Synspunkt

Stephen Fry er vred på Gud - det var kirkens største tænkere også

Den irske komiker Stephen Fry har vakt opsigt med sit nye TV-program "Meaning of Life." Hans kradse religionskritiske udtalelser har endda bevirket, at han er blevet anmeldt for blasfemi. Foto: Gary He/AP/POLFOTO

Stephen Frys nye tv-program "Meaning of life" (dansk: Livets mening) prøver at sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens. Men Fry ved tilsyneladende ikke, er at der er en lang tradition for, at teologi, ateisme og religionskritik kan gå sobert hånd i hånd, skriver debattør Lone Skov Al Awssi

I en række tv-programmer undersøger den britiske skuespiller Stephen Fry med stor harme, hvorfor Gud er så ondskabsfuld og tillader lidelse i verden. Hans spørgsmål er ikke enestående, men tværtimod udtryk for en samtale, der er ligeså gammel som kirken.

Stephen Fry er en modig mand, må man sige. Det startede med, at han i en række TV-programmer ved navn ”Out there” (dansk: Spring ud) rejste ud til forskellige lande for at undersøge homoseksuelles vilkår.

Her konfronterede han landenes magthavere og blotlagde deres uhyrlige syn på homoseksualitet. Stephen Frys indignation og vrede mod global homofobi var tydelig, og det har ikke været ufarligt for ham at sige magten imod. Det var vigtige og oplysende programmer.

Nu er Fry så vred igen, meget vred – på Gud.

I sit nye TV-program, "Meaning of life," benytter han enhver lejlighed til at kalde Gud en ondsindet, lunefuld galning, som tillader, at børn dør af kræft. Det resulterede i, at en seer anmeldte Fry til det irske politi for blasfemi, men sagen er endt som henlagt, da ingen tog skade, vurderede politiet for nyligt

Frys voldsomme udmeldinger er dog ikke nogen sensation. Anklager om Guds ligegyldighed eller ondskab er lige så gamle som oldkirken. Det kan vi for eksempel læse om i Paulus’ brev til romerne. Også dengang spurgte man til, hvorfor Gud kunne tillade så megen ondskab.

Den filosofiske diskussion, og forsøget på at forsvare Gud i forhold til ondskaben, kaldes teodice’ fra det græske ”theos” (Gud) og ”dike” (retfærdighed). Den tyske filosof Leibniz opfandt begrebet i 1700-tallet.

Forskellige tænkere, såsom Augustin, Epikur, Luther, Kant og Kierkegaard, er gennem tiden kommet med hver deres bud på, hvordan Gud kan tillade lidelse i verden. Det er en lang filosofisk tradition, hvor ateisme og gudstro så at sige er gået hånd i hånd.

Nogle teologiske tænkere har ment, at det eneste rigtige svar er troens svar. Når Jesus har givet sit liv for os ved at lide og dø på korset, og Gud har ofret sin eneste søn for vores frelse efter døden, så er der ikke mere at komme efter.

Når diskussionen så blusser op nu, så er det fordi den rammer lige ned i den tiltagende ateistiske bevægelse væk fra alt religiøst, hvor man ikke nøjes med at afvise troen på Gud og angribe fundamentalismen. I stedet fremfører de moderne ateister det diskriminerende argument, at troende mennesker faktisk er er mindre intelligente.

Desværre giver Stephen Fry og andre aggressive ateisters udmeldinger ikke rigtigt nogen mening, fordi de nærmest er et udtryk for den tilstand, vores samtids tænkning og samtale befinder sig i. De er simpelthen ikke ”klædt på” til at varetage en seriøs samtale om religiøse og historiske emner. Derfor ender vi, desværre, med en masse ophidset mudderkastning, og det er en skam, for samtalen om Guds ondskab og fravær er evigt relevant, hvis man altså har en viden om og en respekt for, at kristendom og ateisme altid går hånd i hånd.

Lone Skov Al Awssi
Debattør og katolik