- Protest mod kors i pas er sundt

Det må siges at være en helt særlig dansk specialitet, at det, der kaldes Danmarks dåbsattest, fandt vej til de danske pas i 1997 uden synderligt intense og juridiske diskussioner, mener religionsforsker Tim Jensen. - Foto: Foto:

Danmark er ikke nået særlig langt i diskussionen om, hvordan vi indretter vores flerreligiøse og flerkulturelle samfund, mener religionsforsker Tim Jensen

Er det fair, at Dansk Europamission bliver politianmeldt for at søge specifikt efter en "personlig kristen"? Eller bør religiøse organisationer have frihed til at finde religøse medarbejdere - også i ikke-forkyndende funktioner?

Læs religionsforsker Tim Jensens kommentar:

EU-direktivet samt den aktuelle danske sag om diskrimination rammer ned i en problematik, som for længst burde have været diskuteret mere i Danmark, men - som som så meget andet - er blevet forsømt til fordel for mere populistiske debatter om f.eks. forbud af burka og minareter.

Sagen er naturligvis vanskelig at forholde sig entydigt og enkelt til, fordi den problematik, den rammer ned i, er forbundet med et væld af forskellige, men overlappende spørgsmål om, hvad religionsfrihed omfatter, og hvad der kan anses for at være gode grunde til konkrete begrænsninger af religionsfrihed.

Samtidig stiller sagen spørgsmålet om, hvorvidt religion og religiøse organisationer har og bør have en særstatus og være fredet for almene regulativer om f.eks. ligestilling, eller om de kun skal have samme
rettigheder i et borgerligt-liberalistisk samfund som andre virksomheder og frivillige organisationer.

Men vi er i Danmark ikke nået langt i diskussion om en juridisk og menneskeretligt set ordentlig indretning af et flerreligiøst og flerkulturelt samfund. Den populistiske debat om islam og muslimer samt en klyngen sig til en postuleret monokulturel dansk identitet og kultur med kristent fortegn står i vejen.

Således må det også siges at være en helt særlig dansk specialitet, at det der kaldes Danmarks dåbsattest fandt vej til de danske pas i 1997 uden synderligt intense og juridiske diskussioner.

EU-direktivet og nu også pasprotest er sundt for et Danmark, der den ene gang efter den anden forsøger at undgå at blive en anstændig del af den større verden, herunder at begynde at indstille sig i højere grad i forhold til de retlige og menneskeretlige krav, som en stor del af den øvrige verden for længst er gået i gang med at implementere.

Tim Jensen er religionsforsker ved Syddansk Universitet og panelist ved religion.dk.