Sammenstød i Mellemøsten er langt fra overstået

Siden dhimmi-princippets afskaffelse har minoritetsspørgsmål været en af de hyppigste grunde til vold i Mellemøsten, mener cand.mag. David Jano

Den igangværende katastrofe i Syrien er den foreløbige kulmination på en proces, der startede for mere end 150 år siden, da minoriteter fik samme rettigheder som den muslimske befolkning i det Osmanniske rige, efter hårdt europæisk pres.

Tidligere var det dhimmi-princippet der blev praktiseret, hvor islamisk sharia-lovgivning havde været gældende i over 1000 år.

Dhimmi er en historisk betegnelse for ikke-muslimske borgere i en islamisk stat. Dhimmi giver opholdsret til gengæld for skat. Ifølge lærde har dhimmier samme sociale ansvar og rettigheder som muslimer. De fritages eller udelukkes fra specifikke pligter, som er tildelt muslimer og er ellers lige i henhold til lovgivningen i ejendom, kontrakter og forpligtelser.

LÆS OGSÅ:Må man bygge kirker i muslimske lande?

Dhimmiprincippets afskaffelse gjorde tingene værre
Under sharia-lovgivning blev dhimmi-status oprindeligt givet til bl.a. jøder og kristne. Skiftet til et samfund baseret på traditionelle kristne værdier, med udgangspunkt i idéer fra oplysningstiden var ikke nem i Mellemøsten.

Den nye form for lighed som blev indført med afskaffelsen af Dhimmi-princippet blev kraftigt imødegået, og ofte havde minoriteter det dårligere end tidligere i det Osmanniske rige.

Den muslimske majoritet blev stadig anset for værende suspekt i minoriteternes øjne, hvor sidstnævnte frygtede, at islamisk lovgivning ville blive genindført. Dette ville medføre, at minoriteterne igen ville blive betragtet som laverestående i samfundet eller måske endda blive klassificeret som hedninge? Sidstnævnte var noget af det værste under dhimmi-princippet.

Ifølge dhimmi-princippet, så tilhørte jøder og kristne Bogens folk, som dermed også nød guddommelig indsigt og derfor kunne leve på linje med de muslimske herskere. Hedninge såsom drusere, alawitter eller Zarathustra-tilhængere ville ofte blive udsat for en langt mere grusom skæbne.

LÆS OGSÅ:Hvem er Bogens folk?

Europæiske oplysningstanker, der blev praktiseret i det forrige århundredes sekulære arabiske/nationalistiske regimer, skulle efter planen eliminere religiøs forfølgelse og sørge for, at alle kunne leve side om side i et samfund, der ikke var baseret på sharia-lovgivning.

Religiøse minoriteter har det svært i Mellemøsten
I dag befinder Mellemøsten sig på den anden side af 1856, hvor Dhimmi-princippet blev ophævet. Minoritetsspørgsmål har lige siden været en af de hyppigste grunde til vold i hele regionen. En hurtig gennemgang afslører tydeligt tendensen:

Tyrkiet: Osmannerne myrdede omkring halvanden million armeniere i 1915, mens yderligere to millioner grækere blev tvunget på flugt under krigen mellem Tyrkiet og Grækenland fra 1920-21. Antisemitisme eksploderede efter Anden verdenskrig i Tyrkiet, hvor de fleste tyrkiske jøder flygtede til den nyoprettede israelske stat. Der bor stadig 20.000 jøder i Tyrkiet, men der er stadig hyppige antisemitiske overfald og i nyere tid har der også været bombninger af synagoger i Tyrkiet, senest i 2003.

LÆS OGSÅ:Kristne i Tyrkiet

Irak: Før Anden Verdenskrig boede der en stor kristen befolkning i landet. De fleste blev dog myrdet eller tvunget på flugt under og efter krigen hvor omkring 250.000 blev dræbt. I de seneste par år har der været mange bomber mod kirker, hvilket stort set har ødelagt, hvad der var tilbage af kristne i Irak.

Angreb efter staten Israels oprettelse i 1948 tvang 130.000 irakiske jøder på flugt. 120.000 af disse ankom til Israel uden andet end en kuffert, da resten af deres ejendomme var blevet konfiskeret af irakiske myndigheder.

Egypten: Kristne koptere udgør ti procent af landets befolkning og har til alle tider været udsat for diskrimination of overgreb. Disse tendenser er blusset voldsomt op, efter at Mubarak har mistet magten. I dag bor der kun 150 jøder i Egypten, hvor den jødiske menighed engang udgjorde mere end 65.000.

LÆS OGSÅ:Kristne og muslimer står sammen i Egypten

Iran: Zarathustra-tilhængere og Bahai-tilhængere bliver stadig forfulgt, hvilket ofte fører til lange fængselsdomme og i nogle tilfælde dødsstraf. De fleste jøder og kristne er flygtet gennem årene, hvor de fleste jøder er havnet i Israel. Der bor dog stadig ca. 20.000 jøder i Iran.

LÆS OGSÅ:10 religioner du ikke vidste eksisterede

I Syrien og Libanon er der stadig store befolkningsgrupper, der udgøres af minoriteter, to stater, der udelukkende kan overleve i sin nuværende form, på arabisk sekularisme, som den bliver praktiseret af Baath-partierne.

I begyndelsen af 1970erne fejlede den sekulære arabiske statsmodel og islamisk fundamentalisme oplevede et væsentligt comeback. Siden har det Arabiske Forår åbnet op for en direkte koalition mellem disse to ideologier og Assads regime er langsomt ved at miste sit greb om magten i Syrien. Minoriteterne er desperate og det samme er koalitionsstyrkerne, der bliver ledet af sunni-muslimer.

Igennem årene er jøder blevet forfulgt i både Syrien og Libanon, hvilket har ledt til massiv flugt ud af landene. I Libanon var de kristne engang majoriteten, men i dag er man en minoritet og shia-muslimerne, der engang var perifere nyder i dag stor indflydelse, noget der ses på Hizbollahs store indflydelse.

Syrien bliver styret af en koalition bestående af minoriteter. Der er tale om alawiter (Assad), kristne, drusere og sekulære sunni-muslimer. Alle var og er traumatiseret af tanken om et sunni-muslimsk overherredømme, hvor sharia-lovgivning og dhimmi-princippet formentlig igen vil blive indført.

Minoriteter i Mellemøsten har historisk set altid lidt under inder islamisk lovgivning, noget der sikkert vil blive yderst udtalt i Syrien, når regnskabet skal gøres op med Assad og hans håndlangere.

LÆS OGSÅ:Putin og Medvedev som kristendommens forsvarere?

Ser man tilbage på de seneste 150 år, så viser historien, at Assad-styret formentlig vil kæmpe til den bitre ende, hvor han måske vil skære en del af Syrien væk og skabe en mini-alawit-stat. Der er dog kun én måde at denne stat kan overleve på, nemlig med fortsat massiv støtte fra Rusland.

En ny borgerkrig er på vej i Libanon
Der er ingen tvivl om, at det brutale Assad-regime skal fjernes fra magten. Men spørgsmålet er hvorfor sekulære arabiske regimer bliver så undertrykkende og ofte ledes af minoriteter? Selvom de var mindst ligeså voldelige, så prøvede minoriteterne at undgå en tilbagevenden til sharia-lovgivning og dhimmi-princippet, hvilket gjorde at man formentlig var værre end det tidligere styre.

Når man eftersøger konflikternes rødder i Mellemøsten, så skal man undersøge religiøse og etniske forfølgelser af minoriteter fra de muslimske magthavere gennem århundreder.

Hvad der er brug for, er en liberalistisk demokratisk løsning, noget der dog ikke lurer i horisonten i Syrien. Når det kommer til Libanon, så er en ny borgerkrig lige rundt om hjørnet.

Sammenstødet mellem muslimer og minoriteter i Mellemøsten er langt fra overstået.

David Jano er cand.mag. i Mellemøststudier, underviser på Folkeuniversitetet og panelist ved religion.dk