"Skoleelever skal forstå de kristne grundprincipper i samfundet"

Elever og forældre må gerne være uenige i de kristne principper, men de skal kunne forstå og redegøre for deres sammenhænge, fordi de har altafgørende betydning i Danmark, mener Esben Lunde Larsen (V), viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune. Foto: Privatfoto

Kristendommen er og bliver den mest markante kultur- og idéhistoriske strøm, som alle danske børn og unge skal kende til, skriver viceborgmester Esben Lunde Larsen (V)

Enhedslisten og De Radikale ønsker mindre kristendomskundskab i folkeskolen, og de mener, at faget skal skifte navn til religionsfag.
Flere partier er dog imod at skære kristendomskundskab væk fra folkeskolen.

Men hvorfor er kristendomskundskab vigtigt? Og hvorfor skal det fylde mere end eksempelvis fysik, biologi og geografi? Folketingskandidat Esben Lunde Larsen (V) svarer:

Kristendomsfaget er vigtigt, fordi det formidler kundskab om den kristne kulturarv, der har bidraget til at forme det danske samfund, som vi kender i dag.

Kristendommen er den vigtigste idéhistoriske strøm
Uanset at både Enhedslisten og De Radikale hellere havde set en anden kilde som ophav til det danske samfund, så er og bliver kristendommen den mest markante kultur- og idéhistoriske strøm, som alle danske børn og unge skal kende til. Uanset om man er indvandrer, kulturradikal eller gammelkommunist.

Vores samfund er bygget på kristne principper
I Danmark bygger vi eksempelvis på Luthers to-regimente lære, når det gælder om at skelne mellem de to regimenter, hvor vi giver, Gud, hvad Guds er, og Kejseren, hvad kejserens er.

Som samfund bygger vi på den nytestamentlige frihedsforståelse, som senere bekræftes og fortsættes i reformationen, hos N.F.S. Grundtvig og i de demokratiske anordninger.

Endelig har vi en evangelisk-luthersk folkekirke, der som sådan understøttes af staten. Det giver et særligt stat-kirke forhold. Blot for at nævne tre eksempler på, hvordan vidtrækkende følger af den kristne tænkning har præget os som individer og som samfund.

Dette skal alle borgere forstå, og den forståelse skal de bibringes via den danske folkeskole og kristendomsfaget. Elever og forældre må gerne være uenige i de kristne principper, men de skal kunne forstå og redegøre for deres sammenhænge, fordi de har altafgørende betydning i Danmark.

Når man forstår principperne, så kan man også bedre forholde sig til dem. Så kan det jo være, at selv den mest indædte modstander af kristendomsfaget en dag vil sande, at der er en årsag til, at de nordiske lande igen og igen topper listen over samfund med høj vækst, velstand, tillidskultur og samhørighed, og at det er noget, der er værd at kæmpe for at bevare.

Og endeligt, skulle en enkelt indvandrer eller to, som kommer fra en anden kulturel og religiøs sammenhæng få øjnene op for, at dette samfund er bedre at være i, og at en af forklaringerne blev givet i kristendomsundervisningen, så gør det såmænd heller ingenting.

Esben Lunde Larsen (V)
Ph.d.-studerende, viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune og folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds