Synspunkt

Terrorens værste konsekvens er tavsheden

Terroristerne er også en del af menneskeheden, og deres handlinger afspejler noget af menneskets natur. Som Albert Camus skriver et sted i sit filosofiske hovedværk Oprøreren: ”Bøddel og offer lider samme skæbne. Bødlen ved det ikke,” skriver journalist Malene Fenger-Grøndahl. Foto: AFP PHOTO / JOEL SAGET

Når tragedien rammer, kan vi blive så lammede af frygt, at vi holder op med at række ud efter hinanden i samtale og dialog. Sker det, har terroristerne vundet et afgørende slag, mener journalist Malene Fenger-Grøndahl

Da terroren ramte Paris i fredags, blev jeg i første omgang ramt af chok og så af mismod, sorg og frygt. Jeg følte mig lammet og havde mest af alt lyst til at lukke for både radio, tv, internet og tankevirksomhed. Det var for overvældende – på flere måder. At forestille sig de dræbtes frygt, før de døde, de sårede og efterladtes sorg og lidelse, var næsten for meget. At erkende, at dette angreb blot er et af mange eksempler på menneskers brutale handlinger mod andre og på den sorg og smerte, vi påfører hinanden, var lige så slemt.

For mens vi sørger over terrorofrene i Paris, sker der angreb og krigshandlinger i Syrien, Den Centralafrikanske Republik, Burundi, Afghanistan og mange andre steder. Det synes blot længere væk, og frygten for, at det kan ramme også mig, er derfor ikke så nærværende. Men det er menneskehedens legeme, der såres hver gang, og det er legemet selv, der påfører sig skaden.

Terroristerne er også en del af menneskeheden, og deres handlinger afspejler noget af menneskets natur. Som Albert Camus skriver et sted i sit filosofiske hovedværk Oprøreren: ”Bøddel og offer lider samme skæbne. Bødlen ved det ikke.”

Næste morgen vågnede jeg med tanken om tragedien i Paris forrest i bevidstheden, og jeg tvang mig selv til at åbne for radioen. Dernæst talte jeg med mine børn og min mand om det, der var sket. Og om det, der nu skulle ske. At vi alle skulle vælge, hvordan vi ville tænke og handle om det skete.

Vi talte om årsagerne til terrorismen og om den terror, der rammer andre steder i verden, men som vi ikke altid er så opmærksomme på. Vi talte om, hvilken pris det kan koste os i frihed og glæde, hvis vi sætter hævnen øverst på dagsordenen. For som et gammelt ordsprog siger: ”Hvis du vil have hævn, så husk at grave to grave.”

Vi talte også om de muslimer, vi kender. Hvad mon de tænker? Hvad gør det ved dem, når terrorister begår uhyrlige handlinger i deres religions navn? Frygter de for reaktionen fra os, der ikke bekender os til islam? Hvad kan vi gøre for dem?

Det kan lyde banalt, men jeg er sikker på, at samtalen er en af de vigtigste kanaler at holde åben, hvis livet fortsat skal strømme frit. Vi må tale med dem, hvis holdninger til terroren vi kan frygte. Dem, vi mistænker for at sympatisere med Islamisk Stat. Dem, vi hører tale om hævn og krig. Dem, hvis frygt lukker dem inde i tavshedens bur. Der, hvor vi taler og lytter, må frygten tie – i hvert fald for en stund. Vi kan få frygten til at tie ved at bede sammen for ofrene og deres bødler – og for os selv. Vi kan bede for, at vi aldrig må miste blikket for vores fælles menneskelighed. At vi må være i stand til at se os selv og hinanden med Guds øjne. Guds blik er ikke blindt for hadet og grusomhederne. Men det er også altid åbent for håbet, som kan spire frem midt i frygten og mørket. Guds ord blev kød i Jesus, og i vores samtale med hinanden kan vi skabe nyt liv og håb.

Morgenen efter terrorangrebet var det en uge siden, jeg havde deltaget som ordstyrer ved en konference for kristne og muslimske ledere i Danmark. Det var tiende år, at en sådan konference blev afholdt, og i år var emnet ”unges identitetsdannelse – medborgerskab og modborgerskab”.

På konferencen blev der talt om risikoen for radikalisering og terrorisme med åbne øjne, og der blev lyttet med åbne hjerter. Tilliden mellem deltagerne var mærkbar, og det slog mig, at netop den tillid var en forudsætning for at stå sammen, når terroren ramte. Seks dage efter skete det. Og midt i frygten og chokket var jeg dybt taknemlig for at have oplevet samtalen mellem de 50 deltagere på konferencen. Jeg ved, at den samtale fortsætter – og det er i sig selv et modsvar mod truslen om tavshed i terrorismens kølvand.

Malene Fenger-Grøndahl er journalist, forfatter og foredragsholder.