Religion: kilde til konflikt eller forsoning?
Generelt bliver religiøse repræsentanters mægling i følsomme sager ikke anerkendt i Danmark, mener imam Naveed Baig
I weekenden den 5.-6. november 2010 afholdes Økumenisk Efterårskursus med temaet Religion: kilde til konflikt eller forsoning? Imam Naveed Baig er én af deltagerne og her følger hans tanker omkring emnet:
Da jeg for ikke så langt tid siden var i Pakistan og besøgte Murree (en ferieby i bjergene lidt uden for Islamabad), så jeg to kirker. Det ene var en gammel engelsk kirke fra kolonitiden, hvis præst jeg også hilste på.
Den anden var en lille lukket kirke godt gemt under bjergsiden, som var en relativt ny kirke og støttet af en højrefløjs amerikansk-evangelisk kirke, fik vi at vide. Den havde vi ikke mulighed for at besøge. Jeg vender tilbage til anekdoten senere i indlægget.
Alle religioner er imod vold
Religion kan principielt ikke være kilde til konflikt eller forsoning. Det er de mennesker, der står bag religioner, der har mulighed for at være kilde til konflikt eller forsoning.
Alle religioner er som udgangspunkt imod vold, krig og kaos og ønsker fred, orden og i sidste ende frelse. Derfor er det mere aktuelt at snakke om, hvilken slags religion vi taler om, og hvad er religion egentlig?
Det er først, når religion forstås mere bredt, at der er mulighed for, at dens efterfølgere kan bidrage til forsoning. Fra postmoderniteten til det postsekulære og det ny religiøse hvor troen blomstrer op igen (dog i en anden form), har man i Vesten måttet konstatere, at fra 1980erne og fremefter er religion og tro kommet tilbage for at blive.
Ny religiøs vækkelse over hele Jorden
Sekularisering var ikke en simpel ætiologisk mekanik, der første til religionens forsvinden og Guds død. Det ny religiøse skal ikke forbindes til de nyreligiøse bevægelser i Vesten, men det ny religiøse (som jeg ser det) er et opgør med den dogmatiske og tomme formalisme, der hersker i de forskellige verdensreligioner.
Denne nye vækkelse sker overalt på Jorden. Man er kommet videre til essensen, og derfor tørster flere og flere efter kernen i deres respektive religioner og traditioner. Denne kerne er også kendt som sophia perennis eller philosophia perennis (tidløs visdom og filosofi).
Denne form for traditionel tænkning understreger, at det der ligger i kernen af alle religiøse traditioner, strengt taget, er det samme det vil sige, at værdierne er de samme og stammer fra den absolutte / højeste Væsen/ Gud.
Derfor er det først, når vi forstår menneskets rejse, dets formål med at være på kloden og de mange ligheder, mennesker har af biologisk, psykisk, fysisk, social, økonomisk og eksistentiel karakter (for nu at nævne nogle få), at vi har mulighed for at møde hinanden som ligeværdige mennesker.
Religionerne taler om den samme Gud
Lad mig forklare det teologisk. Når Jesus siger: Ingen kommer til faderen uden ved mig og Muhammad siger: Den der har set mig, har set Gud, og Buddha: Den der ser Dharma, ser mig, og den der ser mig ser Dharma, er det det samme væsen, de alle snakker om på deres måde.
Der er ingen modsigelser her, fordi i alle religioner er dens profeter/de vise/budbringere personifikationen af det relative i det absolutte. Der er ingen religion, som påstår, at den religion eller ideologi står over Gud eller er absolut.
Kristen teologi burde være ligeså inkluderende som islam
I en dansk kontekst: der hersker i den danske folkekirke og især i den lutherske tradition en form for stivhed eller rettere sagt et behov for at tage afstand fra andre, der ikke ligner eller tror på det samme som dem selv.
Derfor mener jeg, at der er et opgør, der skal tages internt i Folkekirken og med de religiøse/teologiske tekster. der findes. Kort sagt er kristen teologi (den måde den bliver fortolket på af teologer) ret ekskluderende (jeg tillader mig at generalisere) men sekulariseringen har sløret det element, hvor menneskerettigheder og demokrati har holdt hånden over denne intolerance.
Islamisk teologi er omvendt inkluderende over for andre religioner men statsmagterne i de muslimske lande og derved befolkningerne har lagt dette aspekt til side primært pga. de politiske og socio-økonomiske tilstande. Det har øget intolerancen (primært mod USA, men Vesten generelt) og derfor er der et behov for at genlæse og gentænke og genforstå teologien og traditionerne.
Religiøs mægling bliver ikke anerkendt
Religiøse repræsentanter har ikke fået den anerkendelse for deres arbejde (som de gør ubemærket på græsrodsplan), som de burde.
Derfor når der kommer enkelte historier om, at imamer eller andre gejstlige har mæglet i følsomme sager og ikke vil ud med det i offentligheden eller medierne, er det netop derfor. De føler ikke, at de bliver forstået. Så er der naturligvis dem som ikke vil forstå. Det er et andet kapitel.
I Danmark er der stadigvæk ikke en organiseret og struktureret gejstlig betjening på hverken hospitaler, fængsler, uddannelsesinstitutioner mv. for andre trosretninger end repræsentanter fra den lutherske folkekirke.
I skoleundervisning (folkeskoler såvel som privat) er der endnu ikke en plan for et multireligiøst undervisningspensum, hvor alle elever føler, at deres religion er repræsenteret, og at emnet bliver formidlet sagligt.
Jeg havde engang en gymnasielev, der spurgte mig, hvorfor kvinder ikke kommer i paradis ifølge islam. Til denne temadag måtte jeg spørge eleven, hvor hun havde det fra, og hun svarede, at det var hendes gymnasielærer!
Gem jer ikke bag hellige mure
Kirkebyggeriet i Muree (der er også kristne skoler) er et godt eksempel på, at mennesker godt kan leve sammen side om side (den engelske kirke ligger meget centralt i byen Muree på Mall Road), selv om der kan være uenigheder af forskellige karakter.
Det vigtigste er, at man ikke gemmer sig bag de hellige mure, men viser sig frem, så man kan fremme dialogen uanset om det moskeer eller kirker, vi taler om.
Naveed Baig er imam, projektleder ved Rigshospitalet/Herlev Hospital og panelist ved religion.dk.