Troen formes af forældrenes handlinger

Religiøse værdier kan være en vigtig ressource i børneopdragelse, mener psykolog Peter Damgaard-Hansen

Er der noget, der taler for, at man bliver mere religiøs, når man bliver forældre?

Jeg tror ikke, man automatisk bliver mere religiøs, når man indtræder i forældrerollen. Med det første barns ankomst er man selv pludselig blevet en mere eller mindre almægtig gudeskikkelse i hjemmets univers. Nu er der pludselig en lille sjæl, der helt konkret er totalt afhængig af ens vilje. Man råder over kærlighed, belønning og straf - ja i barnets øjne over liv og død.

Barnet ved hurtigt, at forældrene har magt til at afvise det i et sådant omfang, at det kunne betyde isolation, magtesløshed og i sidste ende afslutning på eksistensen. Og det kan godt være, at man i denne situation snarere glemmer at beskæftige sig med sin egen lige så sårbare eksistentielle afhængighed af højere magter. Vi vil jo som gode forældre helst selv have tjek på det hele og føle det uendelig pinligt, hvis vore børn skulle opdage, at vi slet ikke har det.

Undgår at se ansvaret i øjnene
Det er et kæmpe ansvar at blive ansvarlig for nye sjæles kærlighedsbehov. Måske den største eksistentielle, spirituelle og psykologiske udfordring vi nogen sinde kommer ud for.

Jeg tror, mange forældre undgår at se omfanget af dette ansvar i øjnene, for det vil omgående føre til en smertelig konfrontation med ens egen manglende evne til at leve op til kaldet. I stedet finder man en anden løsning, som for eksempel at give barnet skylden, når man ikke kan rumme det på en kærlig måde.

Det er uhyggeligt så ofte og så let vi bliver irriterede, utålmodige, kritiske og bebrejdende, formanende, moraliserende, bedrevidende, anklagende, afvisende, forargede eller åbenlyst vrede, udskældende, o.s.v. over for vores forsvarsløse børn.

Ofte er vi slet ikke bevidste om, at vi er i negativ modus, fordi vi er så vant til det. Men de nye, følsomme sårbare sjæle, kommer direkte fra skaberen med radarer, der med pinagtig præcision registrerer de ægte følelser i vore voksne hjerter længe før vi selv opdager dem.

Barnet læser vores mere eller mindre skjulte følelsesliv som en åben bog. Og i et forsøg på at forsvare deres egen værdighed, protesterer de spontant (såkaldt trods eller ulydighed), eller bliver ængstelige og afreagerer uroen på sære måder (såkaldt uartig eller dårlig opførsel), og så er vi efter dem igen. For vi skal jo have lært dem at opføre sig ordentligt, så vi kan undgå at opdage, at vi er galt på den.

Religiøs udvikling kan hjælpe
Har man mod til at tænke dybt over disse ting, går det op for én, at man ikke kan klare opgaven af egen kraft. Derfor mener jeg, det er vigtigt, at man som forældre åbner sig for en religiøs udvikling, der kan sætte os i stand til at håndtere den ualmindelig krævende udfordring forældrerollen stiller til os.

Problemet er, at børn er født med et behov for en aldrig svigtende kærlighed, som ingen forældre kan opfylde til fulde. Der er således et indbygget dilemma i forældreopgaven som psykologien alene ikke kan svare på. Men kristendommen for eksempel tilbyder en dyb forståelse af det menneskelige eksistensvilkår, der på fascinerende vis kan rumme dette dilemma og give løsninger på det.

Hvis ens religiøse værdier er vigtige for én er det naturligt, at man ønsker at give dem videre til sine børn. Og her er det eksemplets magt, der råder. Hvis man prædiker kærlighedsbudet og i det daglige ofte er ukærlig i forhold til børnene, er det denne forvirring, der gives videre.

Er kærligheden til Gud og ens næste ens vigtigste religiøse værdi, som den er i kristendommen, er det selvfølgelige en forudsætning, at forældrene selv udlever denne i forhold til barnet, hvis den skal gives videre.

Familien er den bedste skole
Det er ikke nogen let opgave, og det kan tage et langt liv at lære det. Det første skridt er ofte at blive voksen nok til at erkende, at man netop ikke er voksen nok og ikke være bange for at vise børnene det. De kan jo alligevel godt se det, og det giver kun tryghed, hvis vi selv er åbne om sandheden.

Forældre-opgavens enorme fordringer kan hvis de erkendes - motivere forældrene til at gå dybere i deres religiøse overbevisning for at hente ressourcer. På den måde kan man accelerere og forstærke den religiøse udvikling. Man kan styrke sin integritet og ønsket om at blive et levende eksempel på det, man bekender sig til.

Hvis man vil lære kærlighedens kunst, så er familien en af de bedste skoler, man overhovedet kan gå i. Her lærer den opmærksomme forældre-elev hurtigt, hvor svært det er at være kærlig døgnet igennem.

Man må lytte opmærksomt til, hvad ens børn prøver at lære én om én selv. Og frem for alt må man kunne angre og sige undskyld, når man har været ukærlig. Et oprigtigt undskyld er i sig selv en kærlig handling. Overfladiske undskyldninger skal man holde sig langt fra.

Barnet har det største hjerte
Hvis der er konflikter med børnene, så bør vi f. eks. altid granske nøje, hvordan vi selv er hovedaktørerne i at skabe dem med de negative vibrationer, der udgår fra vore hjerter. Hvad hovedet angår, er vi som voksne klogere. Men hvad hjertet angår, er barnet. Og det er igennem hjertet, at religiøsiteten primært udvikles, både hos børn og voksne.

At se bjælken i ens eget øje i stedet for splinten i den andens er pinligt, men frigørende, og åbner døren mere for sindsroen og kærligheden.

Selvfølgelig elsker vi også vore børn og viser dem det mange gange. Problemet er bare at vi, når vi er tændt af negative eller vrede følelser, ofte er betydelig mere lidenskabelige og engagerede i udtrykket, kropslig og verbalt, end når vi er kærlige. Børn vil derfor let få den opfattelse, at det, der kommunikeres med vrede, måske er tættere på det, vi virkelig mener.

Giv plads til spørgsmål
Gennem eksemplets magt vil fundamentale religiøse værdier og leveregler gives videre til næste generation på en særdeles integreret måde. Men det er ikke ualmindeligt, at barnet senere i ungdomsårene må stille spørgsmål ved de fundamentale principper og værdier, der fulgte med opdragelsen.

En sådan skepsis er sjældent optakten til et fravalg, men kan blive det, hvis forældrene indtager en ukærlig holdning til den unges selvstændiggørelse. Men så går man jo imod sine egne principper. Opdager man det i tide og korrigerer det, bliver man endnu mere rodfæstet i sin egen religiøsitet og et endnu bedre eksempel.

Kort sagt, man kan ikke give sine religiøse værdier videre til næste generation, men jo mere man lever sin egen tro i dagligdagens relationer til børnene, des større en inspirationskilde vil man være for dem til, at de senere følger efter af egen fri vilje.

Nej, man bliver ikke nødvendigvis mere religiøs af at blive forældre men det vil være en rigtig god ide at blive det.

Peter Damgaard-Hansen
Privatpraktiserende Psykolog
Integreret Psykologi
Kanalvej 17
7700 Thisted
Tlf. 97 97 43 43
e-mail: peter@docpeter.com