"Nej, religiøs dialog deler ikke samfundet op i os og dem"

Møde mellem religiøse ledere i Fredens Kirke på Østerbro i København fredag den 24. oktober. 50 ...

Et tidligere møde mellem religiøse ledere i Fredens Kirke på Østerbro i København. 50 biskopper, imamer, præster og andre mødtes under temaet "Frihed i religion, religion i frihed". Her ses imam S.M.M. Khademi og biskop Steen Skovsgaard. Scanpix

Som jeg læser biskop Peter Skov-Jakobsens artikel "Samtalen mellem religioner er vigtig", så er initiativet netop ikke politisk arbejde, men et udtryk for et sundt civilsamfund...
Henrik Lindberg Hansen, ph.d. i religionssociologi fra University of London

Torben Bramming mener, at religiøs dialog er med at til fastholde befolkningen i religiøse grupper. Men det sker kun, hvis man politiserer dialogen og de religiøse lederes opgaver, modsvarer ekspert i religionsdialog

I Torben Brammings debatindlæg "Den tværreligiøse dialog opdeler samfundet" bruger han Kenan Maliks artikel "The failure of multiculturalism" til at kritisere religiøs dialog.

Malik skriver dog ikke mod dialog, men mod politisk kategorisering af borgere efter religiøs overbevisning - samtidig med, at han argumenterer for samfundsmæssig forskellighed, hvilket netop er, hvad dialogen arbejder for.

Maliks knivskarpe artikel skal derfor nærmere bruges som et argument for dialog. Malik understreger, at vestlige samfund altid har rummet forskellighed, men hvor denne tidligere f.eks. var mellem sociale grupperinger, så finder vi den nu mellem, hvad vi definerer som kulturelle forskelle, hvilket har ført til et politisk system baseret på identitetspolitik.

Malik kommenterer, at hverken etnicitet eller kulturelle baggrunde er ufleksible størrelser, men livsforståelser, der ændrer sig med det samfund, som man lever i - såfremt man ikke bliver låst fast i identiteten som fremmed. Kulturelle forskelle er konstruerede som samfundsproblemer på grund af den politiske håndtering af disse.

Ifølge Malik har multikulturalisme i England og Tyskland ført til, at man behandler sociale problemer som kulturelle problemer, da man har uddelegeret statsopgaver til religiøse ledere, hvilket gør, at man fastholder religiøse grupper i en identitet som fremmede, eftersom de skal repræsenteres særskilt fra det generelle samfund. Frankrigs assimilationspolitik på den anden side har afstedkommet en meget firkantet forståelse af, hvad det vil sige at være fransk.

Som eksempel giver Malik forbuddet mod burkaer og argumenterer, at forbuddet kriminaliserer forskelligheder, og børn af indvandrere, der hverken føler sig velkommen i den franske kultur eller hjemme i deres forældres hjemstavn, i værste fald søger tilhørsforhold i ekstremistiske grupper. Malik mener derfor, at det fælles problem for både multikulturalisme og assimilationspolitik er, at folk fastholdes i en identitet baseret på kulturelle forskelle, som ikke behøver påvirke dem som borgere.

Torben Bramming ser dialoginitiativet "Jødisk Kristent Muslimsk Forum" som et udtryk for multikulturalisme, og dermed uddelegeringen af statsopgaver til religiøse institutioner.

Hvis kommunen ser dialoginitiativet som en del af deres politiske arbejde, så er der fra Maliks perspektiv grund til Brammings bekymring. Politik bør ikke skele til religion, da det understøtter identitetspolitikken baseret på religiøse forskelle. At kommunen opfordrer til dialoginitiativet behøver dog ikke tages som et udtryk for uddelegering af politisk ansvar, men kan istedet ses som en erkendelse af, at det ikke er en sag, der sorterer under dem - ligesom kommunerne støtter op om foreningslivet, da det er samfundsgavnligt, uden at det dikterer politikken.

Som jeg læser biskop Peter Skov-Jakobsens artikel "Samtalen mellem religioner er vigtig", så er initiativet netop ikke politisk arbejde, men et udtryk for et sundt civilsamfund, der engagerer sig i forbedringen af forholdet mellem medborgere. Den religiøse dialog har med andre ord en samfundsmæssig effekt, ligesom også religiøse samfunds arbejde f.eks. for hjemløse har det, men det betyder ikke, at dette arbejde er politisk eller fastholder folk i hjemløshed.

Malik bifalder aktivisme mod racisme! Derfor formoder jeg, at han også vil bifalde menneskers interesse i hinanden gennem dialogen. Den dialog kan kan netop være med til at nedbryde de skel, som multikulturalisme og assimilationspolitik har opbygget, fordi dialogen normaliserer tilstedeværelsen af religiøse forskelle i Danmark.

Henrik Lindberg Hansen er phd. i religionssociologi fra University of London og cand.theol. fra Aarhus Universitet. Han er desuden forfatter til bogen "Christian-Muslim Relations in Egypt: Politics, Society and Interfaith Encounters", som udkom i juni.