Til Pesachfesten spiser man elendighedens brød

"Vi genoplever symbolsk transformationen fra undertrykte slaver til frie mænd og kvinder siddende rundt om det opdækkede spisebord," skriver rabbinerstuderende Sandra Kviat

Nu er Pesach begyndt, den jødiske højtid, hvor vi mindes udgangen af Egypten med historiefortælling, sang og symbolsk mad.

Første aften under Pesachfejringen udspiller sig som et rituelt drama, hvor vi bruger vores smags-, dufts- og følelsesevner til symbolsk at blive en del af denne fortælling. Vi peger, dypper, læner, fortæller og stiller spørgsmål om, hvorfor denne aften er så anderledes end alle andre aftener. Resten af aftenen er et forsøg på at svare på dette.

Seder (udtales sæjder) betyder orden eller struktur, og er navnet på de to første aftener, hvor jøder samles hos familie, venner og/eller menighed.

Pesach handler om at skabe fællesskab. På den ene side er gruppens forhold til hinanden og til Gud i centrum, ikke individets. På den anden side deltager alle i at smage, dufte og føle, og der er et påbud om, at enhver person bør se sig selv, som var de kommet personligt ud af Egypten.

Vi genoplever symbolsk transformationen fra undertrykte slaver til frie mænd og kvinder siddende rundt om det opdækkede spisebord.

Haggadaen (fortællingen) er navnet på den bog, vi bruger til at vejlede os gennem aftenen. Den er fuld af paradokser og modsætninger, som hvorfor vi bliver ved med at tale om slaveriet, når formålet er at fejre frihed.

Svaret ligger i, at for at kunne forstå og værdsætte frihed, så bliver man også nødt til at se på frihedens modsætning - på slaveriet.

Saltvandet, som vi dypper i, skal minde os om slavernes tårer under det hårde arbejde. Den friske peberrod får vores egne tårer til at pible frem. Charoset [fra ordet ler] ligner brunt ler og minder os om trældommen og murstenene, som egypternes forrådskamre blev bygget med. Matzah [trældommens brød], som blev bagt i hast, er slavens magre og hårde brød, og den eneste form for hvedebrød, der bliver spist i den kommende uge.

Hvor er Moses?
Den største overraskelse i aftenens fortælling er manglen på hovedpersonen. Enhver, der har læst 2. Mosebog eller set tegnefilmen Prinsen af Egypten, ved, at Moses er helten, der i tro eventyrstil drager ud, finder sit mod og sine hjælpere og går igennem så grueligt meget, før han endeligt finder troen på Gud og derved kan redde sit folk.

Moses bliver kun nævnt én gang og kun indirekte, hans rolle er kraftigt minimeret, men ikke udvisket. En forklaring er angsten for, at Moses skulle blive guddommeliggjort, og at Gud derved kun vil få plads i kulissen. Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Moses' navn trods alt er inkluderet? Svaret ligger i, at Moses' tilstedeværelse viser os, at frelse ikke kun kommer fra Gud, men har en menneskelig komponent.

Pesach handler om frihed
Den rituelle mad og den tilbagevendende fortælling minder os om, hvad denne aften handler om, og den stimulerer samtaler om frihed og slaveri, og hvad disse betyder for os i dag. Men samtalen ender ikke med maden og med os selv. Det er tradition blandt progressive jødiske menigheder for at samle mad og tøj til hjemløse, flygtninge, og andre i nød.

I vores menighed, Shir Hatzafon, har vi de sidste år samlet tøj, mad og klippekort ind til flygtninge i Sandholmlejren. Frihed er ikke kun for os, og slaveri findes ikke kun i fortiden.

Dette er elendighedens brød, som vores forfædre spiste i Ægyptens land; enhver der er sulten, kom og spis, enhver der har behov for det, kom og deltag i pesachfesten.

"Vi var slaver for Farao i Ægypten, men Herren, vor Gud, førte os ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm (...) Selv hvis vi alle var vise, alle indsigtsfulde, alle erfarne, ja alle kendte torahen, ville det være en pligt for os at fortælle om udgangen af Ægypten, og den, der fortæller meget om udgangen af Ægypten, bør berømmes (Haggadah shel Pesach, Melchior 1983).

Sandra Kviat
Rabbinerstuderende