"Ramadanen redder os fra købemani"
Ramadanen kan bruges som et selvhjælpskursus imod afhængighed af materielle goder, skriver den shiamuslimske panelist Tessie Jørgensen
I ramadanen finder hjertet fred
En spirituel oplevelse. Et fællesskab og sammenhold. En glæde og en fryd. Ramadan er kendt som familiens måned og som den tid, hvor nære og kære samles til fællesspisning. Er ramadanen de kristnes december?
Det virker som om, ramadanen er måneden for mad. Lange borde med diverse multietniske retter, flotte farver og spændende dufte. Børn, der løber og leger, kvinder der snakker over kødgryderne og mænd, der handler ind til store middage. Familiemedlemmer fra nær og fjern, der huses og bespises.
Men det aspekt, som jeg er mest tiltrukket af, det element ved ramadanen, som jeg ønsker at fremhæve, er det spirituelle.
Er der en bestemt adfærd i ramadanen og en anden resten af året?
Ifølge islamisk skik siges det, at Satan ikke kan påvirke mennesket i denne hellige måned. Alle ens gode gerninger bliver belønnet ekstra gavmildt, og alle ens synder bliver slettet med let hånd.
Det er altså måneden for fornyelse af selvet. Det er måneden for oprettelse af nye spirituelle højder og måneden, hvor hjertet finder fred.
Den adfærd, man bør have under fasten og de egenskaber, man bør holde sig fra for ikke at bryde fasten, er en adfærd, som der bør bevares.
For den fastende er upassende tale med til at bryde fasten og ugyldiggøre den. For den troende er upassende tale med til at give livet ringere værdi. Så dette påbud bør overholdes hele året og ikke kun én måned.
Ramadanen rimer på gavmildhed
At ihukomme Gud i denne måned er belønningsværdigt, men det er ligeledes belønningsværdigt at ihukomme Gud resten af livet.
Ja, ramadanen er måneden for barmhjertighed og tilgivelse, og netop disse to egenskaber er egenskaber af Gud. Ramadan er måneden, hvor der holdes fred, men der bør altid være fred.
At være ung dansk muslim er også med til at skabe nye traditioner. For hvad gør man, hvis traditioner er kulturbestemte, og ens kultur ikke fejrer Ramadan?
Der har været år præget af ren ihukommelse og år præget af socialt samvær. Der er dage, hvor aftensmaden står på kebab og andre på brun sovs.
Der er ingen faste traditioner, fejring af ramadanen bliver nytænkt og tilpasset. For nogle handler ramadanen om påmindelsen om den fattigdom, mange lever i. Massevis af donationer skænkes og tusindvis bespises. For andre står ramadanen i hjælpens tegn eller i familiens tegn. Gavmildhed må være et tillægsord til denne måned.
I ramadanen glemmer man de materielle og flygtige glæder
Det vigtigste element, ikke blot i ramadanen, men hele året, er uafhængigheden af materialisme. Vi er så optaget af at opnå alle disse verdslige goder, at vi glemmer os selv.
Vi glemmer at pleje sjælen og pleje kroppen. Vi plejer vores huse, biler og køber ind i massevis. Vi glemmer at være opmærksomme på, hvor afhængige vi bliver af materielle goder, som kan og vil gå i stykker.
Forhold og elementer som ikke bør knuses, plejer vi ikke. Vi plejer ikke familien, sammenholdet og værdifulde egenskaber som godhed, gavmildhed og hjælpsomhed.
Ramadan kan bruges som et selvhjælpskursus imod denne afhængighed af elementer, som vil forsvinde. For hvor står vi, hvis det vi er afhængige af, forsvinder?
Vi kan alle, uanset om vi bor i Danmark, Vesten eller i et land, hvor flertallet er muslimer, lære af denne bestræbelse på at blive uafhængig af materialisme.
Men specielt her, hvor vi har så meget, bør vi stoppe op og huske os selv i vores købemani. At give sjælen viden, gode egenskaber og bestræbelser på godhed, er som, at give kroppen mad. Vi afholder os måske fra mad i dagens timer, men sjælen mættes.
Det har været diskuteret, om fasten under ramadanen er skadelig. Men når alt kommer til alt, må man forstå, at der findes en ophøjet lykke hos de fastende, en voksende følelse af glæde. Et spirituelt stadie, man ikke kan sætte ord på. En lykke, hvor man ikke behøver andet end Gud.
Tessie Jørgensen er shia-muslim, religionsvidenskabsstuderende og panelist på religion.dk