Selvmordsangreb - hvorfor?

"Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt handlingen er islamisk korrekt eller ej, er et spørgsmål for islamiske teologer. Vi andre kan konstatere, at bombemanden har forstået sig som muslim og angiveligt er blevet mere og mere religiøs," skriver Kate Østergaard om selvmordsbomberen fra Stockholm. Foto: Marc Femenia

"Selvmordsbombere fordømmes af islamiske lærde", skriver religionshistoriker Kate Østergaard

Selvmordsbombemanden fra Sverige Taymour Abdulwahab al-Abdaly afslutter sit afskedsbrev med at opfordre alle mujahedinere, det vil sige hellige krigere i Europa og i Sverige til at slå ihjel, om det så bare er med en kniv.

Spørgsmålet, der må stilles efterfølgende er, hvordan en sådan handling bliver mulig? Reaktionerne på den type handlinger er ofte at diskutere dem i forhold til islam.

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt handlingen er islamisk korrekt eller ej, er et spørgsmål for islamiske teologer. Vi andre kan konstatere, at bombemanden har forstået sig som muslim og angiveligt er blevet mere og mere religiøs. Han forstod tilsyneladende også sin handling som islamisk. Han ser ud til at have handlet ret alene, men har muligvis et mindre fællesskab omkring sig, der ser hans handling som beundringsværdig.

Der er dog ingen tvivl om, at det store muslimske samfund forholder sig afvisende og fordømmende overfor sådanne handlinger, og at der kan findes mange gode teologiske grunde til at afvise det.

Ved fredagsbønnen i Sverige lød der entydige fordømmelser af handlingen og imamen Ben Mahmoud Rahmed fra Sveriges største moske har i den forbindelse sagt »At dræbe et menneske er ifølge islam det samme som at dræbe hele menneskeslægten«, hvilket er en reference til Koranen (5:32). Der henvises desuden ofte i den slags sager til, at selvmord er forbudt, hvilket blandet andte står i Koranen (2:195).

I islamisk tradition findes ganske vist begrebet jihad, som mange kender som hellig krig. Netop begrebet jihad viser, at fortolkningerne indenfor islam - ligesom i alle mulige andre religioner - konstant er under forandring. Jihad betyder egentlig at anstrenge sig for Guds sag, hvilket man kan gøre på mange måder, for eksempel ved at uddanne sig, læse hellige skrifter, indgå ægteskab og meget andet.

I betydningen "hellig krig" anstrenger man sig for Guds sag med våben. I koranen kan der både findes tekststeder, der kan forstås som, at jihad er en angrebs- og en forsvarskrig. Der findes derfor også alle mulige teologiske tolkninger afhængig af tid og sted.

I Middelalderen kæmpede man for eksempel i konkurrence med korstogsridderne om at vinde territorier. I kolonitiden var det en udbredt opfattelse, at man kun kunne kalde til jihad, hvis man ikke havde religionsfrihed også selv om, man var blevet angrebet og ens land var besat. Der er altså store variationer i opfattelsen.

Den opfattelse af jihad, som blandt andet al-Abdaly giver udtryk for, er dog historisk set ret enestående. Det nye er blandt andet., at jihad er blevet individualiseret. Jihad som krig er almindeligvis blevet regnet for en kollektiv pligt, som den muslimske leder skal autorisere ikke noget man individuelt kan bestemme.

Det er også nyt, at selvmord på trods af koranens forbud regnes for jihad. Endelig plejer man, i de lovtekster, der omtaler jihad, at diskutere krigsetik. Man må blandt andet ikke dræbe civile eller krigsfanger.

Vi kan som udenforstående selvfølgelig ikke afgøre, hvad der er rigtig islam, men vi kan se, at terror og selvmordsbombere bliver fordømt af islamiske lærde, der taler imod dem under fredagsprædikener, i fatwaer og i resolutioner. Det er derfor også for let bare at kræve muslimerne til ansvar og skyde skylden over på minoriteten.

Al-Abdaly er opvokset i Sverige, og er en såkaldt "homegrown terrorist". Han kommer altså ikke udefra, og hans afsluttende bemærkning gælder mujahedinere i Sverige og Europa. Det må derfor også være relevant at spørge, hvad er det for samfund, der producerer folk som Al-Abdaly? Det kan jeg ikke diskutere fyldestgørende her, men jeg vil i stedet referere til en personlig historie om en af mine muslimske bekendte.

Min muslimske bekendte har høj uddannelse, godt job, kone og børn. Han er dybt religiøs og engageret i sin tro samtidig med, at han føler sig dansk. Da jeg talte med ham for første gang for fem år siden, var han stolt af sit land og ikke mindst dets opbygning med både frihed og lige ret for alle borgere. Han havde fuld tillid til politi og retssystemets retfærdighed og talte varmt om den skandinaviske velfærdsmodel med omfordeling af goder. Nu flytter han, fordi han er bekymret for sine børns fremtid. Han tør ikke sende dem ud i et samfund, hvor de skal vokse op og konstant mindes om, at de som muslimer er uønskede og nærmest andenrangsborgere.

Mindst lige så tankevækkende som et mislykket selvmordsangreb i Sverige, synes jeg, personligt det er, at ressourcestærke personer, der er født i landet, føler samfundets udstødelse i så høj grad, at de flytter. Hvad er der galt med et samfund, hvor borgere føler trang til enten at smadre det eller rejse væk?

Kate Østergaard er religionshistoriker og kommentarskribent på religion.dk.