"Samtalen om tro og religion har fået dårlige kår"

Gud er på verdens dagsorden, men det er gået ned ad bakke med religionsdialogen efter 11. september 2001, mener professor Knud Jørgensen

Den 11. september 2001 sad jeg i et møde, hvor vi skulle lægge planer for kurser om Tro møder tro, om religionsmøde i et multireligiøst samfund. Mødet blev afbrudt, og vi skyndte os alle hver til sit.

Hvor er Gud?
TV-billeder af flyene, som pløjede sig ind i World Trade Center, sad på nethinden. Handler det om verdens undergang i et ragnarok af religiøs fanatisme? Hvor er mine nærmeste? Hvor er Gud?

Jeg husker, at jeg tænkte: Hvordan kan vi mennesker bruge religion til at sprede had, frygt og fjendskab, når det grundlæggende i for eksempel islam og kristendom er, at Gud står for barmhjertighed og retfærdighed?

Siden da er det gået ned af bakke med samtale og dialog. Fanatikere og ekstreme synspunkter har ofte rådet grunden. I 2006 kunne publiceringen af karikaturtegningene af profeten Muhammed have hjulpet os til for alvor at forstå, hvilken rolle religion spiller, og hvordan konflikter mellem religioner kan komme til udtryk i en multikulturel verden.

I stedet fortsatte vi med at lege herre over resten af verden, især Irak og Afghanistan, og de fleste er ligegyldige med betydningen af religion og religiøse symboler.

Begriber vi, at billeder af Gud og andre budbringere er vanhelligelse i en muslimsk og i en jødisk kultur? Vi, som er vokset op med et verdenssyn, hvor menneskerettigheden til at udtrykke sig frit om alt muligt, er mere helligt end religiøse livssyn.

Kan kristne og muslimer leve sammen?
De sidste par uger har Skandinavien haft opmærksomheden rettet mod terrorhandlingerne i Norge og højreekstremisten Anders Behring Breivik.

Der kan siges meget smukt og rigtigt om det norske samfunds måde at reagere på, med solidaritet, løfte om fortsat åbenhed, respekt for menneskeværd, frihed og demokrati. Reaktionen kan være løfterig for fremtiden.

Men katastrofen har samtidig rettet søgelyset mod et voksende antal højreekstremister rundt om i Europa, også i Danmark og Norge folk som lever af at fabrikere konspirationsteorier og likvideringslister over folk, som er er farlige for monokulturen.

For det er jo sagens kerne: Breivik og hans ligesindede ser sig selv som korsfarere mod multikulturalismen, mod et flerkulturelt samfund. Man er helligt overbevist om, at et sådant samfund vil lægge den kristne, vestlige enhedskultur øde.

Pia Kjærsgaard (formand for Dansk Folkeparti) og Sørine Godtfredsen (kulturkonservativ præst og debattør, red.) hører hjemme i en helt anden kategori end ekstremisterne, men deres grundlæggende filosofi argumenterer også mod et flerkulturelt samfund.

Angrebet fredag 22. juli var et angreb på en mangfoldig samfundsmodel. Drivkraften var had og frygt for det flerkulturelle. En sådan frygt gør alle forsøg på samtale og religionsmøde forgæves; kultur og religion hænger jo sammen på så mange måder.

Hvad siger kristne i Danmark og andre skandinaviske lande til dette? Er de enige i, at historien viser, at muslimer og kristne ikke kan leve fredeligt sammen (Godtfredsen)?

For øvrigt har historien flere eksempler på, at muslimer og kristne har kunnet leve ganske godt sammen, både i de første århundreder etter Muhammed, hvor muslimske herskere i Mellemøsten og Ægypten var afhængige af kristne for at samfundsmaskineriet kunne fungere, og i vor tid, hvor islam og kristentro lever side om side i en række afrikanske lande syd for ækvator.

I Danmark har vi i flere år haft Islamkritisk Netværk for præster og teologer, som ønsker at kritisere islam. Der er 122 medlemmer ud af 2.000 præster.

Jeg bor i Norge, og jeg er sikker på, at et sådant netværk aldrig kunne have set dagens lys her. I det hele taget er klimaet for dialog betydeligt dårligere i Danmark end i de fleste lande, jeg kender til.

Danskere ler ofte hånligt af norsk 17. maj-nationalisme, men tilslører billedet af den joviale dansker en dansk nationalisme, som er mere eksluderende og selvgod?

Samtidig har jeg siden 11. september haft en klar fornemmelse af, at påstanden om en sekulariseret verden er en fejltagelse. Verden er lige så religiøs, som den altid har været og på en del områder endnu mere end før.

Sekulariseringsteorien tog fejl, når den hævdede, at modernisering fører til tilbagegang i religion i samfundet og hos enkeltmennesker.

Mange vil sige, at Gud er tilbage på dagsordenen efter 11. september. Ikke mindst i Kina er troen på fremmarch. Hverken her eller andre steder er Gud "død.

Krigene i Irak og Afghanistan og nu også i Libyen ville næppe have begyndt, hvis det ikke havde været for 11. september. Bliver den næste krig mod den islamske republik Iran? Eller mod fanatikere i Pakistan?

Eller i Vestafrika, hvor evangelikale kristne fra Syd og fundamentalistiske muslimer fra Nord støder sammen? For ikke at snakke om Myanmar (Burma), Sudan og Sri Lanka. Eller hvad med Israel/Palæstina og massakrer mod koptiske kirker i Egypten?

Konflikter, som handler om etniske og økonomiske modsætninger, men hvor også religiøs vækkelse spiller en stærk rolle. I Vesten har vi det sidste tiår været vidne til, hvordan evangelikale er kommet ud af hulerne.

Religion er kommet på mode
Præsidentkandidater i USA reklamerer med, at de er born again og Barack Obamas selvbiografi, The Audacity of Hope, har hentet titel fra en prædiken af Jeremiah Wright, han som førte Obama til tro på Gud.

Ja, selv i sekulariseringens hjemland Europa er der tegn på en genopdagelse af religion. Det religiøse marked åbnes op, når båndene mellem stat og kirke forandres.

De pentekostale bevægelser vokser. Folk deltager på Alpha-kurser og rejser på retræte og pilgrimsfærd. Kendte politikere og ledere står frem og fortæller, at de beder (Tony Blair, Nicholas Sarkozy).

For ikke at nævne de mange millioner af muslimer, som i dag spiller en rolle i europæisk politik. I flere kulturelle og geografiske sammenhænge er ateisme ikke længere på mode. Sekulariseringens forkæmpere og forsvarere er blevet sejlet agterud af den globale religiøse vækkelse. Pentekostale kristne (pinsevenner og karismatikere) udgør i dag mindst 500 millioner mennesker.

Så kaotisk oplever jeg verden. Derfor bliver tiåret for 11 september for mig en udfordring til at gå på barrikaderne for at finde måder at takle forskellighed på.

Knud Jørgensen er adjungeret professor ved Det teologiske menighetsfakultet i Oslo og ved Lutheran Theological Seminary i Hong Kong samt tidligere direktør for missionsstiftelsen Areopagos.