Reinkarnation er blot én af mange fantasier om et liv efter døden

Den tidlige kristendom udviklede sig i et miljø, hvor reinkarnationstanker ikke var ualmindelige. Kun gennem en intern teologisk forhandling i de kristne miljøer udskiltes disse tanker efterhånden som “kætterier”, skriver religionshistoriker Mikael Aktor

Igen tvinges folkekirken til at tage stilling til den kendsgerning, at nogle af dens ansatte helt lige som en stor del af dens brugere gerne tager for sig af de fremmede retter på globaliseringens store tagselvbord af ideer og trosforestillinger.

Længe har det været naturvidenskabelig lærdom om universets oprindelse og biologiske begrænsninger, som er blevet spist og fordøjet. Enkelte af de ansatte har afvist den teologiske lære om, at mennesket har to maver, én til troen og én til videnskaben, men mærker kun, at de har én. Og den har svært ved at fordøje en verden skabt af en gud på forbavsende kort tid og en mand, der, som det hedder i Apostlenes Gerninger, faktisk var død, men som Paulus ikke desto mindre påstod var i live.

Nu er det så desserten, reinkarnation, kirken skal tages stilling til. Man skal vide, hvad man indtager, både af mad og ideer. Så lad os droppe metaforerne og undersøge ideerne.

De reinkarnationstanker, som danskere tager til sig, er først og fremmest dem, der har baggrund i Indien, det vil sige i hinduismen og buddhismen. Forestillinger om reinkarnation er dog udbredt i mange andre traditioner, både levende og døde. Flere oprindelige folk tænkte, at de døde bliver genfødt, og både i græsk oldtid og i flere af de miljøer, der omkring vores tidsregnings begyndelse var nært beslægtede med kristendommen, fandtes lignende tanker.

Læren om karma og reinkarnation er sammenhængende og næsten altomfattende. I sin moderne form, hvor mellemperioder i gude- eller helvedesverdener oftest er renset bort, er den nærmest logisk konsistent. Den kan mere end naturvidenskaben, fordi den skaber tæt sammenhæng mellem naturlige begivenheder (ulykker for eksempel), livserfaringer og personlige og moralske valg. Her er der ingen tilfældigheder. Derfor opfatter mange, der tror på reinkarnation, også læren som en indlysende sandhed, en lov om årsag og virkning i naturen og i tilværelsen, der har eksisteret til alle tider.

Hvad mange af disse troende mennesker overser, er, at også tanker om reinkarnation har en tilblivelse og en historie. Mennesker har jo den særlige egenskab at vide, at de skal dø, uden at kunne forestille sig hvad det vil sige ikke at eksistere. Reinkarnationslæren er et historisk produkt af menneskers øvrige tankevirksomhed udløst af denne begrænsning i vores erkendelse helt på linje med andre forestillinger om et efterliv, for eksempel opstandelsen. Begge sæt af forestillinger eksisterer naturligvis ud fra egne historiske forudsætninger.

Da læren om karma og reinkarnation opstod i Indien, var det i forlængelse af andre tidligere efterlivsforestillinger. I perioden frem til omkring 600 år før vor tidsregning var den mest fremherskende idé, at mennesket efter døden optages blandt forfædrene i en forfaderverden. Andre ideer gik på, at en far genfødes i sine ældste søn, når livet forlader kroppen. I begge tilfælde var efterlivet en forlængelse af slægtens liv.

Det helt særlige ved reinkarnationslæren, da den opstod, var, at dette tætte bånd til slægten blev brudt. Nu kunne man fødes på helt andre steder, blandt helt andre familier, ja i helt andre livsformer, end den familie man kom fra. Slægten var ikke længere den ramme, der garanterede lykke i dette og det næste liv.

Denne udvikling hang sammen med store økonomiske og politiske forandringer, der på én gang udvidede horisonten og forøgede den sociale mobilitet. De gamle slægts- og magtstrukturer var ikke længere troværdige for alle, og der opstod en elite af religiøse filosoffer, der helt bogstaveligt forlod deres familier og udtænkte nye tilværelsestydninger. I princippet ligesom Jesus, der bad sine følgere om at forlade deres familier for at få en plads i hans faders rige.

Den tidlige kristendom udviklede sig i et miljø, hvor reinkarnationstanker ikke var ualmindelige. Flere af de jødiske og kristne gnostiske bevægelser – grupper der opfattede den fysiske verden som et fængsel for sjælen – forestillede sig en gradvis renselse af menneskeheden gennem generationer af genfødte. Den politiske udvikling havde skabt en direkte kontakt mellem græsk, romersk, persisk og indisk kultur, der også befordrede en mobilitet af religiøse ideer. Kun gennem en intern teologisk forhandling i de kristne miljøer udskiltes disse tanker efterhånden som “kætterier”.

Det gjaldt for både kættere og rettroende, at efterlivet var tæt forbundet med verdens efterliv, altså tanker om verdensundergang og tilblivelsen af en renset og lysere “efterverden”. De dødes opstandelse og verdensdommen ville indtræde sammen, og dét snart. Efterhånden som realiteterne indhentede forventningerne, justeredes tidshorisonten længere og længere ud i fremtiden. Blandt ansatte i den danske Folkekirke i dag er der vist ingen, der har en dato i Outlook-kalenderen.

Hvis man har fordøjet evolutionstanken og mener, man kun har én mave, er det svært at rumme tanker om et liv efter dette, hvad enten det er i form af reinkarnation eller opstandelse. Hele pointen i evolutionsprocessen er, at der skal ske en stadig reproduktion fra generation til generation, både biologisk og kulturelt. Vores livslængde må nødvendigvis være begrænset, hvis vi både skal sikre den blanding af gener, der optimerer næste generation, sikre at vores viden gives videre og nyudvikles, og derefter ikke være til belastning for de kommende generationer.

Evolutionen er styret af en streng økonomi. Hvad der ikke er nødvendigt, er der sjældent plads til. Hvad skulle pointen være med, at mennesker, der én gang har ydet deres for den kommende generations fornyelse her på jorden, skulle opstå igen i en anden verden til et evigt liv uden indflydelse på livet på jorden? Og hvilken funktion skulle det have i et evolutionsperspektiv, at en afdøds erfaringer på tværs af tid og sted skulle forme et andet livs kommende erfaringer?

Dette nye livs kontinuitet bagud og fremad er allerede indeholdt dels i de kønsceller, der formede det og i de, der former den ny generation, dels i den kulturelle kontinuitet, det er en del af. I evolutionsperspektivet er begge disse efterlivsforestillinger bare i vejen.

Så måske skulle vi være åbne for den tanke, at dette ene liv er nok. At livet går videre uden os, og at fremtiden ikke afhænger af, om vi fortsat eksisterer i et nyt liv efter dette, eller om vi engang om tusind år eksisterer igen.

Mikael Aktor er religionshistoriker ved Syddansk Universitet og skriver kommentaren ved religion.dk