Rushdie som symbol på blasfemi mod islam

"Vil man forstå dødsdommen over Rushdie, skal man forstå billederne om Iran, der er konstrueret af Rushdie i De Sataniske Vers. Det handler om Rushdies brug af forskellige narrativer, eksempelvis brugen af begrebet 'Jahilia', som er velkendt af alle muslimer, der anvendes til at karakterisere Mekka i Rushdies bog," skriver adjunkt Brian Arly Jacobsen. Foto: Mette Frandsen.

"Fatwaen mod Salman Rushdie kom til at blive opfattet af nogle som et tidligt signal om et sammenstød mellem på den ene side troen på den uforanderlige guds ord og på den ene side de sekulæres tro på en ubetinget ret til ytringsfrihed," skriver adjunkt, ph.d. Brian Arly Jacobsen

Den 18. september 2012 tikkede et telegram ind på avisernes nyhedsredaktioner: Nu er dusøren på Rushdies hoved oppe på 19 mio. kroner.

Den 23 år gamle dødsdom udstedt af den iranske ayatollah Sayyid Ruhollah Musavi Khomeini (1900-1989) blev kort før udgivelsen af Salman Rushdies selvbiografi "Joseph Anton" hævet med 500.000 dollars.

Det skyldtes dog tilsyneladende ikke udgivelsen af Rushdies selvbiografi, men var en reaktion på den islamkritiske amerikanske amatørfilm Innocence of Muslims, der, ifølge visse muslimer, håner profeten Muhammad. Filmen førte til flere protester blandt muslimske grupper verden over nogle af dem voldelige.

Rushdie har ingen forbindelse til filmen, men har i britisk radio kaldt den for idiotisk... noget rent møg og fordømt de voldelige reaktioner. Men hvorfor kædes Rushdie så sammen med filmen? Rushdie er blandt visse radikale muslimske grupper blevet reduceret til et symbol på blasfemi mod islam, og når der fortælles en historie om islam som i førnævnte amatørfilm, der opfattes blasfemisk af disse grupper, kan den altså kædes sammen med det primære symbol på blasfemi blandt disse radikale muslimske grupper, nemlig Rushdie.

Baggrunden for den 23 år gamle dødsdom er følgende: Den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie udgav i 1988 romanen De sataniske vers. Det resulterede i demonstrationer mod bogen i England, Pakistan og Indien, hvor muslimer blandt andet krævede bogen forbudt.

Ayatollah Khomeini (ayatollah er persisk og betyder Guds tegn og er en religiøs titel for shiamuslimske lærde) reagerede på demonstrationerne og bogens udgivelse ved den 14. februar 1989 at udstede en fatwa, som erklærede bogens indhold for at være et angreb på islam, profeten Muhammad og Koranen.

Rushdie blev herefter dømt til døden af Khomeini, og det samme gjaldt enhver, der var og er involveret i værkets publicering og vidende om dets indhold. Khomeini døde 3. juni samme år som nævnte begivenheder skete, og om han har været klar over fatwaens (og bogens) virkning er umuligt at sige, men den har siden været en vigtig dagsordenssættende beslutning for forholdet mellem Iran og omverdenen.

Et liv under politibeskyttelse

Det var fire uger efter Ayatollah Khomeinis fatwameddelelse, at Salman Rushdie, efter det første chok, bliver klar over, at tingene ville ændre sig for ham ville han overleve? Dette omfattede ikke blot den konstante ændring af hans bopæl, de to vagter og to chauffører, politibeskyttelse døgnet rundt, men også udeladelsen af hans navn.

Der var brug for et nyt navn, og politiet rådede ham til et, der ikke rettede en mistanke mod hans indisk-persiske oprindelse. Rushdie tænkte på forfattere, han elskede og forsøgte forskellige kombinationer med deres navne. Vladimir Joyce. Marcel Beckett. Franz Sterne. Han lavede lister over sådanne kombinationer, og de lød alle latterligt.

Så fandt han en kombination, der ikke gjorde. Joseph Conrad og Anton Chekhov. Og der var det, hans navn for de næste elleve år: Joseph Anton, som var hans alias (bogen er skrevet i tredje person, som var det en biografi af Rushdie/Anton): Han eksisterede ikke. Kun Joseph Anton eksisterede; og ham kunne man ikke se. (s. 188).

Khomeinis fatwa kom også til at definere Rushdies liv i ca. et årti efter 1989 og måtte som konsekvens leve et liv i skjul. I hans erindringsbog fortæller Rushdie historien om sine år under politibeskyttelse, og hvordan truslerne mod hans liv belastede hans ægteskaber og formede hans forhold til familie og venner. Radikale muslimske grupper har begået flere attentater mod udgivere og oversættere, blandt andet drabet på henholdsvis den italienske og japanske oversætter Ettore Capriolo og Hitoshi Igarashi i 1991.

I 1993 overfaldt ekstremister den tyrkiske oversætter Aziz Nesin på hans hotel, som endte i en massakre, hvor 37 mennesker omkom i en brand og endelig blev den norske udgiver William Nygaard slået ihjel i 1993. Når man tænker på det pres, Rushdie var under i de år, hvor han levede i skjul, hvor alle i kontakt med ham eller som udgav og solgte De Sataniske Vers var i fare, er det bemærkelsesværdigt, at han har bevaret forstanden og stadig er i stand til at skrive med så stor vid og humor.

De satans vers

De Sataniske Vers er et udtryk opfundet af den engelske historiker og orientalist William Muir (1819-1905) i en henvisning til et par vers angiveligt formuleret af Muhammad som en del af Koranen og senere trukket tilbage. Muslimske lærde såsom al-Tabari (839-923) og Ibn Sa'd al-Baghdadi (784-845) henviser til overleveringen og tilbagetrækningen af de to vers som Gharaniq-hændelsen (Gharaniq: trane, svane eller hejre).

Rushdie lærte om versene under sit historiestudie på Cambridge 1966 og tænkte, at det kunne der blive en god historie ud af en dag. Versene opfattes som problematiske af mange muslimer, da de ses som dybt kætterske. Allahs myndighed og almagt udhules, fordi de gør forbøn hos de tre hedenske kvindelige guddomme al-Lat, al-Uzza og Manat mulig. Men de kan også have skadelige virkninger med hensyn til åbenbaringens tro på én gud som helhed.

Vil man forstå dødsdommen over Rushdie, skal man forstå billederne om Iran, der er konstrueret af Rushdie i De Sataniske Vers. Det handler om Rushdies brug af forskellige narrativer, eksempelvis brugen af begrebet Jahilia, som er velkendt af alle muslimer, der anvendes til at karakterisere Mekka i Rushdies bog. Det er et begreb, som henviser til Djahilia (Uvidenhedens sted), den arabiske/muslimske betegnelse for den præislamiske periode.

Byen har i Rushdies bog navnet Jahilia - altså et ordspil mellem Djahilia, islam og uvidenhed. Rushdie bruger beretningen om De sataniske vers i en drøm, hvor drømmepersonen Mahound, i øvrigt et nedsættende navn for Muhammad i den europæiske Middelalder, udsættes for begivenheder, der ligner dem, Profeten ifølge Ibn Ishaq (død ca. 761) blev udsat for.

Rusdies De Sataniske Vers er et værk, de fleste mennesker kender til, men de færreste har læst. Det er et digert værk på 581 sider og kræver sit af læseren, men man bliver belønnet med en underholdende og begavet bog med stor indsigt i historie, filosofi og religion.

Det er en bog, som kort fortalt hylder det multikulturelle og multietniske samfund samt de kultursammenstød, som det uundgåeligt resulterer i, og som disse kommer til udtryk i 1980ernes spraglede London. Det er temaer, som i øvrigt har præget Rushdies forfatterskab i det hele taget.

Det er alle billeder, som Rushdie udfolder baggrunden for i sin biografi. Det handler om personlige forhold, opvokset som han er i et persisk miljø i Bombay i Indien med en far, der vidste meget om religion, men som i barndomsårene var indifferent over for enhver form for religiøsitet en måde at forholde sig til det religiøse på, som Rushdie selv overtager.

Billederne handler også om politiske forhold i samtiden; nemlig en særlig (vestlig) forståelse af den iranske revolution i 1979, af ayatollah Khomeini og krigen mellem Iran og Irak fra 1980-88. Iran var et land i krise, da De Sataniske Vers udkom og dens satiriske billeder af islam, en Khomeini-lignende figur (imamen) og af persere var givet salt i såret for de daværende ledere af Iran.

Opgøret med De Sataniske Vers og fatwaen havde derfor en indenrigspolitisk motivation, idet den havde til formål at samle befolkningen efter krigen (1980-88). Endnu engang formåede Khomeini at samle befolkningen om de modsætningsfyldte forhold: Vesten over for Iran, kristendom overfor islam, modernitet overfor religion og så videre.

Det er væsentligt at forstå, at Khomeini forsøgte at præsentere sig som islams leder. Han udfordrede dermed ledere i eksempelvis Saudi Arabien ved at give fatwaen. Fatwaen har dermed formået at definere forholdet mellem Iran og omverdenen siden. Den har dog ikke kun begrænset sig til en iransk reaktion, men også til at sætte spørgsmålet om blasfemi overfor ytringsfrihed øverst i forholdet mellem muslimer og Vesten.

Det er dog vigtigt at understrege, at mens Khomeinis fatwa blev taget alvorligt af visse muslimer, blev den afvist af mange, enten fordi de anså bogen som uskadelig, eller fordi Khomeinis fatwa ikke overholdte betingelserne for en fatwa eller dødsdom.

Joseph Anton er en storstilet fortælling om politiske og kulturelle konflikter i en tid, hvor uforligelige virkeligheder ofte tørnede sammen. (s. 556), som Rushdie skriver.

Fatwaen kom til at blive opfattet af nogle som et tidligt signal om et sammenstød mellem absolutter, der ville føre til 9/11 og helt op til vores konfliktfyldte nutid med dens fortsatte kamp mellem på den ene side troen på den uforanderlige guds ord og på den ene side de sekulæres tro på en ubetinget ret til ytringsfrihed.

Rushdie skriver et sted, at Han var ikke politiker. Han var forfatter. Han ville forsvares som forfatter, og forsvare sig selv som forfatter (s. 195). Rushdie er en af vor tids betydeligste forfattere og vigtig at forsvare, men ønsker man, at kunsten skal være litterær modvægt til magten kommer den politiske magt uvilkårligt til at spille en rolle i ord og gerning også for en forfatter.

Brian Arly Jacobsen er adjunkt, ph.d. ved Københavns Universitet