Syn på stening er et spørgsmål om lydighed

Lydighed over for Gud og Hans Sendebud er det, som præger enhver muslims liv, skriver imam Fatih Alev i forlængelse af den omfattende debat om stening

Diskussionen om stening har for hverken Abdul Wahid Pedersens eller undertegnedes vedkommende på noget tidspunkt handlet om dommene i Nigeria, Sudan og nu, i Pakistan, som vi mener er udtryk for en politisk agenda snarere end for islamisk retsvidenskab.

Diskussionen har fra vores side handlet om lydighed over for Gud og Hans Sendebud, ganske som man kunne tage en tilsvarende diskussion om Profeten Abraham og hans tunge gang op til bjerget, hvor Gud havde befalet ham at ofre sin søn. Den blev indledt ud fra en teologisk vinkel, men blev meget hurtigt sammenkædet med faktiske strafudmålinger i ovennævnte lande. I de stærkt populistiske danske medier blev det hurtigt til, at vi går ind for stening af utro kvinder! Med den samme form for Erasmus Montanus-logik ville man kunne forfægte det synspunkt, at Profeten Abraham skulle være tilhænger af at slå børn ihjel, hvilket jeg er overbevist om, at ingen, hverken muslim, kristen eller jøde, vil mene.

Formålet med denne kronik er ikke at forsvare stening som straf, men at gøre rede for, at det ikke udelukkende er i Koranen, at Guds vilje kommer til udtryk, men at den også gør det i Profetens praksis. Kronikken er således også et svar til »muslimske reformister«, som har anklaget Abdul Wahid Pedersen og mig for at fordreje sandheden om islam.

Spørgsmålet om stening som straf er ikke vores domæne, da hverken Abdul Wahid Pedersen eller jeg er specialister inden for fiqh-området (fiqh: islamisk retsvidenskab, der danner grundlaget for Shariah).

Jeg vil dog godt her gøre rede for det kildegrundlag, som lydighed mod Gud baserer sig på, og som også vore udtalelser bygger på.

Ifølge flertallet af muslimer, der betegner sig selv som Ahl-us-Sunnah wal-Djamâ´ah (svarende til sunni-muslimer), er der to primærkilder til viden om islam:

1) Koranen, som er Guds ord, og

2) Profetens Sunnah (hans sædvane, det vil sige hans handlinger og ytringer).

Sunnahen har vi viden om igennem Hadîth-samlingerne. Hadîtherne er beretninger om, hvad Profeten har sagt og gjort.

Hadîtherne er blevet overleveret af muslimer i Profeten Muhammads (Guds fred og velsignelse være med ham) omgangskreds til de næste generationer, indtil de er blevet samlet af lærde med speciale inden for hadîthforskning. Der ligger en meget stram kildekritik til grund for klassifikationen af disse beretninger. Hvis en hadîth klassificeres som sand, er det efter en filtrering efter meget strikse kriterier.

Nye problemstillinger kræver Idjtihâd (betyder anstrengelse: De lærdes anstrengelse i forsøget på at udvikle konkrete leveregler). Dette er noget, Profeten selv har opfordret til i bl.a. tvistspørgsmål.

Det fremgår af følgende hadîth:

Hârith Ibn Amr Ibn Akhî´l-Mughîra Ibn Shu´ba har berettet fra Mu´âdh ibn Djabal:

Guds Sendebud (fvmh) spurgte Mu´âdh, umiddelbart før han blev sendt til Yemen: »Hvordan vil du dømme, når du står i den situation, at du skal dømme?«

Mu´âdh svarede: »Jeg vil dømme ud fra Guds bog (Kitâbillâh).«

Profeten spurgte igen: »Og i fald du ikke finder noget relevant i Guds Bog?«

Mu´âdh svarede: »Så vil jeg dømme ud fra Guds Sendebuds Sunnah (Sunnati Rasûlillâh).«

Profeten spurgte så: »Og i fald du ikke finder noget, hverken i Guds Bog eller Guds Sendebuds Sunnah?«

Mu´âdh svarede: »Så vil jeg med min egen dømmekraft anstrenge mig [for at afsige en fair dom] (adj´tahidu bi ra´yî), og jeg vil ikke afholde mig fra at dømme.«

Mu´âdh fortæller: Guds Sendebud klappede mig på brystet og sagde:

»Al tak til Gud, som har gjort Sit Sendebuds budbringer i stand til at gøre Sit Sendebud tilfreds.« (Overleveret af Abû Dâwûd og at-Tirmidhiyy).

Kan man ikke nøjes med Koranen?

»O I som tror, adlyd Allah og adlyd Sendebudet og dem, der har myndighed blandt jer, og hvis I strides om nogen ting, så henvis den til Allah og Sendebudet, hvis I tror på Allah og den yderste dag. Dette er det bedste og sluttelig det skønneste.« (Koranen, 4:59. Læs desuden: 4:64-65, 4:80, 33:36 og 59:7)

Koranen gør det klart på en utvetydig måde, at Profeten er den, der tydeliggør og eksemplificerer budskabet over for de troende. Det er sådan, muslimerne i Profetens tid efterlevede islam.

Der var spørgsmål vedrørende mange forskellige aspekter af samfundslivet. Og Profeten kommenterede dem løbende. Hans vejledning og instrukser kompletterede de i Koranen gældende bestemmelser.

Visse »muslimske tænkere« har de sidste årtier slået til lyd for, at beretningerne om Profetens sædvane ikke er kildekritisk troværdige, og at de derfor bør kasseres. Deres ønske er, at det kun skal være Koranen, der vejleder muslimer.

Disse »reformister«, som i øvrigt ikke bliver betragtet som muslimer af flertallet af de muslimske lærde, begrænser altså Profetens vejledning til noget, som kun vedrørte muslimer i hans tid. Og de regner al den omhyggelige kildekritiske forskning og klassificering af svage og falske hadîther - siden det 7. århundrede op til i dag - for intet.

For de religiøse, praktiserende og bevidste muslimer er Profetens vejledning også aktuel i vores moderne tid. Han var Guds Sendebud, som ikke blot skulle formidle Guds budskab i ord (Koranen), men også omsætte det til handling (Sunnah).

Hvis Koranen alene skulle gøre det, kunne Gud blot have sendt den som bog - uden noget mellemled. Profetens rolle i islam skal ses i lyset af eksemplets magt, det bedste pædagogiske værktøj, ikke kun for datidens muslimer, men også for nutidens - og til evig tid.

Profeten vejledte nemlig i forståelse af Guds budskab ved at vise, hvordan man i praksis efterlever islam. Uden denne vejledning er idealerne og principperne, som Koranen lægger vægt på, umulige at sikre blandt mennesker.

For der er ikke tilstrækkeligt med praktiske oplysninger i Koranen, som selv opfordrer til at »læse« resten af »historien« i Profetens praksis, hans Sunnah.

Afskriver man Sunnahen, er man afskåret fra denne vejledning, som Koranen selv henviser til. At hævde Koranen som den eneste legitime kilde til viden om islam er således det samme som at sidde Koranens bud overhørig.

Der kan læses mere om islams referenceramme i onlineudgaven af bogen »Source Methodology in Islamic Jurisprudence« af Tâhâ Jâbir Al Alwânî: http://www.usc.edu/dept/MSA/law/alalwani_usulalfiqh.

Profetens praksis er ikke i strid med Guds vilje. Hverken Abdul Wahid Pedersen eller jeg er lærde med speciale inden for fiqh-området. Vi er to danske muslimer, der af og til leder fredagsbønnen og holder khutba (prædiken) på dansk i nogle københavnske moskéer. Vi kan kun referere til, hvordan holdningen til denne straf er blandt de lærde.

Straffen for hor begået af en gift mand eller gift kvinde vil jeg ikke drømme om at gøre til tema i én af mine khutbaer. Vi har som danske muslimer langt alvorligere bekymringer at bakse med, bl.a. de mangeartede sociale problemer, en del muslimske familier kæmper med. Spørgsmålet er for os af teoretisk art, men når vi stilles over for det og afkræves et svar, kan vi ikke komme udenom, at det nævnes i hadîther, at de fagkyndige har bekræftet gyldigheden af de pågældende hadîther, men at man op igennem historien ikke har praktiseret det, da det ganske enkelt er umuligt at tilvejebringe de beviser, der kræves - med undtagelse af nogle ganske få lande, hvor straffen har været brugt i politisk øjemed. Det er, hvad vi ved og må forholde os til.

Det ville være gavnligt for debatten, hvis vore kritikere kunne referere til fiqh-specialister, der bekræfter deres standpunkter. Det er påfaldende, at enkelte kritikere ikke engang refererer til deres i islamisk henseende yderst kontroversielle inspirationskilde, den nu afdøde Ghulam Ahmed Perwaz fra Pakistan, på trods af, at de øjensynligt gør brug af hans argumenter.

Er vi repræsentative for alle danske muslimer? I kølvandet på forsidehistorien i Kristeligt Dagblad om »Danske imamer som forsvarer stening« har enkelte hadîth-fornægtere ytret, at Abdul Wahid Pedersen og jeg ikke er repræsentative for muslimer i Danmark.

Jeg må erkende, at vi nok ikke er repræsentative for alle muslimer i Danmark.

- Det er endnu ikke alle muslimer, der er af den opfattelse, at Danmark er det sted, hvor de og deres børn skal og kan leve som muslimer i fremtiden.

- Det er ikke alle muslimer, der finder det nødvendigt, at khutbaen om fredagen i det mindste for den yngre generation bør være på dansk.

- Det er ikke alle muslimer, der forstår nødvendigheden af dialog med det omgivende samfund og med de kristne.

- Det er ikke alle muslimer, der ser det patriarkalske familiemønster som noget, der må vige for islams retningslinjer på familieområdet.

I den henseende er hverken Abdul Wahid Pedersen eller jeg - heldigvis for os - repræsentative for alle muslimer i Danmark.

Derudover repræsenterer vi heller ikke dem, der ikke respekterer Profetens Sunnah som én af islams grundlæggende kilder.

Men vi repræsenterer dog et vist antal muslimer, for hvem den islamiske tro og praksis er en vigtig del af deres liv, og for hvem både Koranen og Profetens Sunnah udgør referencerammen for den lydighed mod Gud, de er forpligtet på.

I bund og grund er vores ønske ikke at repræsentere nogen som helst. Vi siger vores ærlige mening, tit med referencer til Koranen, Profetens Sunnah og kompetente muslimske lærde. n