Synspunkt

Reinkarnation er reinkarneret i ufarlig form

Efter sognepræst Annette Bergs inkarnationstro, så vil hendes skæbne i det næste liv, blive bestemt af den karma, som hun sparer op i dette liv som sognepræst. Hvad hendes skæbne som sognepræst i dette liv bliver, vil komme til af afhænge af en vurdering af, om der i folkekirken er plads til en præst, hvis reinkarnationstro helt åbenlyst er en modsigelse af centrale elementer i den kristne tro, mener interreligiøs konsulent Mogens Mogensen.

6. november 2015, kl. 7:06

Af Mogens Mogensen

Vesten har reinkarneret reinkarnationslæren, men har overset faren for at falde ned i lavere livsformer på grund af dårlig karma, skriver interreligiøse konsulent Mogens Mogensen i forbindelse med sagen om sognepræsten Annette Berg

Da det for nylig kom frem, at sognepræst Annette Berg er en inkarneret tilhænger af reinkarnation, skabte det stor opstandelse i folkekirken, hvor tanken om præstens tro på sjælevandring volder alvorlige sjælekvaler hos mange folkekirkemedlemmer. Men hvad er det mon præsten tror på?

Det er efterhånden mange år side, at Johannes Aagaard i artiklen ”Reinkarnation i teosofi og New Age” (1990) observerede, at reinkarnationstanken havde reinkarneret sig. I klassisk hinduisme, hvor reinkarnationen er helt grundlæggende, er forståelsen af reinkarnationen den forbandelse, som mennesket skal frelses fra. De evindelige genfødsler, som også kunne indebære, at man blev genfødt som et dyr, og som alle sammen var udtryk for lidelse, var skæbnebestemt af karma, således at ens skæbne i det kommende liv var afhængig af ens gerninger i dette liv.

Men da reinkarnationslæren møder vestens udviklingsoptimisme og evolutionstanker, så bliver, som Aagaard udtrykte det, ” østens skæbnehjul, den karmiske cirkel, teosofisk rettet ud og omdannet til en himmelstige.” For ” den teosofiske himmelstige indebærer, at en fremskridtsoptimisme kommer til at præge billedet, så det ikke mere er lidelse og befrielse fra lidelse, der står i centrum. Det er vejen til perfektion, til det guddommelige menneske, som samler opmærksomheden. Vejen til "total freedom" går ikke via døden, men til super-mandens problemfri tilværelse.” Og så bliver den røde tråd "bedre og bedre liv for liv" og væk er faren for, at man falder ned i laveres livsformer på grund af ens egen dårlige karma. Nu kan det kun gå fremad og opad.

I det lys er det forståeligt, at moderne danskere, som sognepræst Annette Berg, føler sig tiltrukket af reinkarnationstanken, der byder på en uendelig række af muligheder for stadig bedre liv med nye oplevelser. Men det interessante spørgsmål er imidlertid, hvordan denne hinduistiske grundtanke forholder sig til kristendommen.

Reinkarnationstanken, både i dens klassiske og reinkarnerede udgave, indebærer en forståelse af, at sjæl og legeme er to adskilte realiteter, altså en dualisme, således at forstå, at sjælen kan leve videre efter kroppens død og efterfølgende inkarnere sig i en anden krop.

Det kristne menneskesyn, som ligger til grund for opstandelseshåbet, indebærer en forståelse af, at sjæl og legeme udgør en helhed, og at der i opstandelsen netop er tale om denne helheds opstandelse. Derfor har det også altid været afgørende i kristen teologi, at holde fast ved Jesu legemlige opstandelse og vor legemlige opstandelse, og altså ikke bare en opstandelse af sjælen.

Reinkarnationen, både i dens klassiske og reinkarnerede udgave, indebærer samtidig en forståelse af en ubrydelig sammenhæng mellem menneskers gerninger og deres sjæls genfødsel. På den ene side kan man kalde det en skæbnetro, fordi ens skæbne her og nu er fastlagt af ens handlinger i et tidligere liv. På den anden siden kan man også tale om, at enhver er sin egen lykkes smed, idet man gennem sine gerninger her og nu kan bestemme sin fremtid i det næste liv. I forhold til kristendommen er der her tale om en barsk udgave af gerningsretfærdighed, som er stik modsat kristendommens tro på, at alt ikke afhænger af mine gerninger, men udelukkende af Guds nåde.