Religionsfriheden er under massivt pres

Forhåbentlig vil et flertal af de politikere, som blev stemt ind i Folketinget i går, arbejde for, at man lapper de anselige huller i religionsfriheden, skriver jødiske Jonatan Cohn

Staten har både moralsk og menneskeretligt set pligter over for sine borgere. Den skal blandt andet beskytte dem mod krænkelser begået af andre borgere og mod overgreb begået af repræsentanter for staten selv.

Fra et religionspolitisk perspektiv må disse pligter bestå i at sikre, at borgerne frit kan praktisere deres religion uden unødig indblanding udefra.

Religionsfriheden er selvfølgelig ikke absolut, og den må nødvendigvis afvejes over for andre rettigheder. Men den er alligevel af afgørende betydning for mange menneskers liv, og selvom religionsfriheden i Danmark – hvis man sammenligner den med for eksempel diverse stater i Mellemøsten – har forholdsvis gode kår, kommer man ikke udenom, at denne frihed de seneste par år er kommet under voldsomt pres.

Trusler og chikane

Særligt fire områder bør i den henseende fremhæves. Det første område, hvor religionsfriheden er under pres, angår muligheden for at vedkende sig sin religion frit i det offentlige rum uden at blive chikaneret af sine medborgere. Hadforbrydelser begået mod minoriteter, herunder religiøse mindretal, er desværre blevet dagligdag i Danmark.

Muslimske kvinder beretter om, hvordan gerningsmænd river tørklæderne af dem og råber grimme ting efter dem. Samme slags chikane – dog nok fra andre typer gerningsmænd – oplever den dansk-jødiske minoritet også.

 I 2014 registrerede det jødiske samfund adskillige tilfælde af trusler, fysiske overgreb og tilsvininger mod jøder i Danmark.

Hadet til danske jøder kulminerede i februar 2015, da Omar El-Hussein myrdede dansk-jødiske Dan Uzan, alene fordi han var jøde. 

Myndighedernes reaktioner 

Det er med andre ord ikke altid lige let at være religiøs minoritet i Danmark. Der er desværre rigeligt med tosser i dette land, der ikke har lært at begå sig ude i samfundet, og som fra tid til anden føler et behov for at udsætte jøder, muslimer og andre minoriteter for chikane og overgreb.

Virkningen af en sådan adfærd bliver dog yderligere forstærket, når myndighederne ikke tager den seriøst. Denne problematik vil jeg betegne som det andet område, hvor religionsfriheden er under pres. Der har nemlig desværre været flere eksempler på, at myndighederne ikke har reageret passende på trusler over for mindretal.

For nyligt omtalte medierne for eksempel, at en muslimsk gravplads i Brøndby havde været udsat for massivt hærværk.

 Da der ikke var skrevet antimuslimsk graffiti eller lignende i forbindelse med ugerningen, udtalte en repræsentant for politiet i første omgang, at der nok bare var tale om drengestreger.

Denne udtalelse var utrolig tankeløs. Når hærværksmotivet mangler, er det meget problematisk, hvis standardreaktionen fra politiets side er, at der formentlig blot er tale om drengestreger – for dermed udelukker man samtidig, at der rent faktisk kunne være tale om en hadforbrydelse rettet mod en religiøs minoritet, i dette tilfælde danske muslimer.

Tværtimod burde politiets grundindstilling være, at man ikke kan udelukke, at der er tale om en hadforbrydelse, og at man derfor tager forbrydelsen meget alvorligt. Politiet ændrede heldigvis efterfølgende deres udmelding, men det skete først efter massiv kritik og medieomtale.

Samme indledningsvise passivitet fra myndighedernes side har man også oplevet i forhold til den dansk-jødiske minoritet. Medierne har fortalt, hvordan det jødiske samfund efter det antisemitiske hærværk sidste sommer på den jødiske skole i København og særligt efter terrorangrebet i januar i Paris løbende har haft møder med justitsministeren, hvor de anmodede om, at myndighederne opgraderede sikkerhedsniveauet ved de jødiske institutioner i Danmark.

Da terroren ramte København i februar, var der gudskelov politibeskyttelse foran de angrebne lokaliteter, herunder synagogen. 

Det må vi alle sammen huske at være meget taknemmelige for. For selvom politibeskyttelse desværre ikke hindrede, at Finn Nørgaard og Dan Uzan mistede livet dette skæbnesvangre døgn, kunne tragediens omfang have nået breiviske højder, hvis terroristen Omar El-Hussein havde fået adgang til den bat mitzvah (jødisk konfirmation) fest, som fandt sted i synagogens menighedshus med deltagelse af omkring 80 gæster.

Et sådant hændelsesforløb havde dog skræmmende nok ikke været usandsynligt.

Politibevogtningen foran synagogen blev nemlig først etableret efter Omar El-Husseins angreb på ytringsfrihedsarrangementet på Østerbro.

Hvis han i stedet havde foretaget sine angreb i omvendt rækkefølge, havde synagogen på trods af det jødiske samfunds gentagne henvendelser i ugerne og månederne op til terrorangrebet stået uden politibeskyttelse – hvormed risikoen for et decideret massemord havde været særdeles nærværende. 

Forbud mod rituel slagtning

Religionsfriheden er imidlertid ikke kun udfordret på grund af gale individers angreb på religiøse minoriteters liv og levned.

Et tredje område, hvor religionsfriheden er under pres, angår muligheden for at kunne praktisere sin religion uden indgreb fra statens side.

For lidt over et år siden besluttede den danske fødevareminister nemlig at forbyde al jødisk rituel slagtning, da man i ministeriet pludselig vurderede, at den jødiske slagtemetode ikke var i overensstemmelse med dyrevelfærdsmæssige hensyn. Forbuddet ramte også visse former for muslimsk slagtepraksis.

Dette forbud, der kom som et lyn fra en klar himmel, var fuldkommen usagligt, da det ikke baserede sig på ny dyrevelfærdsmæssig viden på feltet, men derimod blot syntes at være udtryk for en ambitiøs ministers forsøg på at sætte et mere permanent fingeraftryk indenfor sit ressortområde.

Udover at indgrebet i den jødiske og muslimske religionsfrihed i sig selv er bekymrende, har den i min optik også nogle meget uheldige bivirkninger. Der er nemlig tale om en antireligiøs politik, som for den dansk-jødiske minoritets vedkommende udfordrer den perfekte integration i det danske samfund, der er opnået i løbet af 400 års sameksistens.

Den jødiske integration i det danske samfund har forudsat, at man både kan være jøde og dansk på en og samme tid, dvs. at der ikke er en modsigelse mellem de to begreber, men at en symbiose fuldt ud er mulig.

Når man imidlertid fra regeringens hånd vælger at forbyde jødisk rituel slagtning, sender man et meget uheldigt signal om, at denne konstellation ikke længere er særligt holdbar.

Man slår med andre ord en kile ned mellem danskhed og jødiskhed, hvilket jeg personligt som dansk jøde bliver utroligt nedslået over. 

Anti-omskæringslobby

Det fjerde og sidste område, hvor religionsfriheden er under pres, omhandler retten til at foretage religiøst begrundet omskærelse af drengebørn.

Dette ritual, der både praktiseres af jøder og muslimer, er en afgørende bestanddel af jødisk religion og identitet, men især de seneste år er denne ret blevet anfægtet af en eklatant og meget aggressiv anti-omskæringslobby.

Man så senest lobbyen i aktion for en uge siden, da folketingsmedlem Ida Auken fra det Radikale Venstre på Facebook erklærede, at hun ikke støttede et forbud. 

Her blev hun af lobbyens tilhængere tilsvinet i en grad, hun ifølge sig selv aldrig tidligere i sin karriere havde oplevet. En mand skrev for eksempel til hende:

”Med den syge holdning til omskæring håber jeg, der kommer en og dolker dig i skridtet klamme kost!”.

Selvom anti-omskæringslobbyens ledere ved flere anledninger højtideligt har forsikret, at lobbyen alene har hensynet til barnets velfærd i sinde, kan Ida Auken-hændelsen og mange andre lignende episoder imidlertid få én til at tvivle.

Det står i hvert fald uimodsagt, at lidt for mange af lobbyens tilhængere ikke ligefrem har haft næstekærlighed til medmennesket som målsætning, men tværtimod et decideret had til det fremmede og den anderledes tænkende.

Endvidere kommer man også til at tvivle på anti-omskæringslobbyens motiver, når man finder ud af, at der faktisk er rigeligt med argumenter, som underbygger det faktum, at religiøst begrundet omskæring af drengebørn ikke er i strid med et hensyn til barnets velfærd.

For eksempel har Sundhedsstyrelsen i deres 2013-notat ”Omskæring af drenge” konkluderet, at der under kontrollerede forhold ikke er sådanne risici ved indgrebet,at de finder anledning til at anbefale et forbud. Derudover konstaterer styrelsen også, at der ikke er evidens for, at omskæring på længere sigt skulle have skadelig betydning for seksualiteten. Og sidst men ikke mindst er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at ”det ud fra et sundhedsfagligt, patientsikkerhedsmæssigt synspunkt kan være en fordel, at drengebørn omskæres så tidligt som muligt, da indgrebet er mindre og giver færre umiddelbare komplikationer […]”.

Det kræver i forlængelse heraf ikke de store fornuftanstrengelser at komme frem til den indsigt, at jødiske mænd, der er blevet omskåret som spæd, nok er rimelig glade for, at de ikke behøver gennemgå ritualet som voksne, hvor operationen er langt mere smertefuld, og hvor risikoen for komplikationer stiger.

Det bør i øvrigt heller ikke overses, at et forbud ville få samme virkning, som forbuddet mod rituel slagtning har haft: konstellationen dansk og jøde ville blive yderligere undermineret, og 400 års dansk-jødiske integrationsbestræbelser ville blive smidt ud med badevandet. 

Folketinget

Hadforbrydelser, myndighedernes umiddelbare indstilling til trusler og chikane rettet mod religiøse minoriteter, regeringens forbud mod rituel slagtning og anti-omskæringslobbyens vedholdende bestræbelser på at få religiøst begrundet omskæring af drengebørn forbudt - der er rigeligt med eksempler på, at religionsfriheden i Danmark er under massivt pres.

Forhåbentlig vil et flertal af de politikere, som blev stemt ind i Folketinget i går, arbejde for, at man lapper de anselige huller i religionsfriheden, som pt. eksisterer i Danmark.

Det er der et stort behov for.

Jonatan Cohn er jøde, statskundskabsstuderende og panelist ved religion.dk.