Paulus: Kvinder skal med i forsamlinger

Ifølge Dhamu Chodavarapu misforstår man Paulus, hvis man bruger hans udsagn om kvinder som argumentation mod kvindelige præster. - Foto: Georgios M. W.

Paulus bliver ofte citeret for sit udsagn om, at kvinder skal tie i menighederne. Men Paulus var faktisk forud for sin tid i synet på kvinder, skriver hindu Dhamu Chodavarapu

Der var en kejser i Indien, det var vist ham, der byggede Taj Mahal, hvorom det siges, at han gik i seng med sin egen datter og forsvarede sig ved at citere Koranen: En gartner må nyde frugten af sin egen avl. Man kan jo fortolke alt for at retfærdiggøre sine handlinger.
Der står mange steder i Det Gamle Testamente om kvindernes mindreværd, og i Det Nye Testamente siger Paulus ligefrem: Som i alle de helliges menigheder, skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger (1 Kor 14,34-35).

En del præster og andre trossamfund bruger dette som årsag til at nægte at anerkende kvindelige præster og give dem hånd som man giver til ligeværdige partnere. For mange år siden i Danmark sagde man kvinder, børn og dyr har ingen bekymringer, men vi mennesker har meget at se til. Men jeg mener, at man kan se bort fra det, der står i Det Gamle Testamente om kvinder, for det var jo blot en historisk gennemgang af datidens samfund og forberedelse til at modtage Jesus som frelser.

Men Apostlene, især Paulus, viser en anden attitude. Det var unægteligt tider, hvor kvinden var andenrangs menneske, hun havde måske slet ikke en placering i samfundet og kunne endda sælges som træl, for at manden kunne betale sin gæld. Under sådanne omstændigheder var det meget dristigt af Paulus at lade kvinderne komme ind til menighedernes møder. Det kan sammenlignes med vor tids foreningsmøder, hvor man gerne vil have deltagelse af eksperter - dog uden stemmeret. På den måde viste Paulus stor agtelse for kvinder ved at invitere dem til møderne. Desværre var tiden ikke moden til taleret.

Ikke nok med det, det var en psykologisk trumf fra Paulus side, når han siger: Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden (1 Kor 14,35-36). Hermed flytter han diplomatisk kristendomsforståelsen til hjemmefronten, hvor kvinder trods alt står med en vis magt og nemt kan overvinde mandens forgængelige forfængelighed.

Kristendommens udbredelse skyldes i højeste grad kvindernes aktive deltagelse. Uden det kvindelige islæt ville kristendommen have været meget beskeden. Derfor mener jeg, at Paulus er en meget misforstået herre. Mange af de præster og trosretninger, som fornægter kvinder deres værdige ære som de har fortjent, har misforstået Paulus som den indiske kejser har misforstået Koranen.

Dhamu Chodavarapu, hindu