Religionskritikkens nye klæder

NULL

Ja, visselig er religionskritik en både god og nødvendig disciplin, som ikke mindst dem der kalder sig kristne dagligt må øve sig i. De er jo netop kristne som en af følgerne af et vældigt religionskritisk opgør med, hvad den jødiske religion på Jesu tid havde udviklet sig til. Og hvad er hele kirkens lange historie andet end beretningen om den ene religionskritiske bølge efter den anden, som gang på gang har søgt at gøre op med, hvordan kirken dog har forvrænget og misbrugt det budskab, den er sendt ud med.

Hvad er hele kongerækken af reformatorer, fra klosterreformatorerne i middelalderen over Martin Luther i det 16. århundrede til Grundtvig i det 19. og Tidehverv i det 20. århundrede andet end netop en lang religionskritisk bestræbelse? Eller læs novellen om Storinkvisitoren, som er lagt ind i Dostojevskis kæmpeværk Brødrene Karamassov, så ved du, hvad religionskritik er for noget. En kritik, der ved, hvad religion handler om og som tør skære helt ind til benet af den kirkelige selvforståelse.

Og -- ja, hvorfor ikke tage det med også -- hvad er hele Det Gamle Testamente andet end en lang række fortællinger om jødernes nærmest endeløse kamp med hinanden om den rette forståelse af gudsbilledet, inklusive den store skeptiske tradition, som tør tænke den tanke, at det jo kunne være løgn alt sammen, det med Gud? Læs blot Jobs bog eller Prædikerens bog eller en hel række af digtene i Palmernes bog, inklusiv salme 22 med det fortvivlede råb: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig", der jo ifølge et af evangelierne (Markus) var det eneste -- og sidste -- Jesus råbte fra sit kors.

Nej, kom ikke med religionskritik til os kristne. Vi er nærmest opøvet deri fra barnsben af. Vil du frivilligt lade dig trække gennem et tvivlens syrebad, så skal du bare give dig til at læse teologi. Er der noget sted, hvor tanken om "Guds død" er taget alvorligt, så er det i den samlede europæiske teologi fra det 20. århundrede, og ingen kan blive præst i den danske folkekirke uden at have stået model til denne gigantiske religionskritiske dekonstruktion, hvordan man så end siden hen i sin gerning som præst forholder sig dertil.

Men netop på grund af alt dette kan man også nu og da blive træt, åh, så træt, af alt det, man skal forholde sig til hos nutidens såkaldte religionskritikere: en Malene Busk, en Henrik Nordbrandt, en Helmuth Nyborg, for nu blot at nævne et par navne fra de seneste dages avissider. De går åbenbart ud fra, at alle kristne nærmest er en slags "Faster Anna fra Skjern" -- altså karikaturer af et indremissionsk menneske a la hende, der optræder i et af de seneste afsnit af Matador.

Eller de går ud fra, at alle kristne mennesker i Danmark nok stort set er af samme skuffe som de bibelfundamentalister, der siges at stå bag den amerikanske præsident George W. Bush, og som vil have Darwin og udviklingslæren pillet ud af børnenes skolebøger. Eller de formoder, at vi nok alle sammen, når det kommer til stykket, er en slags katolikker, der ikke kan tænke selv, før vi fra Paven i Rom har fået besked på, hvad vi må tænke. Hvilket jo så til og med også er en grov fornærmelse af alle katolikker i al deres forskelligartethed.

Eller de tror, at kristne er sådan nogle, der bruger Bibelen som en slags moralsk facitliste, og at der altså ikke er nogen særlig forskel på muslimers forhold til Koranen og kristnes forhold til Bibelen, for "sådan er jo alle de religiøse tågehoveder" uanset hvilken religion de bekender sig til. Eller de tror, at vi opfatter fortællingen om skabelsen i Første Mosebog som en endnu naturvidenskabeligt gyldig beskrivelse af Jordens tilblivelse. Eller de tror, at kristne er sådan nogle, der har brug for en særlig slags autoritet at støtte sig til i livets storme, mens de kloge og nøgterne "fritænkere" (som de jo hed engang) ikke har brug for den slags krykker i tilværelsen. Eller ... Listen er uendelig.

Jamen, altså! Skal man da virkelig tage den slags alvorligt? Skal man forsvare sig selv og "sin" tro over for sådanne fordomme, der tydeligvis skyldes, at de pågældende hverken har sat sig ind i en bestemt religions indhold eller ved noget som helst om religionens betydning i bestemte menneskers liv.

Hvis jeg gerne vil diskutere, lad os sige Darwin og udviklingslæren, med nogle naturvidenskabsfolk, så forventes det vel som et minimum, at jeg har læst Darwin og har sat mig ind i den diskussion om sagen, der siden hen er foregået i de lærde kredse. Ellers vil de pågældende naturvidenskabsfolk sikkert nægte at tage mig alvorligt. De synes vel, at de spilder deres tid ved at snakke med mig. Og det har de ret i.

Men om religion generelt, og om kristendom specielt, kan enhver udbrede sig og forlange at blive taget alvorligt, ligegyldig på hvor infantilt et niveau diskussionen føres. Til og med kan de åbenbart mobilisere et helt universitet til at holde en konference om gudløshed, hvor alle fordommene kan blive luftet over for tilhørere, der labber det i sig, fordi de på forhånd er enige. Og det kaldes religionskritik! Vorherre bevares -- havde jeg nær sagt.

Niels Højlund er præst og forfatter

Artiklen har været bragt i Kristeligt Dagblad