet sider ud af Koranen og brugt dem som konfetti i forbindelse med en bryllupsfest.

Den 1. august gik det så helt galt, idet det kristne kvarter i den nærliggende by Gojra blev angrebet, igen efter opfordringer fra imamer i moskéer. Denne gang nøjedes muslimerne ikke med at hærge og plyndre, men de både skød om sig og stak ild til både huse og mennesker.

Det endte med at 14 døde og mindst dobbelt så mange blev såret. De fleste af de døde blev brændt ihjel. At ikke flere kom til skade, skyldes kun at de fleste kristne allerede var flygtede, da de hørte om opfordringerne fra moskéerne. Over 300 kristne familier blev berørt direkte af disse overfald, hvilket vil sige et sted i nærheden af 3000 mennesker.

Alle mindretal i Pakistan diskrimineres
Hvordan kan det være at Pakistans kristne mindretal er så udsat? Svaret er ikke så enkelt og ligetil som nogen måske vil gøre det til. Faktisk er alle Pakistans mindretal udsatte på én eller anden måde.

Både ahmadiyya-muslimer, shiamuslimer, hinduer og kristne bliver i varierende grad udsat for diskrimination og vold fra det sunnimuslimske flertals side. Der har i løbet af Pakistans historie været mange episoder af ekstrem vold mellem sunni- og shiamuslimer, hvor de to parter bl.a. har bombet hinandens moskéer.

De store asiatiske demokratier radikaliseres
Disse episoder skal dog ikke ses udelukkende i pakistansk perspektiv. De er et led i en verdensomfattende radikaliseringstendens, hvor ikke mindst de nationer, der opstod i forbindelse med afkolonialiseringen oplever, at det grundlag de blev skabt på, smuldrer.

Det gælder alle de store asiatiske demokratier med mange større eller mindre trossamfund: Indien, Pakistan, Bangladesh, Indonesien og Sri Lanka.

Alle disse nationers fædre lagde vægt på pluralisme, religionsfrihed og ligeret for alle borgere uanset religiøst og etnisk tilhørsforhold, og i Indien gik man videre og gav specifikke særrettigheder til visse grupper, der historisk havde været undertrykt.

Religionsfrihed og ligeret afvikles
Alt dette er nu hastigt under afvikling. Indien har for nylig oplevet nogle af de værste episoder af religiøs udrensning, nemlig i delstaten Orissa, hvor mere end 50.000 mennesker blev fordrevet fra deres hjem og landsbyer, blot fordi de tilhørte det kristne mindretal og var en torn i øjet på militante hinduer.

I Indonesien oplevede man fra 1998 og frem adskillige større og mindre konflikter, hvor islamister angreb og fordrev kristne. I Bangladesh er der i de senere år sket flere og flere angreb på kristne og hinduer fra muslimsk side.

I Sri Lanka har der i de senere år været stadigt flere angreb fra militante buddhisters side mod kristne, og generelt har det tamilske mindretal oplevet stadig mere diskrimination fra det singhalesiske flertal.

Ahmadiyya-bevægelsen blev forbudt i Pakistan
Ekstremister fra flertallene i alle disse lande har fået stadigt mere medvind fra slutningen af 1970-erne og frem. I Pakistan forestod daværende præsident Zia ul-Haq en islamisering af lovgivningen, der bl.a. betød, at ahmadiyya-bevægelsens tilhængere fik forbud mod at kalde sig muslimer.

Bevægelsen, der nærmest kan siges at være født i det område, der senere blev til Pakistan, og som havde sit center og øverste leder i landet, var blevet verdensomspændende.

Den daværende leder måtte drage i eksil, og det var nærmest pinligt, at Pakistans eneste nobelpristager, dr. Abdus Salam, der boede i udlandet, var ahmadiyya-tilhænger.

Det siges, at Zia ul-Haq først inviterede dr. Abdus Salam til Pakistan, da han hørte, at han var blevet inviteret til Indien af premierminister Indira Gandhi.

Pakistans blasfemi-love misbruges af muslimer
Pakistans straffelov omfatter et afsnit med paragrafferne 295-298, hvor straffe for blasfemi og nedsættende omtale af religion generelt opregnes.

Her omtales også meget specifikt vanhelligelse af Koranen og nedsættende omtale af islams profet Muhammad, foruden forbuddet mod, at tilhængere af ahmadiyya-bevægelsen kalder sig muslimer og i deres tilbedelse benytter sig af former, der gør, at de kan forveksles med sunnimuslimer.

Bestemmelserne om blasfemi mod profeten og vanhelligelse af Koranen bliver ofte misbrugt af muslimer som et påskud for, at muslimer kan få ret i stridigheder om retten til f.eks. et stykke jord eller, som det skete for nylig i Bahmaniwala, Korian og Gojra, for at retfærdiggøre fysiske angreb på kristne.

Dommerne udsat for pres
Mange kristne har måttet tilbringe år i fængsel dømt for forseelser mod paragraf 295, stk. B eller C. Stk. C giver endda mulighed for at idømme dødsstraf for blasfemi mod profeten. Dommere og advokater i sådanne retssager bliver ofte udsat for pres fra muslimsk side, for at de ikke skal frifinde de anklagede.

Flere kristne, der i en lavere retsinstans er blevet dømt i henhold til disse paragraffer, men som senere er blevet frifundet, har måttet forlade Pakistan for deres personlige sikkerheds skyld.

Afskaffelse af blasfemi-lovene har lange udsigter
Internationale opfordringer til Pakistan om at afskaffe disse lovbestemmelser er hidtil ikke blevet imødekommet af landets magthavere.

Det er vanskeligt at se, hvordan man kan undgå, at islamister mere eller mindre kan undgå straf for deres forbrydelser mod kristne og andre mindretal, så længe de opfatter lovgivningen sådan, at de har mere ret end mindretallene.

Det skal dog også i den forbindelse siges, at de skiftende pakistanske regeringer også har haft deres hyr med islamisterne, men de har selv mere eller mindre været med til at skabe problemet ved f.eks. at opmuntre de meget ekstremistiske koranskoler.

Fattige børn opdrages ekstremistisk
Her udnytter islamisterne, at Pakistans offentlige skolesystem generelt fungerer så dårligt, at fattige muslimer ofte ikke synes, at de har andet eller bedre valg end at sende deres børn i ekstremisternes skoler. Og de er udklækningssteder for Taleban og lignende bevægelser.

Henrik Ertner Rasmussen er generalsekretær i Dansk Europamission.

Den 1. august blev det kristne kvarter i Gojra angrebet. Denne gang nøjedes muslimerne ikke med at hærge og plyndre, men de både skød om sig og stak ild til både huse og mennesker, skriver generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen. - Foto: Foto: MOHSIN RAZA Denmark