Debat

Sognepræst: Stedmoderlig behandling af religion og kristendom i folkeskolen

Hvilken form for kritik skulle eleverne kunne praktisere - hvis ikke en rent ateistisk kritik af al religion - når ikke de først har lært at forstå den positive betydning af tro, spørger sognepræst Carsten Mulnæs. På billedet ses skolelever fra Tovshøjskolen i Gellerup ved Aarhus. Foto: Gonzales photo/Magnus Fisker/Polfoto

Jeg modtager konfirmander i 8. klasse, der som regel ikke kan huske, hvor mange år siden det er, at de har hørt om kristendom, selvom det skal stå på skemaet på alle øvrige klassetrin, skriver sognepræst Carsten Mulnæs

Skoleåret er begyndt, og undervisning i kristendom lever mange steder ikke op til folkeskoleloven.

I en presset folkeskole er stedmoderlig behandling af faget ikke sjælden. For et par år siden hørte vi om en skoleleder i København, der kun ville lade eleverne deltage i en julegudstjeneste, hvis hun først fik lov at bortcensurere de fortolkende vers ud af salmen "Et barn er født i Bethlehem".

Men folkeskoleloven foreskriver, at undervisningen skal indføre i folkekirkens kristendom og må derfor indebære et minimum af ucensureret kendskab til, hvordan kirken ser ud i dag. Hertil rækker det naturligvis ikke at gengive bibelfortællinger uden at komme ind på, at folkekirken er et trossamfund med en 2000-årig tradition for at tænke i forlængelse af de gamle tekster. Mange ved ikke, at kun et lille mindretal i folkekirken ser en modsigelse mellem kristendom og naturvidenskab.

Jeg modtager konfirmander i 8. klasse, der som regel ikke kan huske, hvor mange år siden det er, at de har hørt om kristendom, selvom det skal stå på skemaet på alle øvrige klassetrin. Lovteksten foreskriver, at det først er i de øverste klassetrin, at andre religioner skal inddrages. Meget dannelse går spildt, når man i 3. klasse hører lige overfladisk om kristendom, jødedom, islam og buddhisme.

Argumentationen for modersmålsundervisning for fremmedsprogede børn var engang, at det at kunne sit modersmål, er forudsætning for også at blive god til at lære dansk. Vi ser ikke den samme iver for at lære danske børn at kende deres eget, nedarvede, religiøse og symbolske sprog for at kunne forholde sig empatisk indsigtsfuldt og med kritisk respekt til andre religioner - på et højere klassetrin.

Undervisningsministeren Merete Riisagers idé om, at der skal undervises kritisk i islam i folkeskolen er i strid med folkeskoleloven, hvis hun tænker, at det skal foregå på de laveste klassetrin. Men det er også en defensiv tilgang til religion. Hvilken form for kritik skulle eleverne kunne praktisere - hvis ikke en rent ateistisk kritik af al religion - når ikke de først har lært at forstå den positive betydning af tro i det hele taget på baggrund af det stof, som findes i Danmarks hovedreligion: kristendommen?

Når mine konfirmander som en kreativ aktivitet skal tegne Gud, tegner de fleste en mand på en sky - som ingen af dem tror på. Men de tror, at præsten gør! De har nemlig hørt for lidt om virkelig kristendom.

Kirken står ikke kun og peger fingre. Præsten kan komme på besøg som højtuddannet gæstelærer, der møder alle slags mennesker, og bibringe elever lidt mere viden om, hvordan man egentlig tænker "derovre i kirken." 

På 6. klassetrin kan det være meget underholdende at se evangelisternes selvmodsigelser i juleevangeliet - og på denne måde få en fornemmelse af, at biblen ikke er dumpet ufejlbarlig ned fra himlen. På 9. klassetrin kan der holdes en spændende etiktime om "at holde lidt af et andet menneskes liv i sin hånd" (Løgstrup). Påskeugens forløb kan også gengives med dens betydning for dannelsen af den tidligste kristne tro, i stedet for blot at være en lidelseshistorie med en mærkelig slutning. Men det kræver, at der arbejdes med faglige mål i overensstemmelse med loven:

Folkeskolelovens § 6.
"Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. På de ældste klassetrin skal undervisningen tillige omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser." 

Carsten Mulnæs
Sognepræst