Skal religion ud af bistanden?

Den kristne diakoni har inspireret muslimer, men den oprindelige inspiration for islamisk diakoni er naturligvis i islam selv, skriver Arngeir Langås, der er koordinator for kristne og muslimske relationer i Mission Afrika. Foto: Privatfoto

"I de lande hvortil dansk bistand ydes, er religion en langt mere selvfølgelig del af tilværelsen," skriver koordinator for kristne og muslimske relationer i Mission Afrika Arngeir Langås

Det værste hospital på Zanzibar var regeringens. I princippet var behandlingen gratis, men hvis man ikke betalte, måtte man vente til sidst på eftermiddagen. Vi jokede nogle gange med, at man var heldig, hvis man kom levende ud derfra. Det var der nemlig rigtigt mange, der ikke gjorde.

Det bedste var det muslimske hospital al-Rahma. Der blev alle behandlet ens, kristne og muslimer, rige og fattige. Al-Rahma betyder barmhjertigheden og henviser til et af Guds 99 navne, ifølge Koranen.
Diakoni er en naturlig del af både kristendom og islam
Vi ved, at der findes muslimsk diakoni. I mange muslimske lande var de virkelige pionerer, som byggede moderne hospitaler og skoler, kristne missionærer. Fordi behovene var store, men også fordi blot få muslimer blev kristne og kirkegængere, koncentrerede man sit vidnesbyrd om diakoni og uddannelse, begrundet i kristendommen.

Ligesom Jesus helbredte kroppen, skal de, der følger ham, også gøre det. Ligesom Jesus er sandheden og selv var uddannet, skal man også give folk sandhed, for det sætter folk fri. Derfor alfabetisering og skoler. Missionen har i praksis stort set altid været holistisk, optaget af det hele menneske.

Den kristne diakoni har inspireret muslimer, men den oprindelige inspiration for islamisk diakoni er naturligvis i islam selv. At give almisse er en af islams fem søjler. Derudover er der også den muslimske verdens indflydelse på lægevidenskaben og Muhammeds eksempel på barmhjertighed, dokumenteret i Koranen og traditionerne om ham.

Også i Danmark blev der bygget mange diakonale institutioner i 1800-tallet. Begrundelsen var kristen, samt de ydre behov. I dag er det staten, der driver det meste, fordi den sidder på pengene. Velfærdsstaten kan måske betegnes som en slags ekstremt udviklet universel diakonal operatør.

Skal bistand være neutral?
Ligesom velfærden er også bistanden administreret af staten via skatten. Den er underlagt politisk styring og dermed i alles interesse. Skal den være neutral? Er neutralitet overhovedet en filosofisk og praktisk mulighed? Skal religion ud af bistanden? Det lyder måske godt i den hjemlige debat, men den virkelige verden er langt mere kompleks.

For det første: I de lande hvortil dansk bistand ydes, er religion en langt mere selvfølgelig del af tilværelsen. Danmark er et meget sekulært land, og er i den forstand i mindretal i verden. Følgelig har den danske offentlighed forståeligt nok en mangelfuldt udviklet forståelse af religionens kompleksitet, relevans og potentiale. Denne uvidenhed er nok en blindzone, som man ikke selv ser, men som andre ser.

Der savnes en historisk og ideologisk bevidsthed om rødderne for den danske bistand. Uden denne kundskab, hvor er man så på vej hen?
Ikke desto mindre har Danmark en fornem arv, en meget veludviklet udviklingspolitisk refleksion og kompetence, og enormt meget at bidrage med i denne verden.

De unge demokratier i Afrika og fremtidens demokratier i Mellemøsten vil gerne imitere best practices fra Danmark og andre lande. Hvordan får man en stat til at fungere i praksis, så borgerne er trygge og ikke frygter despoter, diktatorer og korrupte retssystemer? Her kan Danmark vise vejen.