Religion, politik og velfærdsstat

KRONIK: Religion og politik må ikke sammenblandes, siger man, men kan man helt skille dem ad? Er den nordiske velfærdsstat funderet i en evangelisk-luthersk folkekirke? Disse spørgsmål diskuteres i den første kronik i Kristeligt Dagblads kronikserie om velfærd og kristendom

Religion spiller en voksende rolle i samfundsdebatten i Danmark og i andre lande. Det er blandt andet eksistensen af voksende islamiske mindretal, der fremprovokerer debatterne. For mange er det et monotont gentaget dogme, at religion og politik aldrig må sammenblandes.

Forholdet mellem religion og politik er imidlertid noget af det vanskeligste, der findes, at diskutere og analysere. Og politiske debatter om religion har det med at gøre mere skade end gavn; religion er et følsomt emne, og mange konflikter har udspring i eller er forstærket af religiøse modsætninger.

Der er således gode grunde til at holde religion uden for den politiske debat. Hvis religion og moral inddrages i den, har det en tendens til at gøre den uforsonlig og mindre pragmatisk. Det bliver sværere at lave et fornuftigt kompromis, hvis modsætningerne bliver set som en kamp mellem godt og ondt, og ikke "kun" mellem modstridende økonomiske interesser. Der er derfor mange grunde til ihærdigt at søge at holde politik og religion så adskilt som muligt. Og i hvert fald aldrig at tage Gud og hellige tekster til indtægt for ens egne synspunkter.

Ikke desto mindre er det svært at holde religion helt ude af samfundsdebatten. Hvis man ser på lande og områder, så er der klare udviklingstræk, som synes at kunne føres tilbage til religiøse forskelle. Dette er en meget gammel debat inden for samfundsvidenskaberne. Max Weber argumenterede således i begyndelsen af det 20. århundrede for, at det kapitalistisk-markedsøkonomiske system og den moderne økonomiske vækst startede i de vesteuropæiske områder, der var domineret af den reformerte kirkes kaldsetik. Der er stadig diskussion om, hvorvidt teorierne er rigtige. Men i analyser af mange samfundsforhold optræder religion som en variabel med en betydelig forklaringskraft: Den danske andelsbevægelse var tæt forbundet med de grundt-vigianske vækkelser. Lande som Schweiz og Holland med store reformerte kirker har på en række områder tydelige fælles præg, for eksempel et afslappet forhold til fri hash, narkotika og aktiv dødshjælp.

En del analyser peger tilsvarende på, at de nordiske velfærdsstater har deres udgangspunkt i evangelisk-luthersk teologi. En sådan eventuel forbindelse skal diskuteres lidt nærmere i det følgende.

De forskellige typer velfærdsstater er selvfølgelig ikke så forskellige, som man er tilbøjelig til at fremstille dem. Men hvis man skal forsimple den komplicerede virkelighed, så er det karakteristiske ved den danske model, at det er staten, der sørger for det sociale sikkerhedsnet og for, at dette net sikrer alle borgere uanset deres tidligere arbejdsmarkeds- og forsikringsforhold. Vi har altså gratis hospitaler og lægehjælp og får folkepension uafhængig af, hvor længe vi har været i beskæftigelse, og uafhængig af, om vi er forsikrede.

I andre modeller er man kun sikret, hvis man er forsikret gennem private ordninger eller via ens arbejdsplads. Medborgere uden for arbejdsmarkedet er så kun sikret via deres familie. Samtidig er det danske sikkerhedsnet relativt højt. Vi har en arbejdsløshedsunderstøttelse, en kontanthjælp og førtidspensioner, man kan leve nogenlunde anstændigt af. Det betyder, at skatterne er relativt høje og indrettet, så de "stærkeste skuldre bærer de tungeste byrder". Dette danske system har vi været stolte af, og det har givet os og de andre nordiske lande nogle af de både rigeste og mest lige samfund i verden.

I den danske velfærdsstat spiller religion og kirke en beskeden rolle. Kirken blander sig ikke i politik, og vi har ikke som i katolske og islamiske lande religiøse partier af nogen betydning. Vi er et udpræget sekulært samfund og lægger vægt på, at religion og politik ikke må blandes.

Hvordan vi er kommet til denne samfundsmodel er svært at sige. Nogen vil se den som en socialdemokratisk model, men den er jo opbygget gradvist siden 1870'erne, og først omkring Første Verdenskrig kom Socialdemokratiet til at spille en afgørende rolle i dansk politik.

Den firkantede beskrivelse af den danske velfærdsmodel passer da også umådelig godt med en firkantet beskrivelse af evangelisk-luthersk teologi. Det ligger fundamentalt i kristendommen, at det man gør mod de forsvarsløse og fattige, har man gjort mod Kristus, og at fuglen og de fattige også skal være mætte. Samtidig bliver det stærkt betonet af Luther, at vi ikke får nåden på grund af vore gerninger. "Hvad vi for intet fik" hedder en dansk prædikensamling. Tolkes dette håndfast materialistisk, er vi tæt på filosofien for den universalistiske nordiske velfærdsstat, hvor sikkerhedsnettet omfatter alle uafhængig af deres gerninger (det vil sige uafhængig af forsikringer og arbejdsmarkedstilknytning). Samtidigt lægger Luthers toregimente lære naturligt op til en sekulær stat, hvor Gud får, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er.

En firkantet beskrivelse af den nordiske velfærdsstat og en firkantet tolkning af evangelisk-luthersk teologi passer således fint sammen. Men er det muligt at finde belæg for en sådan sammenhæng, hvis man ser nærmere på velfærdsstatens historiske udvikling?

Hvis man ser på velfærdsdebattens tidligste start i Danmark i 1870'erne, så var det faktisk i høj grad kirkelige kredse, der var ledende i debatten. Noget af det mest etablerede inden for dansk kirkelighed H.L. Martensen – professor i teologi 1840-1854, Sjællands biskop fra 1854 til sin død i 1884 og kongelig konfessionarius fra 1845 – udgav i 1874 en lille bog med titlen "Socialisme og Christendom". Det var på et tidspunkt, da de første socialistiske ledere med Louis Pio i spidsen sad i fængsel, og et par år før de accepterede en enkeltbillet til USA. Der var altså på det tidspunkt langt fra nogen socialistisk trussel at tage hensyn til.

Ikke desto mindre er Martensen ekstremt kritisk over for den uregulerede markedsøkonomi. Individerne bør betragte sig som solidarisk forbundne og som lemmer på det samme samfundslegeme, men bag liberalismens skjold har den sociale egoisme vokset sig stærk. Tusinder og atter tusinder må kæmpe for det daglige brød, men bukker under for de stærkere. En kristelig-etisk socialisme er derfor en nødvendig vej. Dette betragtede Martensen ikke som et politisk, men som et kristent synspunkt. Hele 1874-pamfletten indarbejdes næsten ordret i Martensens kristelige etik fra 1878. Og Martensen stod langt fra alene. Også Harald Westergaard – måske det ledende navn ved starten af Københavns Kirkefond – er stærkt optaget af de sociale problemer. Den kristne, der har erkendt den sociale uret, bør søge at vække samfundets samvittighed, og de forurettede bør altid kunne henvende sig med tryghed til de kristne, skriver han.

Der er næppe tvivl om, at mænd som Martensen og Westergaard havde en central betydning for etableringen af den begyndende velfærdsstat med arbejderbeskyttelseslovgivning, forbud mod børnearbejde, syge- og arbejdsløshedskasser og mange andre tiltag.

Den solidariske velfærdsstat bygger på en indbyrdes forpligtelse mellem samfundets borgere, og kristne foregangsmænd var i perioden 1870-1914 centrale i opbygningen af en sådan solidaritet med de dårligst stillede.

Problemet er, hvordan denne velfærdsstat og dens indbyrdes solidaritet borgerne imellem kan opretholdes i en globaliseret verden, hvor nationalstaterne får mindre og mindre betydning, hvor simple "noget for noget"-kalkyler dominerer folks tankegang, og hvor samfundene består af en mangfoldighed af etniske og religiøse grupper, der ikke føler nogen indbyrdes solidaritet. Det er det, der er hovedproblemet for den danske velfærdsstats fremtid.

Og det problem er ikke let at løse, for hvis politiske holdninger er vævet sammen med og betinget af religiøs indstilling, så er man nødt til at lade det religiøse indgå åbent i samfundsdebatten i et multireligiøst samfund. Men hvis ikke det skal splitte samfundene ad, er det nødvendigt, at sådanne diskussioner nok er åbne, men i så høj grad som muligt undgår at forstærke modsætningerne. Det er meget svært, for man har mest lyst til at være bramfri, når der er store forskelle i udgangspunkt, men man kan bedst tillade sig at være det, når man respekterer og har tillid til hinanden.

Niels Kærgård er fhv. overvismand, professor og dr.polit. på Fødevareøkonomisk Institut ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole

KRISTENDOM OG VELFÆRDsstat

For nylig kom den længe ventede rapport fra Velfærdskommissionen. I den anledning sætter Kristeligt Dagblad i fem kronikker fokus på forholdet mellem kristendom og velfærd. Kronikkerne kan

læses på

www.kristeligt-dagblad.dk efterhånden som de bliver trykt i avisen.

Læs kronikken i morgen:"Hvem sidder dér bag skærmen" af mag.art. Bent Svart