Synspunkt

Teorien om civilisationernes sammenstød er forenklet

Religionen, hævdede Huntington, er den mest centrale kraft, når vi taler om at motivere og mobilisere mennesker. Religion kan dermed bruges til at fremme en tænkning og en opdeling i ‘dem’ og ‘os’. Hvad med de mange eksempler på, at religioner har virket fredsstiftende? Spørger Knud Jørgensen, professor ved Menighedsfakultetet i Oslo

Både muslimske og kristne ledere må tage ansvar for at rense ud i misforståelser og tendenser til voldelig fremfærd og dernæst bekræfte vor fælles menneskelighed og de værdier, vi har fælles, skriver professor Knud Jørgensen, adjungeret professor ved Menighedsfakultetet i Oslo

I et debatindlæg i Politiken skrev Zenia Stampe søndag morgen: 

"IS er ikke lig med muslimer. Og terroristerne er ikke ude på at islamisere os. Hvis det var deres formål, så ville de bruge helt andre midler og overtalelsesmetoder. Nej, formålet er det stik modsatte.
Formålet er, at vende Vesten mod islam og alle verdens muslimer. For ved at gøre det styrker vi deres fortælling om, at der er krig mellem Vesten og islam."

Jeg mener, at Zenia Stampe har ret et langt stykke hen ad vejen, når hun hævder, at Islamisk Stats formål er at vende Vesten mod islam og alle verdens muslimer. For ved at gøre det styrkes deres fortælling om, at der er krig mellem Vesten og islam.

Naser Khader, De Konservatives udenrigsordfører, følger samme tankegang, når han til KD siger:

"Terrorangreb i Vesten er en del af Islamisk Stats eksistensberettigelse. De hører først op, den dag terrororganisationen er bekæmpet…Vesten skal stoppe symptombehandlingen og intensivere kampen mod Islamisk Stat…Vi bliver nødt til at tæmme udyret, hvor det er."

Samuel Huntingtons kendte blev i 1993 kendt for teorien om "civilisationernes sammenstød" (‘the clash between civiliasations’). Hans tese var, at den største potentielle konflikt i verden af i dag ville bygge på forskelle mellem kulturel og religiøs identitet. Den tese er både rigtig – og gal.

Religionen, hævdede Huntington, er den mest centrale kraft, når vi taler om at motivere og mobilisere mennesker. Religion kan dermed bruges til at fremme en tænkning og en opdeling i ‘dem’ og ‘os’. Det kan man let finde eksempler på (i konflikterne i Nord-Irland, Den Centralafrikanske Republik, Indien), men det bliver alligevel forenklet: Hvad med de mange eksempler på, at religioner har virket fredsstiftende?

Både islam og kristentro deler en selvforståelse, som handler om, at de kan være en kilde til fred. Jo vist, kan religion misbruges til at mobilisere vold og krig. Derfor må både muslimske og kristne ledere tage ansvar for at rense ud i misforståelser og tendenser til voldelig fremfærd og dernæst bekræfte vor fælles menneskelighed og de værdier, vi har fælles.

Men samtidig udgør den vestlige civilisation som kultur og fænomen også et problem. Denne civilisation er blevet destruktiv – moralsk, økologisk og når det gælder misbrug af resourcer, kløften mellem fattig og rig, et forkvaklet syn på køn og ægteskab. Paris, København og Washington repræsenterer en destruktiv kultur, som Islamisk Stat har god grund til at være imod. En vestlig civiliasation, som ikke tager sit kristne udgangpunkt alvorligt, bliver en fare for resten af verden. Religion er vigtig!

Men det betyder ikke, at dette ‘udyr’ må tæmmes med vold og bomber. Kristendom er ikke en tro på vold som løsningen. Det lugter af nymodens korstog. Også det blir forenklet. Fjender er til for at elskes. Eller sagt på en anden måde: Lad os udfordre troende muslimer og troende kristne til at sidde omkring det samme bord – længe og måbevist.
 
Knud Jørgensen er adjungeret professor, Menighetsfakultetet i Oslo.