Tolerance handler om proportioner

"Pesach-højtidlighedens højdepunkt er bønnen om 'Næste år i det genopbyggede Jerusalem'. Det er en bøn, der er lige så relevant i dag, som første gang den blev bedt efter jødernes forvisning fra den hellige by for 2000 år siden," skriver David Lexner.

"Forestil dig nu, at det var dig, som måtte fejre påsken i beskyttelsesrum, eller at det var dig der stod ved busstoppestedet i Jerusalem, da en bombe sprang," skriver David Lexner

Israel er gennem de seneste mange år blevet beskyldt for at bruge uproportionel magt i kampen mod palæstinenserne. Kritikken lyder altså på, at de slår hårdere tilbage end det oprindelige angreb.

Den seneste måned er en israelsk familie blevet slagtet medens de sov, en britisk turist blev offer for en bombe på en busholdeplads i Jerusalem, og en 16-årig dreng ligger i koma efter et missil ramte en skolebus.

Hundredvis af missiler og mortergranater er blevet skudt ind over Israels byer, heriblandt 150 den seneste weekend. Tusinder af israelere forbereder sig på at skulle tilbringe de kommende pesach-helligdage i beskyttelsesrum. Uproportionelt?

I krig er der andre proportioner
Til trods for, hvad nogen måske tror, har der gennem historien ikke været et eneste eksempel på krigsførelse, hvor en fjende er blevet overvundet med proportionel magt. En af de mest basale sandheder om krig, er, at den ene side skal skade den anden alvorligt for at fremtvinge overgivelse eller kapitulation.

Efter det tyske bombardement af London under Anden Verdenskrig sønderbombede de allierede de tyske byer og jævnede blandt andet Dresden helt med jorden. Var det et uproportionelt svar på nazisternes grusomheder?

Som svar på terror og undertrykkelse fører det internationale samfund krige i Irak, Afghanistan og nu Libyen med langt flere ofre end i de handlinger der førte til krigene. Uproportionelt?

Alligevel råber verden hysterisk op, når Israel forsvarer sig mod angreb på dets civilbefolkning. Og på grund af det internationale samfunds gentagne fordømmelser af Israels uproportionalitet er landet ikke i stand til at reagere så kraftigt, at det ville være nok til at tvinge Hamas-terroristerne til at indstille deres angreb og genoprette ro ved grænsen.

Forestil dig nu det øjeblik, hvor Israel beslutter sig for at svare proportionelt igen. Næste gang Hamas eller Islamisk Jihad sender en Qassam-raket eller en mortergranat over den israelske civilbefolkning, skal Israel så svare igen med bombningen af en boligblok i Rafah?

Når Hamas bevidst skyder anti-tank missiler mod en tydeligt afmærket skolebus fyldt med børn, skal Israel så skyde artillerigranater ind mod en legeplads i Gaza By? Taler vi vestlige proportioner, er det vel en passende løsning, ikke?

Påskefejring i beskyttelsesrummet
I begyndelsen af næste uge tager vi ned til mine svigerforældre ved byen Ashkelon og fejrer Pesach til minde om jødernes udgang af Ægypten. Som situationen er lige nu, er det ikke umuligt, at vi må tilbringe nogle af festlighederne i beskyttelsesrum, idet Ashkelon ligger i Hamas-missilernes skudlinje.

Pesach-højtidlighedens højdepunkt er bønnen om Næste år i det genopbyggede Jerusalem. Det er en bøn, der er lige så relevant i dag, som første gang den blev bedt efter jødernes forvisning fra den hellige by for 2000 år siden.

Proportionelle byggerier
På trods af, at den jødiske stat giver muslimer adgang til alle dets helligdomme og moskeer, giver den muslimske Waqf stadigvæk ikke jøder lov til at bede på deres allerhelligste sted Tempelbjerget. Men her høres ingen vestlige råb om proportioner.

Ligeså uproportionel er verdens reaktion på nedrivningen af tre huse i Silwan-kvarteret i den omstridte østlige del af Jerusalem. Ud af 657 arabiske bygninger i kvarteret er kun 13 godkendte af Jerusalems kommune. Resten er ulovligt bygget.

Når så grundenes jødiske ejere, med kommunens godkendelse, beslutter sig for at bygge i området, bryder et helvede ud af stenkastende arabiske demonstranter støttet af international fordømmelse af Israel. Nej, jøder må ikke bygge i Østjerusalem og det til trods for, at Jerusalems arabere har ret til at bygge lovligt, hvor de vil i hele Jerusalem. Hvor er proportionerne?

Pesach handler om tolerance
En af pesach-festens forpligtelser er at se sig selv, som var man selv blevet befriet ved udgangen af Ægypten. At sætte sig selv i andres sted, er en øvelse som skaber forståelse og tolerance.

Forestil dig nu, at det var dig, som måtte fejre påsken i beskyttelsesrum, eller at det var dig der stod ved busstoppestedet i Jerusalem, da en bombe sprang. Forestil dig, at det var din dreng, som var blevet ramt at et missil og nu ligger i koma, eller at det var dig som var blevet stenet, da du ankom til dit nye hus.

Som Arne Jacobsen sagde: Det primære er proportioneringen. Men sæt dig lige i israelernes sted, inden du begynder at kritisere dem. Det kunne jo være, at de havde ret.

David Lexner er salgsagent og bosat i Israel. Kommentarskribent ved religion.dk.