"Husk på grundlovsdag, at religionsfrihed ikke er en selvfølge"

Magthavere fristes til at udvide deres magt, og derfor må vi som borgere også i dag holde et vågent øje med, om borgernes frihedsrettigheder respekteres. Læs eller genlæs interreligiøs konsulent Mogens Mogensens synspunkt i anledning af grundlovsdag

I dag er religionsfriheden i Danmark på linje med ytringsfriheden og forsamlingsfriheden en selvfølge for de fleste. Men man skal ikke rejse mange timer væk fra Danmark, før religionsfriheden er ikke-eksisterende eller meget begrænset. Og vi behøver heller ikke gå langt tilbage i danmarkshistorien før det kun var evangelisk-luthersk kristendom, der var tilladt i Danmark.

Der er virkelig grund til at fejre, at der siden 1849 har været tros- og religionsfrihed for alle i Danmark, men grundlovsdagen bør samtidig være en påmindelse om, at frihedsrettigheder ikke er en selvfølge, men at vi til stadighed må værne om dem.

Det burde vække bekymring hos alle frihedselskende danskere, at politikerne i denne tid taler om at begrænse religionsfriheden, og at statsministeren er parat til at gå til grænsen, når det gælder Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed.

Trods stoltheden over vor grundlov er den ikke uden svagheder. Religionsfrihedsparagraffen siger:

”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Den seneste tids debat giver indtryk af, at den sidste sætning kan tolkes som en åben ladeport for indførelse af begrænsninger.

Religionsfriheden er historisk set ”alle friheders moder”, og derfor har det store konsekvenser at begynde at pille ved den.

Dertil kommer, at Grundloven ikke indeholder bestemmelser om, hvad man gør, når og hvis Folketinget vedtager love, der er i modstrid med Grundloven. I modsætning til en række andre demokratiske lande har vi ikke en forfatningsdomstol til at løse den opgave. I et par tilfælde har højesteret – uden eksplicit belæg i Grundloven – dog forholdt sig til, om Folketingets love var i overensstemmelse med Grundloven, og har i ét tilfælde – nemlig i sagen omkring den såkaldte ”Tvind-lov” i 1999 – kendt loven grundlovsstridig.

Regeringen valgte – uden at været tvunget til det af bestemmelser i Grundloven – at anerkende Højesterets dom. Men samtidig kan der – uden eksplicit modsigelse i Grundloven – argumenteres for "Ingen over og ingen ved Siden af Folketinget”. Derfor er der stadig en vis usikkerhed om, hvad der ville ske, hvis Folketinget vedtager love, der er i modstrid med Grundlovens bestemmelser om for eksempel religionsfrihed.

Religionsfriheden og andre frihedsrettigheder blev oprindeligt indført for at beskytte individet mod statens magt. Magthaveres fristelse er altid at udvide deres magt, og derfor må vi som borgere – sammen med domstolene – også i dag holde et vågent øje med, om borgernes frihedsrettigheder respekteres.