Syv dages sorg hjælper den efterladte

På årsdagen for en mors eller fars død vil man, udover at deltage i gudstjenesterne i synagogen, tænde et lys og lade det brænde i det døgn, hvor årsdagen markeres, skriver overrabbiner Bent Lexner. - Foto: Foto:

Kristne kirker fejrer allehelgen. I jødedommen mindes man blandt andet sine døde ved sørgeperioder, kaddishbøn i synagogen og lystænding på dødsdagen, fortæller overrabbiner Bent Lexner

De protestantiske kirker fejrer snart allehelgen, hvor man mindes de mennesker, der er døde i årets løb.Men hvordan mindes man de døde i andre religioner? Er der særlige ritualer eller højtider, der hjælper her? Overrabbiner Bent Lexner fortæller i det følgende, hvordan traditionerne er i jødedommen:
 
I den traditionelle jødedom knytter der sig mange ritualer til døden. Inden selve begravelsen foregår der en rituel afvaskning af afdøde, samt en iklædning af de traditionelle hvide klæder, som vi alle får på, inden vi lægges i kisten.

Denne handling, som udføres af et særligt udvalgt korps foregår således, at det er kvinder, der foretager det for kvinder, og mænd for mænd. Dette religiøse ritual betragtes som den fornemste kærlighedsgerning mennesket kan udføre, idet dette gøres uden at man kan forvente nogen form for belønning.

Børnene siger kaddish for far eller mor
Efter selve begravelseshandlingen, og efter jordpåkastelsen siges Kaddish. Kaddishbønnen er et bånd mellem himmel og jord, en forbindelse mellem de levende og de døde.

Kaddishbønnen repræsenterer den kontinuitet, der er så karakteristisk for jødedommen, og er et vidnesbyrd om livets fortsættelse på grundlag af det liv, der nu er afsluttet.

Kaddishbønnen siges i synagogen af afdødes børn i 11 måneder efter begravelsen og derefter hvert år på årsdagen for en mors eller fars død. Her oplever man værdien af det fællesskab, der ligger i at deltage i en gudstjeneste sammen med andre, der udtaler den samme bøn.

Sorgen bliver bearbejdet sammen
Når begravelsen er forbi, indtræder der en sørgeperiode på syv dage. De nærmeste pårørende samles helst i afdødes hjem og modtager her kondelencebesøg. Familie, venner og bekendte går ind og ud af døren, og der er tid til såvel tårer som smil, når man taler om afdøde.

Den, der har gennemgået denne periode af stærk sorgmarkering oplever, hvor fantastisk denne syv dages sørgetid er. Det er virkelig sorgbearbejdning.

På dødsdagen tænder vi lys for afdøde
Efter disse dage er der yderligere en periode på ca. tre uger, der fortsat er en del af sorgbearbejdningen. Samtidig er den en start på en ny tilværelse, hvor man først og fremmest skal lære at leve videre med det tab, man har lidt. Mange vil i sørgeåret undlade at deltage i større festligheder.

På årsdagen for en mors eller fars død vil man, udover at deltage i gudstjenesterne i synagogen, tænde et lys og lade det brænde i det døgn, hvor årsdagen markeres.

I forbindelse med de store helligdage afholdes der i løbet af gudstjenesterne en særlig mindehøjtidelighed hvor navnene på de medlemmer af menigheden, der er døde inden for det sidste år, oplæses.

Bent Lexner er overrabbiner ved Det Mosaiske Trossamfund.