- Politiken sætter et lille punktum

Naveed Baig, hospitalsimam og projektleder ved Rigshospitalet og Herlev Hospital. -- Foto: Foto: Leif Tuxen.

Tøger Seidenfadens undskyldning er fin gestus, som vil falde i god jord hos mange muslimer, mener imam Naveed Baig

Så kører ytringsfrihedens mølle igen. Ord som knæfald og bøjer sig for muslimer overtager spaltepladserne efter at Dagbladet Politiken valgte at indgå et forlig med otte muslimske organisationer, bakket op af Profeten Muhammeds efterkommere i flere lande.

Det er sjovt at se de mange medier, politikere og såkaldte ytringsfrihedseksperter mv. kaste sig over en avis, som prøver at bygge bro uden at give køb på ytringsfriheden. Politiken har vist, at de to størrelser godt kan forenes.

Politikens timing kan altid diskuteres. Om ikke det var bedre at forsætte, som om intet var sket, end at åbne helende sår? Spørgsmålet er så, om sårene nu også var på vej til at hele.

Man kan ikke komme videre efter kriser uden en eller anden grad af forsoning og tilgivelse. Det arbejde har Politiken gjort og sat et lille punktum.

Man skal ikke glemme, at JP (som startede det hele for at håne, spotte og latterliggøre muslimer i hele verden) og vores tidligere regeringschef allerede har beklaget. Deres timing var bare endnu dårligere.

Det var for Fogh Rasmussens vedkommende, da danske varer begyndte at blive boykottet i udlandet, at han blev tvunget til at nuancere og beklage over for muslimer på Al-Arabiya tv kanalen. JP gjorde det i et brev til den muslimske verden efter flere måneders tøven.

Live and let live princippet er desværre fortrængt i vores samfund. Vi har svært ved at være høflige og respekterende over for hinanden for ikke at tale om mennesker, vi ikke kender. Kerneværdier som respekt, kærlighed, rummelighed og omsorg er dalende. Hvor er vi på vej hen?

Da forliget kommer på Profeten Muhammads fødselsdag (12 Rabi ul Awwal i den islamiske kalender) så er det på en måde en fin gestus, som vil falde i god jord hos mange muslimer, som fejrer dagene (hele måneden er velsignet) med arrangementer, sammenkomster, fester, sang- og meditations aftener.

Naveed Baig er imam