Stemningsfyldte katolske juleskikke

Julekrybben har en central plads i den katolske tradition, skriver Kirsten Kjærulff.

BAG OM JULEN: Bod, faste og julekrybbe. Den katolske kirke har meget at byde på i julen. Læs synspunkt af katolske forfatter Kirsten Kjærulff

SYNSPUNKT

Julen, hvor vi fejrer, at Gud for 2000 år siden trådte ind i historien og blev menneske, er en af de største fester i Den katolske Kirke. Den overgås kun af opstandelsesfesten påskenat.

Adventstid – bod og faste

Jo større en fest er, jo længere tid i forvejen må man forberede den. Derfor kan en katolsk jul ikke tænkes uden den forudgående forberedelse i adventstiden. De fire uger, som går forud for Kristi komme, er en bods- og renselsestid, en tid hvor man bereder sit sind i fordybelse og stilhed.

Den liturgiske farve er violet som symbol på denne bod og askese. (Derfor er en katolsk adventskrans også smykket med violette bånd). De liturgiske tekster er dels profetierne fra Gamle Testamente om Messias' komme, dels tekster, som omhandler eskatologien (altså de sidste tider), og som handler om Kristi genkomst og dommedag.

Betegnende er f. eks. teksten om de ti brudejomfruer. (Matt 25,1-13) "Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen".

Adventstiden er således ikke kun en forberedelse på Jesu fødsel i Betlehem men også en forberedelse på Kristi andet komme. Derfor er det skik, at man i denne tid modtager bodens sakramente (skriftemål), så man befriet for synd og snærende bånd er rede til at begynde et nyt liv med Kristus.

Men adventstiden er også den tid, hvor man glæder sig til det forjættede fredsrige, som Kristus vil oprette: "Blomstre som en rosengård". Det er især den 3. søndag i advent, "glædens søndag", "Gaudete", hvor indgangsverset til messen er Fil 4,4 " - Glæd jer altid i Herren".

Julekrybben er en specielt katolsk skik, som ifølge traditionen går tilbage til Frans af Assisi. Den konkrete sanselige form er karakteristisk for katolsk spiritualitet, fordi den indbyder til fordybelse og andagt også hos mennesker, som ikke kan læse, til børn og enfoldige sjæle: Jesus opfordrer os til at blive som børn, dvs. i ydmyghed og enkelhed at leve os ind i det guddommelige mysterium, at Han, Guds Søn, fødtes som menneske i en ussel stald for at føre os syndige mennesker til guddommelig herlighed i sit rige.

Det er så ufatteligt og samtidig så enkelt, at mennesker aldrig bliver trætte af at meditere over barnet i krybben. Derfor finder man julekrybber i utallige udformninger i katolske kirker og hjem over hele verden.

I kirkerne er de ofte med næsten legemsstore figurer i en opstilling, der dominerer hele kirkerummet. I private hjem er de som regel mindre, men de er altid udformet med en kærlighedens fantasi og smykket med blomster og lys.

Julekrybben hører med til den åndelige forberedelse til julefesten. Derfor opstilles den ofte lidt efter lidt gennem hele adventstiden, således at man først opstiller den tomme stald, som dag for dag befolkes med dyr og hyrder indtil de sidste par dage før jul, hvor hovedpersonerne ankommer: Josef og Maria, der venter barn.

Forventningen stiger, men krybben er stadig tom. Først til allersidst - i midnatsmessen julenat – bæres Jesusbarnet ind i lysprocession af menighedens børn, som går op og lægger barnet i krybben og knæler ned i tilbedelse af det guddommelige barn.

Gennem hele juletiden er der trængsel om krybben af voksne og børn, som tænder lys og knæler for det guddommelige mysterium, inkarnationens mysterium.

Den 6. januar ankommer så De hellige tre Konger, som fra det fjerne har fulgt den lysende stjerne. De fremstilles traditionelt som konger fra andre verdensdele, fordi de symboliserer Herrens åbenbarelse for alle hedningefolk. Kristi frelse er universel. Hvert menneske over hele kloden fra tidernes morgen til verdens ende er omfattet af Hans frelsesplan.

Julefestens højdepunkt er naturligvis midnatsmessen julenat, hvor ventetiden er forbi, brudgommen kommer, og alt er jubel. Når Jesus i eukaristien (nadveren) kommer tilstede på sit alter, så er glæden fuldkommen –brud og brudgom forenet.