Er det uproblematisk at registrere religiøse omskæringer?

Er behovet for at ”kvalificere debatten” om omskæringer en tilstrækkelig grund til, at vi registrerer borgernes religion, spørger interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen

I Kristeligt Dagblad kunne man i går læse, at ”Afdelingen for Sundhedsdokumentation under Statens Serum Institut, SSI, er i gang med at etablere et register for rituelle omskæringer af drengebørn, der netop skal kortlægge omfanget af omskæringer herhjemme. Ved indberetninger om omskæringer skal det nu oplyses, om indgrebet er klinisk eller religiøst betinget”.

Formålet med registreringen er, ifølge Henrik Mulvad Hansen, der er sektionsleder i afdelingen for Sundhedsdokumentation på SSI, at kunne ”kvalificere debatten” ved gennem et sådant register at kunne ”følge op på, om der ofte opstår eventuelle sundhedsmæssige komplikationer efter de rituelle indgreb”.

Det lyder jo alt sammen meget uskyldigt - og er det måske også. Men der er altså her tale om en ”religiøs registrering”, altså en registrering af borgeres religion. Og religion hører - sammen med blandt andet race, hudfarve, politisk tilhørsforhold og seksuel orientering - til de personfølsomme oplysninger, som i udgangspunktet hverken registreres af private instanser eller af offentlige myndigheder.

Der er naturligvis undtagelser, og når det gælder offentlige myndigheder, siger loven, at indsamling, behandling og videregivelse af følsomme oplysninger kan ske ”af hensyn til vigtige samfundsmæssige interesser". Det kræver, at Datatilsynet giver tilladelse hertil. Og derfor afventer dette planlagte register da også endelig godkendelse fra datatilsynet.

Blandt andet erfaringerne fra besættelsestiden førte til, at man indførte meget stramme regler omkring registrering af personfølsomme data og er vel stadig en påmindelse om faren også ved religiøs registrering af borgere. Dertil kommer, at de seneste års erfaring har belært os om, at datasikkerheden selv i de mest følsomme registre ikke er imponerende, og at hackere igen og igen har brudt ind i registre og formidlet følsomme oplysninger videre.

Derfor må der altså være endog meget tungvejende grunde til at bryde princippet om forbud mod registrering af borgernes religion. Og spørgsmålet er, om behovet for at kunne ”kvalificere debatten” om omskæring herhjemme er en tilstrækkelig grund? Her kunne man måske hente hjælp i andre lande, hvor omskæring af drengebørn ikke kun finder sted af religiøse grunde.

I eksempelvis USA omskæres flertallet af alle drengebørn. I en sådan situation kunne man uden fare for at nærme sig religiøs registrering etablere et register for de omskæringer, som finder sted af ikke-kliniske årsager og så foretage de ønskede sammenligninger.

Et andet forhold, som vi bør være opmærksomme på, er, at dette ønske om ”religiøs registrering” ikke står alene. I 2004 kom det frem, at Søren Krarup, MF for Dansk Folkeparti, der på dette tidspunkt var næstformand for Folketingets udvalg for indfødsret, havde foreslået, at ansøgere om dansk indfødsret skulle oplyse deres religion i ansøgningen, åbenbart med det formål kun at give indfødsret til kristne.

Ved den lejlighed udtalte Venstres ordfører, Eyvind Vesselbo til Information, at han var bange for, at forslaget ville føre til en slags religiøs registrering af folk: ”Registrerer man folk på baggrund af deres religion risikerer man, at det kan misbruges til at gå efter bestemte grupper. Og med den polarisering mellem forskellige religiøse grupper, der hersker i verden nu, er det bestemt ikke det rigtige tidspunkt at tage noget sådant op. Man burde altså tage ved lære af fortiden”.

I dag er Dansk Folkeparti med cirka en fjerdedel af stemmerne Danmarks næststørste parti, og der er desværre tegn på, at dette parti ikke har de samme hæmninger omkring religiøs registrering, som de øvrige partier traditionelt har haft.

Planen om at registrere religiøst motiverede omskæringer er imidlertid ikke kun problematisk på grund af den implicitte religiøse registrering. Den politiske motivation for at etablere et sådant register er måske for nogle politikere dermed at tage det første skridt i retning af at forbyde omskæring af drengebørn af andre årsager en rent kliniske med de alvorlige konsekvenser, det kan få for religionsfriheden i Danmark.

Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent.