Synspunkt

Stadig skår i respekten 10 år efter Muhammed-tegningerne

Jeg ønsker, at vi kunne genvinde en smule af den uskyldsrene respekt, hensyntagen og omsorg for andre, som vi havde før Muhammed-tegningerne, skriver Svend Løbner Foto: Foto: Leif Tuxen.

Muhammed-tegningerne overtrådte en hårfin grænse for medmenneskelig respekt og banede vej for en frækhed, der tillader provokation og fører til konflikt.

Jeg har lige haft besøg af seks syrere og fire eritreere til ”integrationskaffe” i vores husmenighed. Det var dejligt at lære disse flygtninge at kende, og jeg glæder mig til at møde dem på gaden, invitere dem på mere kaffe og fortsætte samtalen.

De havde kun ét ønske: fred. Og foreløbig kun ét eneste mål: at lære dansk.

En var revisor, en anden bankassistent, en tredje engelsklærer på universitetet, en fjerde journalist osv. Og de overraskede mig med deres glæde - kristne og muslimer i en pærevælling.
Da jeg fortalte om min opvækst i det multireligiøse Tanzania, hvor kristne og muslimer har levet i gensidig respekt i flere hundrede år, sagde de: ”Selvfølgelig. Sådan var det også i Syrien inden borgerkrigen. Vi spekulerede ikke over, hvem der var kristen, og hvem, der var muslim. Der er jo kun én Gud – og vi er alle sammen mennesker!”
 
Det virkede så enkelt for dem. Så naturligt. Og så selvfølgeligt.

Jeg spekulerede for mig selv, hvad det dog er, der gør det så kompliceret oppe i vores hjerner herhjemme. Medierne spiller uden tvivl en afgørende rolle. Aviser, radio og tv giver de ekstreme islamister alt for meget opmærksomhed i forhold til de millioner af almindelige muslimer, der bare vil leve i fred og give deres børn en fremtid.

Og så kunne jeg ikke lade være med at tænke på Muhammed-tegningerne, som Jyllands Posten publicerede for 10 år siden og som startede så megen ravage. Jeg skal ikke undskylde ekstreme muslimers voldelige reaktioner – de har naturligvis ingen steder hjemme. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Muhammed-tegningerne overtrådte en hårfin grænse for medmenneskelig respekt.

Jo, vi har ytringsfrihed, men vi har vel også et minimum af god opdragelse. Eller er vi blevet frække, provokerende, konfliktskabende? Jo, Muhammedtegningerne var en fræk provokation, der provokerede konflikten frem.

Skulle modparten så ikke være voksen nok til at lade det passere? Jo da. Men modsat igen: Skulle vi ikke selv være voksne nok til ikke at såre andre bevidst?
 
Når vi ved, at en bemærkning, en opførsel, og ja, en karikatur, vil såre en anden person, lader vi naturligvis være med at sige, gøre eller tegne det. Ikke fordi vi mangler ytringsfrihed, men fordi vi viser hensyn, respekt og omsorg.

Omsorgen for mennesker med en anden livsanskuelse har lidt et knæk med Muhammed-tegningerne. Publiceringen af tegningerne har banet vejen for en frækhed, der tillader provokation og fører til konflikt. Og nu hyldes ytringsfrihedsfundamentalisterne som helte, mens de i virkeligheden har skabt en smule mere forråelse i et samfund, der i forvejen lider under individualismens og selvhævdelsens og rettighedstyranniets svøbe.

Jeg forsvarer som sagt ikke ekstreme muslimers voldelige reaktioner på Muhammed-tegningerne. Men jeg ønsker, at vi kunne genvinde en smule af den uskyldsrene respekt, hensyntagen og omsorg for andre, som vi havde før Muhammed-tegningerne. Og jeg vil arbejde på at genopbygge tilliden til mine muslimske venner.

Det er et langt sejt træk. Men ved kommunikation, kendskab og en masse kaffe skal det nok lykkes!

Svend Løbner er freelancejournalist og arbejder med kirkelig kommunikation