Tidehvervs nyttige idioter

Man kan i disse dage bivåne det sælsomme optrin, at Tidehvervsfolket er forarget og fornærmet

Alle iagttagere af den såkaldte værdidebat bør spærre øjne og ører op i disse dage, for de kan bivåne et sælsomt optrin. Tidehvervsfolket er forarget og fornærmet!

Her havde de lige fået anbragt en af deres egne som spindoktor for Tove Fergo (V) og dermed gjort deres fjernstyring af kirkeministeren endnu mere effektiv. Og så bliver manden, eller rettere hædersmanden - for vi taler om tidehvervsfilosoffen Henrik Gade Jensen - gået. Det kan naturligvis ikke gå upåtalt hen, så derfor mobiliseres alt, hvad der kan krybe og gå. Jyllands-Posten lægger spalteplads til vennernes forargede debatindlæg. Dertil kom en sentimental helsidesartikel om Gade Jensen, det miskendte filosofiske geni, som ingen vil ansætte, og som oven i købet har kone og børn at forsørge. Han blev offer for »en regulær mediestorm«.

I Kristeligt Dagblad er det så endnu en gang Niels Carl Lilleør, der taler bevægelsens sag. Han, der ellers besidder humorens sjældne nådegave, lader sig også overmande af forargelsen. Den stiles mod de kendte yndlingsaversioner som Margrete Auken og Kjeld Holm. Denne gang rammer angrebet bare ikke. For Margrete Auken er jo ikke kirkeminister og har ikke kunnet afskedige Gade Jensen. Og selv om Kjeld Holm er en af de magtfulde biskopper, er det vel trods alt ikke ham, der bestemmer ansættelsespolitikken i Kirkeministeriet. Lilleør må da også nødtvungent udvide forargelsen og rette den mod den regering, som Tidehverv via Dansk Folkeparti holder ved magten. Ja, end ikke statsministeren går ram forbi. Har han ikke forsikret, at hans ministre ikke bliver udskiftet »alt efter folkestemningen«, og hævdet at »stå ved sine holdninger«?

Hvad denne sag frem for alt afslører, er tidehvervsfolkets himmelråbende politiske dilettanteri. De tror, der skete et »systemskifte« ved sidste valg, blot fordi et par procent af vælgerne flyttede sig. De mener, at regeringens restriktive indvandringspolitik er en »modstandskamp«, der skal sikre det Danmark, som Jyske Lov definerer.

De er overbevist om, at den siddende regering taler det »jævne danske folks« sag mod de kulturradikale smagsdommere. Og de forventer, at statsministeren står i spidsen for denne politik. At han har holdninger, som han står ved.

Den tankegang viser, at Tidehverv har gjort sig fortjent til en betegnelse, der tillægges en af deres hovedmodstandere, Lenin: nyttige idioter. Hvordan kan man tro, at en politiker, der i magtkalkulation afskriver sit tidligere syn på det danske samfund, deler Tidehvervs opfattelse? Jeg tænker på forfatteren til bogen »Fra socialstat til minimalstat« fra 1993. Er der nogen statsminister, der har forstået sin forgænger Jens Otto Krags maxime »Man har et standpunkt, til man tager et nyt«, er det den pt. siddende. Det har Tidehverv ikke forstået. Derfor forargelse og fornærmelse.

Men ofringen af Gade Jensen er ikke et uset og uhørt træk i det politiske spil. Det er velkendt og beskrevet mange gange. Man kan f.eks. finde det hos Machiavelli, der gør opmærksom på, at en magthaver ikke skal stå ved sine holdninger. Han skal derimod få sine undersåtter til at tro, at han gør det. Den strategi fungerer jo åbenbart fortræffeligt, også i dagens Danmark. Måske skulle man sætte Machiavelli på programmet på Tidehvervs næste sommermøde. Henrik Gade Jensen vil sikkert kunne holde et »hæderligt og kompetent« indledningsforedrag.

Svend Andersen, professor og dr.theol., Aarhus Universitet