Debat

Præst: Min kollegas tragiske død blev et vendepunkt i mit arbejdsliv

Den morgen, da jeg stod alene i frivilligcenteret, følte jeg, at 5 års arbejde lå på gulvet og var spildt. Min højre hånd var amputeret. Det oplevedes som om et parløb var endt med, at jeg var løbet frontalt ind i en bande. Jeg var ikke i stand til at spille mere, skriver sognepræst og tidligere familieterapeut Lene Skov Opsahl. Foto: Peter Kristensen

Min kollega døde meget pludseligt. Det tætte samarbejde, vi havde haft med hinanden i årevis, var uerstatteligt, og det tog mig lang tid at komme mig over sorgen, fortæller sognepræst Lene Skov Opsahl

En formiddag i juni 2013 sad jeg ved mit skrivebord i frivilligcenteret, som jeg var leder af, og ventede på at min medarbejder, Iben, skulle møde ind til. Der var gået en halv time over vores sædvanlige mødetid, og jeg var begyndt at blive lidt utålmodig. Nogle minutter over 10 blev jeg ringet op af Ibens mor, som uden omsvøb gav mig den tragiske meddelelse, at Iben var død samme formiddag.

Fem år tidligere var jeg blevet ansat som leder af Frivilligcenter Herlev i sommeren 2008 og skulle ansætte en ny medarbejder, som jeg skulle arbejde sammen med i fremtiden. Valget til min nye medarbejder faldt på en ung, nyuddannet sociolog. Det var Iben.

Det viste sig hurtigt at være et godt valg. Hun var venlig og imødekommende overfor frivilligcenterets brugere og de frivillige og en klog og tænksom sparringspartner.
I tre år var det bare hende og mig, som passede frivilligcenterets ekspedition, projekter og spiste frokost sammen. Så lærer man hinanden godt at kende.

Den første dag, der skulle være min normale arbejdsdag efter Ibens begravelse, blev alt andet. Fra jeg låste op ind til vores kontorer og slog tyverialarmen fra, fik jeg en rungende tomhed og meningsløshed kastet i ansigtet. Jeg måtte ringe efter hjælp, selvom jeg næsten ikke kunne sige noget i telefonen på grund af gråd.

Jeg kontaktede to kvindelige bestyrelsesmedlemmer, som var aktive i frivilligcenterets selvhjælpsarbejde. De langede mig kleenex ud af en æske, som hurtigt blev tom. Og de sørgede sammen med mig over det menneske, som vi ikke skulle se mere.

Den morgen, da jeg stod alene i frivilligcenteret, følte jeg, at 5 års arbejde lå på gulvet og var spildt. Min højre hånd var amputeret. Det oplevedes som om et parløb var endt med, at jeg var løbet frontalt ind i en bande. Jeg var ikke i stand til at spille mere!

Bestyrelsen i frivilligcenteret havde tegnet en sundhedsforsikring, som indeholdt samtaler med en krisepsykolog. De ringede og igangsatte et forløb hos krisepsykologen. Min umiddelbare lyst var at søge mig et nyt arbejde, men det skulle jeg ikke, fik jeg at vide af psykologen. Jeg skulle rejse mig ved det træ, som jeg var faldet ved.

Psykologen anerkendte, at det var en god idé, at jeg holdt kontakt med Ibens mor. Det gjorde mig nemlig godt, selvom det også var sørgeligt. Senest har jeg været i kontakt med Ibens mor for en måned siden, hvor jeg tik tilladelsen til at skrive min fortælling. Så hørte jeg samtidigt lidt om, hvordan det er gået siden. Og at Ibens lille søn snart skal begynde i skole, og at han savner sin mor, som han ikke er kommet til at vokse op med.

Hos en af mine frivillige fik jeg rådet at ommøblere det kontor, Iben sad i. På den måde slap jeg for at blive konfronteret med, at Iben ikke sad på sin plads.
Jeg rejste mig ved det træ, jeg var faldet ved. Der kom en ny hverdag, nye opgaver og nye samarbejder. Jeg fik afrundet projektet, som havde været Ibens, og jeg mødte i det hele taget en stor anerkendelse og støtte, for det arbejde jeg havde drevet frem. Men min motivation var ikke den samme som tidligere.

I dag er Ibens tragiske død efterhånden kommet på afstand. Det virker længe siden nu. Og jeg er tilbage i Danmark, hvor jeg igen er i præstetjeneste i den danske folkekirke efter 2 års præstegerning i Norge.

Jeg havde gerne undværet den smertefulde erfaring, det var at miste min samvittighedsfulde medarbejder, men jeg oplever sandheden i det budskab, som kirken bærer på. For Jesu disciple var ustoppelige, da de insisterede på, at døden ikke har det sidste ord i selv de største tragedier, men at fremtiden har noget godt i vente.

Lene Skov Opsahl
Sognepræst, uddannet familieterapeut og tidligere leder af Herlev Frivilligcenter