Reinkarnation og kristendom kan forenes

Er det virkelig reinkarnation, som er grænselinjen mellem kristendom og ikke-kristendom, spørger Søren Hauge.

Er der plads til reinkarnation i folkekirken? Kommentar til sag om kirketjener Steen Ribers fra 2004. Af Søren Hauge, formand for Teosofisk Forening Århus

Debatindlæg:

Sagen om Steen Ribers' ret til medlemskab af folkekirken er igen kommet op. Kirketjeneren og menighedsrådsmedlemmet blev smidt ud af folkekirken på grund af hans engagement i troen på reinkarnation. Vi har spurgt en række af vores paneldeltagere om deres syn på sagen. Her følger første svar fra teosoffen Søren Hauge.

I spørgsmålet om, hvorvidt man kan eller ikke kan være ansat i folkekirken (kirketjener i dette tilfælde) og menighedsrådsmedlem og samtidig udbrede eller have troen på reinkarnation, så er det et anliggende, der i sidste ende handler om de valg, folkekirken træffer om sin identitet.

Cand. theol. og cand. mag i religion og dansk, Karl Aage Kirkegaard, skrev i 1999 den debatskabende bog: "Reinkarnation er forenelig med kristendom" (Sankt Ansgars Forlag) og demonstrerede, at spørgsmålet i allerhøjeste grad kan og bør diskuteres.

Man kan gå videre og spørge, om det virkelig er reinkarnationsopfattelsen, der udgør et skillepunkt mellem kristendom og anden religiøsitet? Reinkarnationsopfattelsen findes jo ikke i én, men i adskillige varianter, og her i Vesten er den mest udbredte opfattelse på en række punkter meget forskellig fra fx klassisk hinduisme.

Hvis man derfor - med afsæt i simpel uvidenhed om reinkarnationsopfattelserne i Vesten, og deraf følgende overforsimpling - erklærer dette emne for udelukket fra kristen kultur og selvforståelse, så er man, efter min klare opfattelse i færd med at begå en fejlslutning.

Det er en ret så ubestridelig kendsgerning, at der i den tidligste kristendom var grupper af kristne, som fandt forskellige former for reinkarnationsforståelse fuldstændig forenelige med det kristne budskab. Flere af de tidlige kirkefædre og toneangivende kristne havde opfattelser, både hvad angår reinkarnation, frelse, Kristi natur og andre spørgsmål, som senere blev erklæret ukristelige, og dermed fortrængt fra de kristne institutioner.

Katharernes endeligt er et eksempel på, hvor grelt det kunne gå for erklærede kristne, der troede på reinkarnation.

Kristendommen idag lægger generelt stor vægt på, at det er livet her og nu i denne verden, som har betydning, og at vi som medmennesker har gensidigt ansvar for hinanden og verden omkring os. Kærligheden står i centrum, og vi lever for og med hinanden med nærvær og solidaritet som centrale værdisæt. Tilgivelse og besindelse, ydmyghed og sandfærdighed er andre kendte klassiske kristne dyder.

Hvis nu disse etiske parametre også er gældende for et menneske, der opfatter sig som kristen, og som mener at kunne rumme en reinkarnationstro i sit liv, hvad er så problemet, kunne man spørge?

Problemet er naturligvis, at en fremherskende form for kristendom bliver anfægtet i sine dogmer. Men igen er spørgsmålet: Kan det virkelig være rigtigt, at det er her, skillelinjen går? Er det virkelig reinkarnationsspørgsmålet, som er grænselinjen mellem kristendom og ikke-kristendom?

Hvad med de mange kristne, som ikke tror på fortabelse? Hvad med de kristne, som tror mennesket har en aura, og som i øvrigt hævder at kunne se denne? Hvad med de kristne, som mener at Guds visdom også er kommet til udtryk i andre religioner? Hvad med de kristne, som mener at en buddhist, fx. Dalai Lama, vil komme i himlen?

Hvad med de kristne, som tror at nærdødsoplevelser helt reelt vidner om livet efter døden? Hvad med de kristne, som mener at sjælen fortsætter opad i højere regioner efter døden, i en fortsat åndelig vækst? Og hvad med de kristne, som hævder at kunne opfatte og måske ligefrem kommunikere med engle?

Mange mennesker, som kalder sig kristne, har opfattelser som disse. Hvor sættes grænselinjen? Hvor mange skal udelukkes? Hvem "får lov" til at blive? Må man godt tro på reinkarnation i folkekirken, så længe man holder sin mund? Hvad ellers skal man holde mund med? Hvor vil folkekirken hen?

Det er i disse zoner at en meget stor udfordring ligger foran folkekirken. En hovsaløsning som den, folkekirken indtil videre har truffet, med udelukkelse til følge, er næppe klog. Selvbesindelse og dybtgående debat og refeleksioner omkring, hvad kristendom kan være, ville være en langt mere frugtbar løsning.

Efter i en årrække at have deltaget i tværspirituel dialog mellem kristne og mennesker fra holistiske/alternative miljøer mener jeg at et eksempel som sagen om Steen Riber nok mest vidner om frygt og uvidenhed fra folkekirkens side.

Venligst

Søren Hauge