Til Løkke!

De danske værdier er hverken veldefinerede eller evigtgyldige, men er til stadig forhandling i den frie demokratiske debat, mener Mogens Mogensen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Statsministerens tilgang til religion i det offentlige rum er heldigvis en anden end forgængerens, skriver interkulturel konsulent Mogens Mogensen

I et Grundtvig-foredrag på Vartov forleden gjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen oprør med sin forgænger Anders Fogh-Rasmussens udsagn om at Religion skal ud af det offentlige rum.Religion.dk har spurgt en række debattører: Hvad mener du om den holdningsændring? Er det at give plads til hjertets frihed at insistere på, at danske værdier skal herske overalt i landet?

Interkulturel konsulent Mogens Mogensen svarer:

Til Løkke!

Det er meget opmuntrende, at du som Venstres formand og landets statsminister i din Vartov-tale forleden giver udtryk for, at religion hører til i det offentlige rum. Når din forgænger i begge positioner talte for at begrænse religion i det offentlige rum eller måske helst udelukke den fra det offentlige, var det nok egentlig islam, han var blevet bekymret for.

Og helt præcist var det nok den Muhammed-krise, som han til skade for Danmark ikke havde nogen heldig hånd med at håndtere, der spøgte i hovedet på ham.

Din tilgang er heldigvis en anden. Har jeg forstået dig ret, så mener du egentlig, at problemet ikke er, at der er for meget religion i det offentlige rum, men for lidt.

For det er vel egentlig det, din tyske kollega Angela Merkel, som du citerer med tilslutning, mener: Landet lider ikke under for meget islam, men under for lidt kristendom.

Fogh manglede fokus på åndsfrihed
Anders Fogh var på mange måder en repræsentant for handelshøjskole-venstre, og ikke et ondt ord om handelshøjskoler. Økonomien og markedet er naturligvis vigtige, for hvad skal vi ellers leve af?

Men i hans statsminister- og formandstid savnede jeg inspirationen fra højskole-venstre og dermed erkendelsen af betydningen, ikke bare af det materielle, men også af det åndelige, ikke bare af økonomisk frihed, men også af åndelig frihed og frisind.

Hvis politikere og alle vi andre - mister forståelsen for den grundlæggende samfundsmæssige værdi, som åndelig frihed har og dermed også frihed til offentligt i samfundet at praktisere vor religion så ender man med at udvikle et endimensionalt samfund, der måske nok bliver rigt på penge, men fattigt på ånd.

Så kan det let komme til at gå, som H. C. Andersen fortæller i eventyret om Snedronningen. Drengen Kay bliver fanget ind af Snedronningen; han kobler sin slæde på hendes, og da farten bliver for vild, kan han ikke i egen kraft slippe forbindelsen til Snedronningens slæde.

Han var ganske forskrækket, han ville læse sit fadervor, men han kunne kun huske den store tabel. Og havde det ikke været for den lille Gerda, der blev ved med at søge efter Kay, så var han aldrig sluppet ud af Snedronningens magt.

Danske værdier er ikke evigtgyldige
Hvis man som det store bøgetræ skal kunne lade sine grene folde sig ud, så er man nødt til at have et stærkt rodnet, siger du, og det har du helt og fuldt ret i. Men desværre vokser træerne ikke ind i himlen og heller ikke dit store bøgetræ! Den åndelige frihed må der til stadighed kæmpes for.

Du vil ikke acceptere, at der er områder i Danmark, hvor danske værdier ikke gælder. Hvis jeg skal forstå dig sådan, at du i åndsfrihedens navn vil argumentere for det, du opfatter som danske værdier, og du i dit lovgivningsarbejde vil lade dig inspirere af de danske værdier, så er frisindet naturligvis ikke truet.

Men hvis du med den magt, du som lovgiver og regeringsleder har fået betroet, vil bestemme over, hvilke værdier, borgere i dette samfund må have og give udtryk for, så er frisindet truet. Så bevæger man sig ud på en glidebane væk fra bakketoppens frisind og ned i snæversynets grøft, hvor det begynder at stinke af totalitære tendenser.

De danske værdier er hverken veldefinerede eller evigtgyldige, men er til stadig forhandling i den frie demokratiske debat, hvor meninger og værdier frit brydes, og hvor vi i ytringsfrihedens navn også må give plads til holdninger, som er os inderligt imod.

Vore værdier har ofte deres rod i vor tro, og i trosspørgsmål må der altid herske frihed. Både når det gælder vore værdier og vor tro, må vi derfor have lov til at være uenige, der må herske frihed for Loke såvel som for Thor.

Det tror jeg også, du dybest set er enig i, for du skriver, at du tror, at Grundtvig i dag klart ville være imod, at man skal skjule sin tro. Troen skal ikke skjules under en skæppe, men sættes frem og sættes på en stage."

Derfor er der al mulig grund til at sige til dig, til Venstre og til Danmark:

Til Lykke!

Mogens S. Mogensen er interkulturel konsulent og blogger på eftertanke.dk.

Læs hele statsminister Lars Løkke Rasmussens tale her.