Religion er ikke kun en privatsag

SYNSPUNKT: Det vil være fatalt, hvis de skelsættende begivenheder 11. september sidste år får til følge, at de areligiøse sætter dagsordenen og træder religionsfriheden under fode ved at gøre religion til så privat en sag, at den mister sin mening

»Religion er en privatsag«.

Det er sagt ofte, og de fleste vil vel være enig i udsagnet, fordi det bedst beskriver danskernes traditionelt blufærdige forhold til tro. Kristendom som politisk program duer ikke. Politikerne skal ikke bruge kristendommen som løftet pegefinger over for borgerne. Men dermed er så langt fra alt sagt. Man kan ikke vise kristendommen vintervejen og hævde, at den alene hører til i lønkammeret derhjemme i privaten. Ligesom alle andre religiøse mennesker vender sig mod deres tro i spørgsmål om værdier og moral, gør også kristne det. Men kristendommen udstikker - i modsætning til islam - ikke love og rammer for menneskers handlinger. Man kan ikke bruge Det Nye Testamente som politisk håndbog eller fyldestgørende takt-og-tone-vejledning i, hvordan man skal leve sit liv. De fleste kan dog blive enige om, at budet om kærlighed til næsten er helt grundlæggende.

Religion er således ikke bare en privatsag. Den påvirker mennesker i hele deres gøren og laden. Det er ud fra den erkendelse, at alle civiliserede lande har forfatninger, der beskytter religionsfriheden, og det er derfor, at FN´s Menneskerettigheds-erklæring, Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention og andre menneskerettigheds-manifester alle sætter religionsfriheden højt.

Men nu er religionsfriheden kommet under pres fra mennesker, der ikke forstår, hvad religion er. De anskuer tilsyneladende al religiøsitet som fanatisme, man skal tage afstand fra. Det ligger lige for at se religion som mental gak-gak, hvis den viden, man har om det religiøse, kun er overfladiske indtryk fra nyhedsmedierne: Islam personificeret i en flok ekstreme terroristers angreb på USA. Kristendom personificeret i en Moses Hansen, der går rundt på Nørrebro med et kæmpekors med skulderpude og støttehjul. Eller folkereligiøsiteten udtrykt ved tv-programmet Åndernes Magt, hvor synske mænd og kvinder maner ånder væk, eller ugebladsreportager om kræftsygdomme, der forsvinder ved, at de nu mirakuløst helbredte har benyttet krystaller eller healing.

Store dele af Det Radikale Venstres viden om religion er tilsyneladende begrænset til disse yderligheder. Partiets landsformand Søren Bald har sagt, at »partiet anerkender faktisk kun menneskerettighederne som udgangspunkt for lovgivning«.

Menneskerettighederne er blevet Det Radikale Venstres religion. Partiformanden tror åbenbart, at han kan operere i et værdimæssigt vakuum. Men sagen er, at han har sat menneskerettighederne, der også er udtryk for et værdimæssigt program, på religionens plads. Et parti, der traditionelt har haft frisind som sin mærkesag, gør nu meningstyranni til politisk platform.

Det har det muslimske medlem af partiet, den 27-årige Sherin Khankan, fået at føle. På det radikale landsmøde i sidste weekend afviste hun at underskrive en resolution under overskriften »Nej til Sharia-lovgivning.« Shariaen er en fællesbenævnelse for alt det i islam, der angiver det, man kan kalde »troens vej«. Sharia omfatter således forskrifter for blandt andet bøn, men også det helt uacceptable, herunder stening til døde. Det sidste finder den unge muslimske kvinde også uacceptabelt. Men hun ville ikke skrive under på en resolution, der reelt tager afstand fra islam som religion. Som et religiøst menneske kan hun naturligvis heller ikke lade som om, hendes tro ikke påvirker hendes holdninger.

Fra radikal side lyder svaret, at man ikke kan forholde sig til teologiske spindsfindigheder. I den danske folkelige bevidsthed er sharia det samme som muslimsk straffelov med stening for utroskab og afhugning af hænder for tyveri. At sharia i virkeligheden er et langt mere omfattende begreb for »en vej til Gud«, kan de radikale ikke tage sig af.

I denne sag må man stille sig på den muslimske kvindes side. Enhver læser af Kristeligt Dagblad vil vide, at vi her i avisen har problematiseret islam, sat spørgsmålstegn ved islams sammenblanding af politik og religion og fordømt den middelaldermentalitet, der ligger bag islamisk strafferet. Og det vil vi fortsat gøre.

Men denne sag handler om, hvilken rolle religion må spille i et menneskes liv. Næste skridt ville naturligt blive, at også kristne skal afsværge sig muligheden for, at deres tro får indflydelse på politiske holdninger. Det er en totalitær tanke, som ikke hører hjemme i et demokratisk samfund.

Religion er en kompliceret, mangfoldig og sammensat størrelse, der kan skabe og fremme konflikter mellem mennesker og befolkningsgrupper. Men religion er også en kilde og ressource til at fremme frihed og retfærdighed i et samfund. Det vil være fatalt, hvis de skelsættende begivenheder 11. september sidste år får til følge, at de areligiøse sætter dagsordenen og træder religionsfriheden under fode ved at gøre religion til så privat en sag, at den mister sin mening.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk