Habermas delte livet op i systemverden og livsverden

2013-11-06 Dutch King Willem-Alexander (L) awards winner of the Erasmus Prize German philosopher Jurgen ...

Den hollandske kong Willem-Alexander overrækker et banner til Jürgen Habermas efter at han er blevet tildelt Erasmusprisen for sin indsats for europæisk kultur, i 2013. Stock.xchng

Den tyske filosof Jürgen Habermas mente, at mennesket lever i to verdener på samme tid. Den ene handler om relationer til andre og sig selv, den anden om videnskab og produktion. Men hvor hører det religiøse hjemme, spørger valgmenighedspræst Sven Thorgaard

Er det muligt for mennesker at finde og følge én rød tråd gennem livet? Kan vi finde et gyldigt centrum for vores liv? Det mente den tyske filosof og systemkritiker Jürgen Habermas ikke. 

Han blev født midt i en brydningstid, nemlig i året 1929. For ham var det klart, at vor verden netop er uden et forenende centrum.

Han mente, at vi i den moderne verden lever i to verdener på én gang: Systemverden og Livsverden.

Systemverdenen har at gøre med materiel produktion. Her udvikler sig videnskab og teknologi. I systemverdenen er alle problemer styringsproblemer. Her er penge og magt de afgørende redskaber. 

Livsverden er kulturens verden. Her er styringsredskabet talen og samtalen, og her finder den sociale produktion sted.

Et af Habermas mål er at påvise, at der ikke kan sættes en barriere op mellem de to verdener, sådan som det ofte sker i den borgerlige selvforståelse, hvor eksempelvis den private sphære i et borgerligt hjem forsøges holdt helt adskilt fra de offentlige gemakker. Han mente tværtimid, at livsverdenen koloniseredes af systemverdenen.

Set med livsverdenens øjne er der tale om, at der findes en verden, vi oplever umiddelbart, men at systemverdenens indtrængen fremmedgør den enkelte. Moderniseringer er i høj grad forbundet med teknologi og videnskab, med bureaukratisering og med en opdeling af livet i det offentlige og private, arbejdsliv og fritidsliv. Denne modernisering betyder også, at livet i samfundet og familien er blevet kunstigt og abstrakt styret af klokken og kalenderen.

Moderniseringen i de sidste 100 år har afskaffet tidlig død og sult i vor del af verden, men hverken den eller ideologierne har kunnet besvare fundamentale livsspørgsmål eller svare på, hvilke muligheder vi har for at forhindre systemverdenen i helt at kolonisere livsverdenen.

Et eksempel er fodboldspil, der tidligere alene var en handling i livsverdenen. Men så foreslog en erhversmand, at der skulle penge i fodbold. På den måde blev fodbold koloniseret af systemverdenen.

Professor emeritus Steen Hildebrandt har beskrevet et andet eksempel. På en afdeling på Rigshospitalet kom man frem til, at man var i ”underskud på venlighed”. Man talte altså om venlighed som noget, der kvantitativt kunne måles og vejes. Koloniseringen betyder også, at alt skal måles og vejes.

En af de institutioner, der ifølge Habermas repræsenterer menneskets livsverden, har mistet sin autoritet i det moderne. Det drejer sig om kirken. Habermas har generelt været tilbageholdende med at udtale sig om religion.

I senere skrifter har han dog givet udtryk for, at der eksisterer menneskelige problemer, filosofien ikke har sprog for, og som derfor kalder på nødvendigheden af fortolkninger, som netop det religiøse sprog rummer. Og i 2004 mødtes den forrige pave, Joseph Ratzinger, og Habermas og holdt foredrag om hver deres syn på religionens betydning i det moderne samfund.

Det vakte en del opsigt, at Habemas her sagde, at religionen igen må accepteres som én af værdikilderne til det demokratiske samfund. Fornuft og religion må kunne leve fredsommeligt sammen, sagde den sekulære filosof.