Synspunkt

Dostojevskij beder Kristus stå til ansvar for menneskers frihed

Hvorfor afviser Jesus djævelen, når det modsatte ville gøre tilværelsen lettere? Freske, der forestiller Jesu Fristelse i ørkenen, St. George Kirke i Antwerp, Belgien Foto: Renta Sedmkov - Fotolia

Bør menneskers frihed rumme friheden til at fejle? Det spørgsmål behandler den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs fortælling Storinkvisitoren, der udgør en lille del og samtidigt i et højdepunkt i den store roman "Brødrene Karamazow"

”Brødrene Karamasov” er Fjodor Dostojevskijs (1821-81) sidste og største roman - den største i omfang, i digterisk og visionær indsigt. De afsluttende kapitler udkom i november 1880. Dostojevskij døde den 9. februar 1881 (28. januar efter den julianske kalender).

Romanens højdepunkt er fortællingen om ”Storinkvisitoren”. I en samtale erklærede Dostojevskij engang, at han havde båret dette tema, som fortællingen belyser, under sit hjerte næsten hele sit liv.

Dostojevskij lader legenden være digtet af tvivleren Ivan, den mellemste af brødrene Karamasov, der har studeret naturvidenskab, men er stærkt optaget af religiøse og filosofiske spørgsmål.

Ivans største problem er spørgsmålet om Guds eksistens. Er Gud til, eller er han ikke til? Er han ikke til, hvad så med moralen? Og vil det så ikke sige, at alt er tilladt?

Denne tvivlende ateist er af Dostojevskij udvalgt til forfatter til legenden om Storinkvisitoren. Indholdet er en beretning om Kristus, der efter femten hundrede års forløb atter åbenbarer sig for menneskene. Stedet er Sevilla.

I Sevilla i Spanien i inkvisitionens og forfølgelsernes tid finder begivenheden sted. I den allerstærkeste midddagshede stiger Kristus ned på torvepladsen netop dér, hvor man få dage forinden havde antændt et kætterbål. Næsten 100 kættere blev brændt til hans ære i nærværelse af kongen og hoffet, riddere og kardinaler og i påsyn af Sevillas befolkning. 

Og alle genkender ham. Folket omringer ham og følger efter ham. Stråler af lys og kraft strømmer ud fra hans øjne. Børnene strør blomster foran ham og råber hosianna.

I det samme kommer en skikkelse over torvet. Det er selve kardinalen, Storinkvisitoren, den romerske kirkes mægtigste mand, en næsten 90-årig olding. Han forstår straks, hvad der er på færde og lader Kristus fængsle.

Kan mennesker ikke tåle frihed?
Da natten falder på, går Storinkvisitoren ind til fangen og holder en uforsonlig anklagetale for ham. Han anklager fangen, fordi han ville frigøre menneskene:

”Du ville gøre menneskene frie, men du forstod ikke menneskene og forstod ikke, at er der noget menneskene ikke kan tåle, er det friheden. Det har vi, din kirke, derimod forstået. Menneskene elsker lykken mere end friheden. Først når de har pålidelige formyndere, der vejleder dem igennem livet, føler de sig trygge. Føler de sig lykkelige og frie”.

Storinkvisitorens anklage mod Kristus tager udgangspunkt i fortællingen om fristelsen i ørkenen, Mattæus-evangeliet 4,1-11: Afvisningen af djævelens fristelser. Anklagens kerne består i Jesu afvisning af underet, mysteriet og autoriteten.

Underet: at kunne gøre stene til brød. Mysteriet: at kunne kaste sig ud fra tempeltinden. Autoriteten: at han fik magten over hele verden.

Hvis Kristus havde indvilliget, ville han have kunnet tryllebinde menneskemasser og fået dem til at slutte op om sig, lyder Storinkvisitorens anklage. Derved svigtede Jesus menneskene, mener Storinkvisitoren, fordi mennesker foretrækker underet, mysteriet og autoriteten frem for friheden.

”Vi har forbedret dit værk, er det ikke en kærlighedens gerning mod menneskene? Hvorfor er du kommet igen, hvorfor vil du forstyrre vort arbejde?”

Fangen kysser Storinkvisitoren
Men fangen, der har forholdt sig tavs under hele talen, tager stadig ikke til genmæle. Oldingen vil høre, hvad han har at sige, selv om det er noget frygteligt.

Men fangen tier.

Endelig nærmer Kristus sig den gamle. Tavs går han hen og kysser ham på de blodløse læber. Det er hele hans svar. Et øjeblik synes det at svimle for oldingen. Kysset brænder ham i hjertet. Han aner, at hvis han åbnede sig for den virkelighed, der her er kommet ind på livet af ham, må han kassere sit livsværk. Storinkvisitoren går hen til døren, åbner den og siger: ”Gå, og kom aldrig mere igen, aldrig”. Og fangen går.

Pointen i denne legende er, at skulle Jesus vende tilbage, var kristenheden som magtfaktor nødt til at få ham henrettet igen hurtigst muligt.

Storinkvisitoren anklager Jesus for at sige nej til djævelens fristelser om magt. Men fortællingen om fristelsen i ørkenen viser, at Jesus så anderledes på det. Han ønskede et hjerteligt og kærlighedsfyldt forhold til mennesker. Derfor lod han sig ikke friste.

Dostojevskij lader legenden være digtet af Ivan som en protest mod Kristus. Storinkvisitoren er Ivans vision af Gud. Sådan burde Gud være, hvis han ville regere retfærdigt. Han burde tage friheden fra mennesker, hindre dem i at ødelægge hinanden, forhindre at livet gøres til et helvede på jorden. Storinkvisitoren forlanger magt, ikke af magtbegær, men af medlidenhed. Han vil vejlede ved at herske, han vil vise kærlighed ved at være ubarmhjertig mod de ulydige. Han vil skabe ro og orden ved ikke at tilgive.

Kort sagt vil Ivan have, at han skal tilintetgøre Kristus.

For Ivan er tilværelsen fuld af ondskab og meningsløshed. Problemet piner ham lidenskabeligt. Af medlidenhed med de mange lidende må han afvise Kristus og fordømme ham. Han lader Storinkvisitoren formulere anklagen i en så fjendtlig og uforsonlig aggression, at der næppe findes magen dertil hos nogen ateistisk tænker.

Dette er stadigt svært for mennesker at forstå - at Guds almagt er at forstå som hans kærlighedsmagt. Kun kærligheden er almægtig. På Jesu Kristi kors bliver Guds afmagt erfaret, som ikke ødelægger kærlighedens almagt. For derfor er kærligheden almægtig, fordi den som Paulus siger: "tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt" (1. Korintherbrev 13, 7).