Ramadanen er en fest for ånden
Det ville være sundt for det danske samfund, hvis vi alle stod af ræset en gang imellem og fokuserede på andet end finanskrise og politik, skriver den muslimske forfatter Safia Aoude
Ramadanen er en øvelse i selvkontrol
Ramadanen er for mig en måned med intensiv spirituel hverdag. Fasten i sig selv mærker jeg ikke så meget til, da jeg i forvejen udfører en hel del frivillig faste den øvrige del af året.
Og skulle jeg blive tørstig eller sulten, kan jeg trøste mig selv med, at jeg trods alt kan mæske mig med alt, hvad jeg ønsker om et par timers tid det er der ikke alle i verden, der kan!
Til gengæld er folk meget gavmilde i denne måned, og mine hverdage skifter mellem enten at være inviteret til fastebrudsmåltidet (iftar) eller at deltage i fastebrudsmåltidet efter invitation fra andre. 'Social networking' for en ekstra spirituel dimension i ramadanen.
Det er især de religiøse traditioner i ramadanen, der har en særlig kær betydning for mig. For eksempel læser jeg en tredivtedel af Koranen hver dag, og jeg tilbringer en del af natten i bøn, kaldet tarawih.
Jeg er mig ekstra bevidst om at fastholde min ydmyghed og min fredsommelighed; det er forbudt for muslimer at skændes, råbe eller slås under fasten, og dermed faster man lige så vel åndeligt, som man faster med maven.
Ramadanen er en øvelse i selvkontrol og omtanke. I det hele taget prøver jeg at yde mit bedste for at overholde Koranens ord og profetens sunna i denne måned; navnlig i forbindelse med gavmildhed, overbærenhed og kærlighed til Allah og det, Han har skabt.
Maden synes at spille en stor rolle i min omgangskreds, men på grund af travlhed får jeg sjældent gjort meget ud af den i løbet af ramadanen; men der er nogle få typiske madtraditioner, som jeg gør mig umage for at overholde.
For eksempel fik jeg i år gennem Guds barmhjertighed mulighed for at udøve en af Profetens egne madtraditioner; brydning af fasten ved solnedgang med kamelmælk og dadler.
Dadler kan man få overalt i Danmark, men desværre (endnu) ikke kamelmælk. Ad omveje er det dog alligevel lykkedes mig at sikre mig et par friskmalkede liter, og det meste af ramadanen kan jeg derfor bryde min faste med tre dadler og et glas af denne sunde drik.
Og selv om jeg ikke plejer at gøre det, så har jeg i år prøvet at gøre en dyd ud af at spise før-solopgangs-måltidet (suhur); oftest bliver det bare til et glas vand og resterne fra fastebrudsmåltidet.
Jeg ser mindre TV i ramadanen end jeg plejer, men ellers forløber min hverdag som den altid har gjort det med arbejde og studier.
Ramadanen handler ikke om denne verdens glæder
Taknemmelighed og tillid til Allah spiller en stor rolle for mig i ramadanen, og jeg bruger en del af min vågne tid om natten på at reflektere over de ting, Allah den Ophøjede, har lært mig.
Det er mit håb, at både ikke-religiøse såvel som religiøse danskere kan blive inspireret af ramadanen og den muslimske spiritualitet. Man kan drage en parallel til den gammeldags jul, som egentligt også var en tid med gavmildhed, gæstfrihed og overbærenhed, men nu oftest ender som shoppingfestival med afsluttende ædegilde og gavefråds.
Sådanne materialistiske tendenser har jeg også set blandt muslimer, men det tiltrækker mig ikke. Ramadanen handler om åndelighed, og ikke om denne verdens glæder.
En måned med intensiv religiøs og åndelig bevidsthed er en tiltrængt pause for sjælen i denne verden, og det ville være sundt for det danske samfund, hvis vi alle stod af ræset en gang imellem og fokuserede på andet end finanskrise og politik.
I Ramadanen ihukommer jeg Allah og Hans budskab i genskæret fra et stearinlys, eller i smilet fra en medborger, eller gennem glæden ved at invitere og give, eller gennem læsningen af Koranen. I ramadanen er helvedes porte lukket, siges det. Og det kan man mærke, både inde i sig selv og i andre, men kun hvis man har et åbent sind og en søgende hensigt derom.
Frem for alt er ramadanen en tid for håb om barmhjertighed og forsoning, og kan man tilgive hinanden, bør man gøre det.
Safia Aoude
Fofatter, debattør og panelist på religion.dk